Af Tina Julsgaard 

Vi har med et land at gøre, der har et areal på 504.780 km2, der er inddelt i 17 regioner, som igen er inddelt i 52 provinser. Dette lands folk kalder sig spaniere, men de kalder sig også andalusere, katalanere, baskere, galicere, etc. På den ene side føler de sig meget spanske, de er stolte over deres land, deres monumenter, deres historie, deres kultur, de dyrker deres nationale sportshelte, som var de guder, ferierer helst i eget land og kan ikke sige to sætninger uden at nævne deres gastronomiske pragtprodukt: den iberiske skinke (jamón ibérico). Men samtidig plejer de også deres regionale identiteter.

Debat og dominoeffekt
Mange regioner kæmper for at få mere selvstyre, og de fleste regioner har et politisk parti, hvis målsætning er løsrivelse fra den spanske stat. De regioner, der hungrer mest efter selvstændighed er Baskerlandet og Katalonien. De hænger deres ønske om uafhængighed op på det faktum, at de har deres eget regionale sprog og at de, set i et historisk perspektiv, har været selvstændige stater engang. Og i direkte opposition til de valgløfter den spanske regeringsleder Zapatero proklamerede før valget i marts 2004, om at Spaniens enhed er vigtig og skal forsvares, er han nu blevet fortaler for, at Catalonien skal have mere selvstyre og er i gang med at få regionens statut (regionsgrundlov) reformeret. Det har skabt en glødende debat i Spanien og ikke nok med det, det har også skabt dominoeffekt. ”Hvis de kan få mere selvstyre, kan vi vel også” lyder det fra de forfordelte regioner rundt om i landet.

Generelt er der en overdreven fokus på ordet nation i det spanske samfund, men sjovt nok anvendes det oftest i regionale sammenhænge. Efter Francos død og indførelsen af demokratiet bryder spanierne sig ikke om at tale om nationalfølelse eller, at de har en national identitet. Det nationale er tillagt regionerne, der i den spanske grundlov fra 1978 ligefrem benævnes som nationaliteter og som til tider forveksles med nationer.

Fra undertrykkelse til ophøjelse
Under Franco blev der slået ned på enhver form for regionalisme og det var forbudt at tale sprogene catalansk, galicisk og baskisk offentligt. Denne undertrykkelse af de regionale identiteter blev der gjort op med efter diktaturet og den demokratiske kæphest blev at fremme de regionale interesser og særegenheder. Det blev først og fremmest gjort med vedtagelsen af inddelingen af Spanien i 17 autonome regioner, hvor hver region fik sin egen grundlov. De første regionsgrundlove, der blev vedtaget i 1979, var den baskiske og den catalanske. Inddelingen af landet i 17 autonome regioner betød, at Spanien i dag har en af de mest decentraliserede statsmodeller i Europa. Men mere vil have mere, og selvstændighedsdebatten er altså atter blusset op.

En blakket opbakning
En del af Spanien opfatter tilblivelsen af den nye catalanske grundlov som et udtryk for, at Zapatero er i kløerne på det catalanske venstrefløjsparti ERC (Esquerra Republicana de Cataluña), der er støtteparti for Zapateros regering. En anden del mener, at mere selvstændighed i de regionale grundlove er en naturlig og nødvendig vej at gå i et demokratisk land. Førstnævnte er desuden bange for, at tendensen mod større uafhængighed i regionerne fører til en splittelse af den spanske nationalstat. Det er hovedsageligt Partido Popular, der kendetegner de førstnævnte; de kæmper en brav kamp mod indførslen af den reformerede catalanske grundlov, der den 18. juni under en folkeafstemning i Catalonien blev godkendt af catalanerne. 74% af vælgerne stemte ja til den nye grundlov, men valgdeltagelsen var kun på 49,4%.
Alligevel anså den spanske regering, med José Rodríguez Zapatero i spidsen, valgresultatet for en sejr. Den spanske statsminister lod forstå, at det er normalt med omkring 50% valgdeltagelse ved regionsfolkeafstemninger og at resultatet, nemlig at grundloven fik flertal, er et nødvendigt skidt for overhovedet at få den indført.
Mariano Rajoy, leder af Partido Popular anså afstemningen for ren fiasko og et udtryk for den ringe opbakning, der omgærder grundloven. Han selv har gennemført en underskriftindsamling og indsamlet 4 millioner underskifter til støtte for et krav om afholdelse af en landsdækkende folkeafstemning om den catalanske statut. Men dette krav blev, desværre for señor Rajoy, afvist i Las Cortes Generales (folketinget), der forbyder folkeafstemninger på landsplan om regionale spørgsmål.
Men PPs angst for et splittet Spanien er måske slet ikke så neurotisk endda. For som sagt smittede reformiveren i nordøst og nåede til andre regioner rundt om i landet.

