![]() | |
Joakim har siden 2001 boet på Costa Blanca. Han kom til universitetet i Alicante med et Erasmus-stipendiat i hånden for at læse sidste år af sit studie i økonomi. Det var kun få ord Joakim kunne sige på spansk, da han kastede sig ud i universitetsopholdet, men det skulle ikke holde ham tilbage fra at søge job ved siden af studierne. Han så et opslag om, at Deutsche Bank søgte en medarbejder og søgte straks stillingen. Til hans store overraskelse foregik samtalen på spansk og til hans endnu større overraskelse fik han jobbet. ”Jeg havde ikke sagt andet end sí, sí og nikket venligt under samtalen, for jeg forstod jo ikke halvdelen af, hvad der blev sagt,” griner Joakim og tilføjer, at han selvfølgelig var blevet ansat til at servicere de skandinaviske kunder. ”Men mine kolleger var spanske, så jeg fik lært sproget i løbet af meget kort tid.” Allerede efter seks måneder blev han opgraderet til gestor (kunderådgiver) med ansvar for egen kundeportefølje i Torrevieja, som er den by på Costa Blanca, hvor der bor flest danskere. Efter 2 1/2 år viste der sig en ny udfordring for Joakim, han blev tilbudt en stilling hos Nykredit i deres nye afdeling på Costa Blanca med kontor i Alicante, en udfordring han ikke kunne sige nej til. Og nu kun et år senere er han draget 500 km mod vest, Costa Blanca er skiftet ud med Costa del Sol og Nykredit med Sparbank Vest. ”Selv om jeg er flyttet væk fra Costa Blanca vil jeg stadig holde fast i den store kontaktflade, som jeg gennem de seneste år har fået bygget op. Det er utrolig vigtigt for mig ikke at miste mit netværk, da en af mine målsætninger i min nye stilling i Sparbank Vest er at servicere klienter i hele Spanien. Afstanden skal i hvert fald ikke være nogen hindring, heller ikke for den personlige betjening, som er en af Sparbank Vests kæpheste. Jeg kører gerne turen til Costa Blanca, hvis der er kundemøder derude,” lyder det engageret fra Sparbank Vests nytiltrådte repræsentationschef, der glæder sig til at prøve kræfter med de nye bankudfordringer, som et job hos Sparbank Vest lægger op til. ”Især de nyheder, der er på vej, bliver spændende at arbejde med. Et af de nye låneprodukter er så banebrydende, at vi bliver de første på det spanske marked til at introducere det,” siger Joakim uden at afsløre mere. ”I forvejen var Sparbank Vest en af de første danske banker, der tilbød boliglån i Spanien og mange af vores låneprodukter, så som afdragsfrie lån, kender man knap i Spanien,” tilføjer Claus Krag, der stadig føler sig som en del af teamet. Men han har da også en stor del af æren for den succes, som banken i dag soler sig i. ”Vores succes hænger sammen med, at de låneprodukter og lånebetingelser Sparbank Vest tilbyder, adskiller sig fra det, de spanske banker tilbyder og så er trygheden ved at gå i en dansk bank og få alle bankpapirer på dansk af stor vigtighed for mange. Desuden har vi satset meget på den personlige betjening med bl.a. kundebesøg og som noget ekstra arrangerer vi temaaftener,” forklarer Claus, der indrømmer, at det er med stort vemod, han forlader Sparbank Vest og kysten. Som det sidste vil han takke kunder og samarbejdspartnere for en god tid inden han med god samvittighed giver stafetten videre til den nye repræsentationschef.
Nyheder | Juni/juli/august
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















