![]() | |
1: Hvad synes du om MD?
2. Er stofudvalget alsidigt nok?
3. Er der en artikel, du specielt husker?
4. Er der noget, du savner?
5. Hvad læser du først?
I anledning af, at Magasinet DANSK har 1 års fødselsdag, har vi bedt syv af vore læsere om at besvare ovenstående:
Finn Hoelbæk, Torrevieja:
Jeg har boet her på kysten en del år, og magasinet DANSK er lige, hvad vi har ventet på. Det er et flot og velskrevet blad. Alle i min omgangskreds roser bladet. Det dækker fint hele spektret. Det er ikke et blad, som man smider væk, når det er blevet læst. Rigtig mange artikler, som er tidløse. Jeg synes, stofudvalget rammer plet. Jeg husker specielt artiklen om ”Drengene fra Knarborg”, men også om de mange fine ting om den spanske hverdag. Du får forøget din viden om Spanien på en god måde. Jeg synes, at blandingen af stof favner bredt. Som tidligere bestyrelsesmedlem i ”Danske Venner i Torrevieja” slår jeg først op på foreningens sider bagude for at se, om der skulle være nyt. Men ellers læser jeg bladet fra start til slut.
Helena Jacobsen, Torrevieja:
Magasinet er flot og godt. Det er godt med oplysende artikler. Måske skulle man udvide antallet af vigtige telefonnumre. Det vil være en god service. Jeg ved, at rigtig mange gemmer magasinet, og så er det godt at have de rigtige telefonnumre ved hånden. Jeg husker artiklen om den danske nonne som en af de allerbedste artikler, som jeg har læst. Gerne flere af den slags. Også fint med artiklerne om danskere, der har været indlagt på hospitalerne her med alvorlig sygdom og som føler sig godt behandlet. Det er vigtigt, at få oplyst hvor godt det spanske hospitalsvæsen fungerer. Det er fint, at vi har fået artikler om hvordan dansk og spansk lov hænger sammen. Når jeg får magasinet bladrer jeg det hurtigt igennem. Er der en speciel ting, der fænger, så læser jeg den. Ellers fra start til slut. Jeg kan godt lide at læse om personer, der bor her på Costa Blanca.
Ivan Nielsen, Rojales:
Det er et godt og flot blad fra start til slut. Hvis jeg skulle mangle et eller andet, så må det være lidt mere om mad. Gerne nogle flere madopskrifter, så vi kan prøve dem af bag efter. Også gerne lidt mere om områdets spændende restaurationer. Man er nok tilbøjelig til oftest at komme de sædvanlige steder. Jeg husker specielt artiklen om den spanske familie, der boede i lejlighed i Alicante og skulle flytte i hus. Det var interessant. Jeg synes, bladet favner bredt. Først læser jeg lige alle overskrifterne, og så læser jeg ellers bladet fra første side til slut.
Gry Anette Kolstad, Torrevieja:
Et velskrevet eksklusivt blad, som jeg ved, at ikke blot mange danskere, men også svenskere og specielt nordmænd gerne læser. Der er mange aktuelle ting, og oversigten over arrangementer er en god service. Jeg kan godt lide at læse om de mennesker, der bor her på kysten. De har alle sammen deres specielle historie. Det er fint, at der er artikler om stedets forretninger og restauranter. Jeg læser hele bladet, men skimmer først lige, hvad det måtte indeholde.
Kirsten Nielsen, Rojales:
Et godt og flot blad. Når man sidder med det i hånden, kan man straks se, at det er kvalitet. Det er ikke et blad, man smider væk efter at have læst det. Fordelingen af stoffet er i orden, og skulle jeg havde en ønske, måtte det være lidt mere omtale af egnens restaurationer og små hyggelige spisesteder. Jeg læste med stor interesse artiklen om den danske nonne, og serien fra vugge til grav var også meget interessant. Min svigerdatter er spansklærer på handelsskolen i Frederikshavn, og hun bruger magasinet i sin undervisning. Hun roser meget de oplysende artikler. Hvis jeg skulle ønske mig noget, så var det nogle flere opskrifter på spansk mad. Vi ser ofte tv-kokken på spansk og prøver bagefter flere af opskrifterne. Jeg læser bladet fra ende til anden.
Carl Pedersen, Torrevieja:
En virkelig god nyhed, at vi for et år siden fik vort eget danske blad her på Costa Blanca. Det er velskrevet, og stofudvalget er meget alsidigt. Man tager mange gode emner op. Fint med oplysninger om ture og tips om hvilke udflugter, man kan foretage på egen hånd. Der er ikke specielt nogle artikler, som jeg husker bedre end andre. Jeg læser ganske enkelt bladet fra ende til anden. Der er en fin balance mellem oplysende og underholdende artikler.
Leif Christiansen, Torrevieja:
Et utrolig godt blad, velskrevet med et alsidigt udbud af artikler. Jeg kan godt lide, at bladet kommer med oplæg til ture. Det har vi rigtig megen fornøjelse af. Jeg husker specielt artiklen med VM-cykelrytteren Kai E. Jensen. Den var rigtig underholdende. Måske kunne man skrive lidt mere om de kommunale myndigheder. Da vi startede her på kysten, stod vor urbanisation selv for rengøring af gader og fortove. Nu har kommunen overtaget rengøringen og det er bestemt ikke til det bedre. Jeg ville heller ikke have noget imod, at der stod lidt mere om golf. Jeg bladrer hurtigt bladet igennem, og er der specielt en artikel, der falder i øjnene, læses den først. Men ellers læser jeg hele bladet.
Diverse | September 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