Hetz mod Catalonien
I kølvandet på de autonome tilbøjeligheder og tiltag på politisk plan følger den sociale reaktion. Og den mest utilfredse del af befolkningen, som bestemt ikke er enig i Cataloniens ret til at få mere selvstyre, igangsatte den 1. december en massiv boykot mod catalanske produkter. Der blev sendt e-mails ud med ordlyden: ”En måned uden catalanske produkter. Vi kan alle gøre en indsats for at stoppe denne galskab. Send beskeden videre, mange tak.” Og googler man ”boicot de productos catalanes”, får man mulighed for at deltage i 72.000 debatfora, hvori der opfordres til ikke at købe produkter fremstillet i Catalonien. På disse sider finder man lange lister over de produkter, man ikke bør købe samt alternative lister over tilsvarende produkter, således at den boykot-interesserede ikke skal risikere at stå uden cola cao i hjemmet. Det er især Cava-producenterne, der har mærket boykottens alvor, for den startede på et tidspunkt, hvor cava-salget er specielt sårbart, nemlig lige op til jul og nytår. Cava-producenten Freixenet kunne konstatere en nedgang i salget på mere end 10%.
En faktor, der yderligere satte ild til bålet, var, da Carod-Rovira, partiformand for Esquerra Republicana de Cataluña, officielt opfordrede catalanerne til ikke at støtte Madrids kandidatur som OL-by i 2012. Resultatet af den opfordring blev i grove træk, at der nu ikke længere er mange madrileños, der køber cava. Også den catalanske, men landsdækkende sparekasse, La Caixa, har fået modstanden mod den nye statut for Catalonien at føle. En af de øverste i pengeinstituttets direktion har udtalt til den spanske presse, at næsten enhver La Caixa filial i Spanien har oplevet, at kunder har flyttet opsparingerne til andre banker på grund af statut-spørgsmålet. Men mange vil sikkert sige, at La Caixa selv har lagt op til den boykot, de er genstand for. Sidste jul bestemte direktionen, at firmaets julekurve til de ansatte på landsplan skulle bestå af udelukkende catalanske produkter, hvilket tilsvarende kan opfattes som en indirekte boykot mod de spanske produkter, der tidligere var i deres kurve.

Med en udenforståendes briller grænser sådanne udspil til det barnlige, men samtidig ved man godt, at nationalistiske stridigheder normalt ikke løses ved hjælp af modne overvejelser. Det, der blot tricker ens sunde fornuft, er, at det er spaniere, der boykotter spaniere. Og det uden at Catalonien er blevet en selvstændig stat, hvilket den heller ikke bliver med den nye statut. Men der er nok ingen tvivl om, at den nye statut får opstillet et fiktivt stakit omkring Catalonien og så er der dømt krig fra dem, der ikke tager ”kasketten” af for det. Statut, stakit, kasket... 

Magasinet Dansk har spurgt folk på gaden om deres mening

Hvad mener du om boykotten mod catalanske produkter?
Francisco José Almagro, 43 år, medieforsker
Jeg synes, den er barnlig. Det er nogle yderligtgående konservative grupper, der har sat den i gang. De er imod alt, hvad den siddende regering gennemfører af politiske tiltag, men i stedet for at indgå i debatten på demokratisk vis finder de på ekstreme og meget barnlige måder, at vise deres uenighed på. Catalanerne skal have lov til at gøre, som de vil indenfor deres region, på sammen måde som vi her i Andalusien skal have lov til at gøre, som vi vil uden, at der er nogen udefra, der boykotter os.

Påvirker den catalanske nationalisme dig som Barça-fan?
Pablo Morillo Sánchez, 36 år, psykolog
Jeg har været Barça-fan lige så længe, jeg kan huske. Selv om jeg ikke er fra Catalonien, har jeg fået Barça-iveren ind med modermælken. Min far arbejdede som repræsentant for et firma i Barcelona og når han var til møder i byen, var han som regel til fodboldkamp på Camp Nou. Hans historier om kampene, stadionet, spillerne, osv. formede sig som en fascinerende myte i min fantasiverden. Derfor er det klart, at det skuffer mig, at den nuværende præsident for klubben, Joan Laporta, ekspressivt udtrykker sin anti-spanske holdning og at han sympatiserer med den catalanske nationalisme. Men med holdets fantastiske resultater i sidste sæson og den gode stemning, der ellers er omkring klubben og dens spillere, vælger jeg at se bort fra den upassende politiske attitude, præsidenten har udvist. Længe leve Barça.

Hvad tror du, den catalanske statut kommer til at betyde for Spanien som nation?
Aurea Godoy, 26, landbrugsingeniør
Fremtiden er uforudsigelig. Men det virker som om, at borgerne ikke er nær så interesserede i selvstyrespørgsmålet som politikerne. Desuden er der nogle personligheder, man ikke kan andet end mistænke for, at de håber på at blive fremstillet i historiebøgerne som de helte, der reddede den catalanske uafhængighed.
Jeg tror, at den nye grundlov i Catalonien vil blive brugt som redskab til mere og mere selvstyre, indtil de får deres selvstændighed. I første omgang har det medført, at alle de andre regioner er gået i gang med at forberede grundlovsreformer, som vil være mindre solidariske med resten af Spanien og det betyder, at centralmagten så småt vil blive tømt for indhold.

Hvad mener du om den catalanske grundlovsreform?
Felipe Rey, 36 år, direktør
Catalanerne mener, at de giver mere til Spanien end de modtager og deres holdning er, at Spanien er dårlig til at administrere resurserne. Det eneste, der interesserer catalanerne, er økonomi, for deres kulturelle realitet er allerede beskyttet i den spanske grundlov. Det eneste de ønsker, er at styre deres egne midler.
Problemet er, at de ikke nøjes med at ændre deres egen grundlov, de ændrer også den spanske konstitution og samtidig bryder de med den interregionale solidaritet. Det er forbistret for resten af spanierne, at en minoritet af catalanere og baskere, altså en mino-minoritet af spanierne kan ændre resten af spaniernes liv. Og samtidig har de den frækhed at fremlægge muligheden for at blive en frit associeret stat. Nej, jeg er ikke enig! Det er det samme som: jeg gør mig uafhængig fra mine forældre, men spiser aftensmad hos dem hver dag. Det er så typisk spansk! Og det er bare ikke i orden. Hvis man vil bryde, må man gøre det helt. Den nye statut er ikke andet end endnu et skridt i retning af desintegration. Jeg vil hellere høre en uafhængighedserklæring. For min skyld kan de få deres egen stat, så vi kan få fred for dem.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven