![]() Carmen Machi | |
Carmen Machi (39-års jubilar, igen i år) har taget det spanske TV-publikum med storm, efter hun omsider slog igennem i serien ”7 vidas”. Og det er ikke så lidt imponerende i en tid, hvor de fleste kvinder, der optræder i Prime Time på de spanske TV-kanaler, stort set er besat af overpyntede nikkedukker, gerne tidligere nummer 2 i Miss Melilla-konkurrencen, eller tilsvarende. Carmens popularitet førte til, at hun fik sin egen serie, og selvom hun har arbejdet som teaterskuespiller, siden hun var 17 år, er succesen langtfra steget hende til hovedet. ”Som teaterskuespiller har jeg været vant til, at succes ikke varer evigt, og arbejdsløshed er en del af legen”, siger hun med en ganske naturlig pessimisme. Men arbejdsløs bliver hun næppe lige her og nu. Ikke mindre end Pedro Almodóvar har nemlig kastet sig over hende for at sikre sig at hendes naturlige, komiske talent figurerer sin næste film. Noget som selvfølgelig åbner dørene til det meste i den spanske skuespillerverden.
Carmen er født og opvokset i Madrid og er naturligvis en entusiastisk Real Madrid-fan og fast bænkevarmer til alle deres hjemmekampe, og hun mener selv, at hendes stærkt fraværende moderinstinkt bliver kompenseret ved hendes forkærlighed for holdets 11 unge spillere i korte shorts. Derudover elsker hun at surfe på Internettet. Gerne for at finde usandt sladder om sig selv. Og netop fordi Carmen Machi vækker vores indre, dog til tider synlige og højlydte proletar, har vi valgt at kåre hende til at vores juli-diva.
Profiler | Juni/juli/august
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















