En stor del af mit arbejdsliv går med at skrive artikler, og en pæn del af min fritid går med at læse tekster, som andre har skrevet; bøger, aviser, magasiner og hvad jeg ellers kan komme i nærheden af. Dels for at lade mig inspirere, dels for at hidse mig op over de ting, jeg ikke er enig i. Det gælder især brugen af udråbstegnet, som efter min smag bliver skamløst udnyttet. Alt for mange vælger at bruge udråbstegnet til at understrege, at nu er der blevet sagt eller skrevet - noget, som enten er virkelig morsomt eller også meget vigtigt. Helt galt bliver det på spansk, hvor udråbstegnet aldrig optræder uden sin Quasimodo-vanskabte tvilling - det omvendte udråbstegn - som altid starter sætningen. Ligesom det er tilfældet med deres spanske fætre, spørgsmålstegnene.
Men hvis en sætning er så fantastisk genial, hvorfor er det så nødvendigt at fremhæve pointen med denne insisterende, omvendte bowlingkegle?
En sætning med et udråbstegn er som et lille barn, der skriger på opmærksomhed; se mig!, se mig! - en fremhævelse af noget, der savner saft og kraft og derfor skal have kunstigt åndedræt for puste sig op til noget, det ikke indeholder på naturlig vis.
Jeg kommer til at tænke på den tidligere danske fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen, der ofte måtte forklare undrende journalister, hvorfor han konsekvent udtog spillere med en pinlig mangel på teknisk kunnen. En af dem var den skildpadde-langsomme anfører Lars Olsen, som Ricardo på forbilledlig vis forsvarede med følgende allegori - her frit citeret efter hukommelsen:
”Lars gør ikke så meget væsen af sig selv, for det behøver han ikke. Det er lidt som med de små og store hunde. De små hunde puster sig op bjæffer i en uendelighed, mens den store hund blot markerer sig en sjælden gang: WOUF! Og så er der ro.”
På samme måde skal udråbstegnet bruges med måde og kun, når det virkelig har sin berettigelse. Som en bokser, der kampen igennem holder sin modstander på afstand med venstrehånden, som han tjatter med i ny og næ, mens han tålmodigt venter på den afgørende chance. Og så slår han til med højren: Kapow!
Med dette sure opstød fra en fagnørd in mente, har vi gjort, hvad vi kan, for at begrænse udråbstegnene i denne udgave af Magasinet Scandinavia. Skulle der alligevel have sneget sig et enkelt eller to af dem ind i en af artiklerne, ja så er forklaringen ligetil. Det er ganske enkelt for at understrege, at her er der tale om noget, der er ekstraordinært genialt, vigtigt og knivskarpt!

Så god fornøjelse med læsningen!

Michael Jepsen

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven