![]() Foto: Michael Andersen | |
Af Larsen Press
Selv om det var i avisernes såkaldte agurketid i juli, så fremstod den nordjyske ferieby Løkken for nogle år siden på dagbladenes forsider samt i tv på en lidet flatterende måde. Uhæmmet druk og vold, unge på sex-camping, pubcrawl, hvor ”smarte” restauratører drev horder af unge gennem byen for at de kunne nedsvælge størst mængde alkohol på kortest mulig tid, mindreårige til udpumpning på sygehus, groft hærværk, drikkeri i gågaden, ældre der ikke vovede sig ud efter mørkets frembrud. Alt dette var ingredienserne i omtalen ikke blot i danske, men også svenske og norske medier.
Det hele kulminerede i, at vrede ældre Løkkenborgere – der er knap 1.500 fastboende, men i højsæsonen er Løkken-områdets befolkningstal vokset til omkring 50.000 – tog affære og kom i verbalt klammeri med de forretningsdrivende, der nød godt af de unges store pengeforbrug.
Der blev afviklet borgermøder, politikerne overbød hinanden, flere af de forskellige interesseorganisationer fik udskiftet bestyrelsesmedlemmerne, gamle venner blev uvenner og læserbrevsredaktørerne i de lokal blade kom på overarbejde.
Som i gamle dage
Facit: De unge blev væk i 2005, og aviserne og tv måtte i agurketiden finde nye overskrifter frem. Løkken var langsomt, men sikkert på vej til at genopstå som tidligere tiders fredelige ferieby, hvor bybilledet fremstod som et familiebillede.
Og hvordan er udsigterne så for sommeren 2006?
- Det bliver som i de gode gamle dage tilsat nye tiltag, der henvender sig til alle aldersgrupper, siger Nina Friis, indehaver på femte år af Galleri Friis og ny formand for Turistforeningen. De unge, der kom efter en vild ferie, har mistet interessen for Løkken. Flere restauratører har selv sagt fra, og så er det måske også blevet for dyrt for de unge. De kan langt billigere tage 14 dages vild ferie f.eks. på Ibiza.
- Endvidere har lokalpolitikerne besluttet at nedlægge flere af byens campingpladser til fordel for boligbyggeri. De unge har ikke længere mulighed for at campere i byens hjerte, og måske har den megen uheldige omtale også fået nogle forældre til at råde deres børn til at holde ferie et andet sted.
560 nye boliger
Det er Strandvejens og Josefines Camping, der er blevet nedlagt, og i stedet skal der bygges 160 nye boliger. Endvidere har man endelig fundet en bygherre til det såkaldte Bikuben-areal. Her skal der opføres ikke færre end 400 nye boliger:
- Der er tale om helårsboliger, men uden såkaldt bopælspligt, så vi forventer at sæsonen bliver længere og længere, fortsætter formanden. I denne sæson vil man kunne se flere seniorer, men der skal også være plads til de unge. Løkken skal være for alle aldersklasser. Balancen skal være i orden.
Løkken i børnehøjde
- Vi vil køre en kampagne ”Løkken i børnehøjde”, hvor vi vil øge aktivitetsniveauet for de alleryngste. Du kan f.eks. være kunstmaler for en dag, sørøver for en dag, og så fortsætter vi naturligvis med vore populære sandkonkurrencer. Men drageflyvning og ridning vil også høre til de nye tilbud. Jeg er overbevist om, at Løkken igen vil blive kendt for at være et sted, hvor man holder familieferie, slutter Nina Friis.
Fiskeri og transport
Løkkens historie går over 300 år tilbage. Helt nøjagtig blev de første huse bygget i 1678, og i løbet af 1700- og 1800-tallet blev Løkken vestkysten vigtigste ladeplads og udskibningsted for handelen mellem Vendsyssel og Sydnorge. Korn, smør og kød blev byttet med træ og jern.
Byen har stadig store pakhuse fra denne skudehandel, der ophørte omkring 1900, hvor fiskeriet så tog over. Løkken var en overgang vestkystens tredje største fiskeriby med op til 50 både, der efter dagens togt på havet blev trukket op på stranden.
Det gamle fiskermiljø findes endnu, og der er stadig aktive fiskere på bådepladsen. Op gennem 1900-tallet udviklede Løkken sig til en populær badeby.
Service- og ferieby
I vore dage er Løkken primært service- og ferieby med velbevarede spor til det gamle miljø.
Stranden ved Løkken er en af Nordeuropas bedste og har det fineste hvide sand uden sten. Badevandet er rent, og når på de varmeste dage op på omkring de 20 grader. Ud for byen er stranden bilfri, mens der mod nord kan køres helt til Nr. Lyngby og mod syd til Blokhus. Strandvejen mellem Løkken og Blokhus, hvor man hele tiden har Vesterhavet på den ene side som en malerisk kulisse, er virkelig et hit, som ikke ses mange andre steder i Europa.
På den bilfri strand finder man også fra maj til september ”den hvide by” med 500 badehuse. De er privatejede, og bruges til opbevaring af badeting samt til hyggelige strandfrokoster.
Løkkens bagland byder på et væld af oplevelser, hvad enten man cykler – kan lejes – eller kører i bil.
Besøgslandbrug, lysstøberi, keramikværksteder og flere kunstgallerier byder indenfor. Gårdbutikker og landevejssalg byder på lokale produkter til fornuftige penge.
Børglum Kloster
En af de største attraktioner er uden tvivl Børglum Kloster, som første gang i 1086 nævnes som Kongsgård. Senere blev det kloster og bispesæde. Her kan man opleve den gamle domkirke med den 12 meter høje altertavle, urtehaven med de mange forskellige lægeurter, vognmuseet med de gamle hestevogne, det gamle køkken med husholdningsredskaber samt H.C. Andersens seng og udstillingen om den store eventyrdigter, der i 1859 i en længere periode boede på Børglum Kloster.
Løkken er også krabbeklør
Ferierer man i Løkken, kommer man ikke uden om byens ”nationalret” – kogte krabbeklør. De friske krabbeklør kan som oftest indkøbes på stranden, når bådene lander dagens fangst.
Her følger opskriften til krabbeklør (4 personer):
2. kg. krabbeklør
vand
salt
dild
Krabbekløerne børstes og hældes i rigelig spilkogende vand tilsat 4 spsk. salt pr. liter vand. Det er vigtigt at doseringen af salt matcher det i Vesterhavet. En dusk dild tilsættes, og det hel bringes igen i kog. Når vandet igen koger, skal krabbekløerne have 20-25 minutter. Derefter stilles gryden med krabbekløerne til afkøling.
Efter afkølingen tages krabbekløerne op, og kløernes forreste hængsler brækkes af med en knibetang, eller man knuser dem med en hammer. Herefter kan det nykogte krabbekød tages ud med en hummergaffel eller i mangel af bedre en teskes lange skaft.
Krabbekløerne serveres med citronbåde, skaldyrsdressing eller mayonnaise samt ristet brød. Dertil en kølig hvidvin.
Rigtig hjertelig velbekomme!
Udflugter | Juni/juli/august
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |


















