![]() | |
Har man planlagt et besøg i grotterne i Rojales - Cuevas del Rodeo - så er starten af oktober et godt valg. Da arrangeres der nemlig et såkaldt middelaldermarked, hvor man fejrer Patrona Rosario, og dørene til grotterne åbnes, så alle kan kikke indenfor.
Grotterne huser i dag især en række kunstnere, som her udøver deres kunst og udstiller deres arbejder. Men der er også enkelte fastboende tilbage i de 15 grotter. Det vidner bl.a. tv-antennerne om.
Beboelsen af grotterne går helt tilbage til det 19. århundrede. Det var billigt, man skulle ikke købe materialer til at bygge med. De mennesker, der boede i grotterne, var ikke specielt fattige og ernærede sig hovedsagelig ved landbrug. En medvirkende årsag, til at de flyttede op i grotterne, var desuden, at her var de i ly for regn og oversvømmelser, når floden Rio Segura gik over sine bredder.
I løbet af 1960’erne begyndte man at flytte fra grotterne, og flere og flere stod herefter tomme. Men der opstod også en ny type bebyggelse hus-grotterne. Man byggede simpelthen huse uden på grotterne.
Herved forsvandt størsteparten af de oprindelige, flere hundrede, grotter, eller også blev de usynliggjort for omverden.
15 grotter tilbage
Tilbage blev kun det område, der i dag er kendt som Cuevas del Rodeo.
Rojales Kommune, der stod som ejer af området, besluttede at genoprette dette underjordiske areal og tilbød, at en række kunstnere kunne leje grotterne på økonomisk attraktive vilkår, hvis de indrettede deres værksteder og udstillede deres værker her.
Det er blevet til 15 grotter, der er udlejet til områdets kunstnere.
I dette miljø findes mange kunstarter, og udøverne kommer fra mange europæiske lande.
I Sala Mengolero har en gruppe skandinaver etableret maleriudstilling, og i Taller de Madera kan der bydes på træskærerarbejder.
Muslingehuset
Besøger man Cuevas del Rodeo støder man først på en hus-grotte, nemlig Casa de las Conchas – muslingehuset.
Ejeren af huset har brugt ikke færre end 12 år af sit liv på at dekorere vægge, såvel inde som ude, med muslingeskaller. På grund af svigtende helbred er huset nu sat til salg, men er ejeren hjemme, så har han bestemt intet imod, at man ringer på. Så viser han gerne rundt.
Rundvisningen er som udgangspunkt gratis, men mon ikke ejeren gerne ser, at der kommer et par skillinger i den kurv, som han behændigt har placeret ved udgangen.
Hulebaren
Det kan være varmt at vandre rundt på skråningerne ad stier, veje og trapper mellem de 15 grotter, så det er måske meget belejligt, at der i Taller de Escultura foruden en række masker også findes en lille bar.
I øvrigt er der i samtlige grotter en behagelig temperatur.
Kunstnerne er ikke forpligtiget til at have deres grotter åbne hver dag, men som oftest bliver der arbejdet i et par stykker, og specielt i weekenden er de fleste åbne.
Vil man være sikker på ”åbent hus” alle steder, så er et besøg først i oktober, hvor middelalder-markedet afvikles, at anbefale.
Vejen til grotterne
Hvordan finder man så vej til Cuevas del Rodeo?
Tager man f.eks. Torrevieja som udgangspunkt, så kører man ad CV 905 mod Crevillente. Når man kommer til den store rundkørsel uden for byporten til Ciudad Quesada vælger man at køre fra mod Benijofar. Man kører gennem byen, indtil vejen deler sig ved et lyskryds. Her drejes til højre mod Rojales. Inde i byen kører man over floden Rio Segura, og så er det om at finde en parkeringsplads. Lige efter at have passeret floden kommer man til Pza. Gralitarta Baches. Nogle få meter henne ad Calle la Paz drejer man til højre ad Calle Castillo, og få meter længere fremme støder man på Calle el Rodeo og Casa de las Conchas.
Efter at have besøgt muslingehuset er det blot at følge skiltningen rundt på Cuevas del Rodeo.
Udflugter | September 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

















