Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Sportshots
Gravesen slår sig ud - og Skouboe skadet
Når disse linjer læses, har Real Madrids danske problembarn Thomas Gravesen og hans agent John Sivebæk sandsynligvis fundet en ny klub for ham. Reals nye italienske træner Capello bryder sig ikke om den iltre jyde og droppede ham til madrilensernes test- og promotionstur til USA. Det skete umiddelbart efter, at Thomas Gravesen under træning i Østrig havde været i håndgemæng med sin brasilianske holdkammeret Robinho, hvorefter begge blev bortvist.
Men det skorter ikke på tilbud til den 30-årige Gravesen, hvis klubberne ellers vil betale de 3-4 mio. euros, Real Madrid kræver for ham. På banen har senest været de tyrkiske klubber Fenerbahce og Galatasary, og de engelske Newcastle og Tottenham.
Thomas Gravesen var 16. august hjemme i Danmark for at spille testkamp mod Polen. Her kunne hans landsholdskammerat med en anden spansk arbejdsplads, Morten Skoubo fra Real Sociedad, ikke være med. Han døjer med smerter fra betændelse i den venstre akillessene og er nok ikke klar til sæsonstarten i den spanske Liga. I denne viste Espanyol fra Barcelona i øvrigt interesse for en anden dansk landsholdsspiller, forsvareren Nicklas Jensen.
Topnavne fra de italienske verdensmestre i fodbold er i øvrigt rykket til spansk fodbold. Det drejer sig om Cannavaro og Emerson til Real Madrid og Thuram og Zambrotta til FC Barcelona, alle fra skandaleramte Juventus. Endvidere bemærkelsesværdigt med hollænderen Van Nistelrooys skifte fra Manchester United til Real Madrid.

Spanske ryttere til Tour-tops efter dopingskandale
Den amerikanske vinder af Tour de France, Floyd Landis, må afgive sejren til spanieren Oscar Periero Sio. Landis blev nemlig efter løbet afsløret som dopingmisbruger og kan nu se frem til to års udelukkelse fra al sport og i de fire kommende år ikke at kunne køre for et Pro Tour-hold. Så den 30-årige rytters karriere er formentlig slut.
Med diskvalifikationen af Landis rykker det danske hold CSCs spanske rytter Sastra op på en samlet tredjeplads i Touren, hvorfra hans holdkammerat Basso fra Italien og tyskeren Jan Ulrich udelukkedes på forhånd på klare indicier for doping. Og det er de også blevet fra Vuelta a España sammen med det spanske hold Comunidad Valenciana.
Professionel cykling er i sandhed en skandaleramt sport.

Ny flot rekord af Tiger Woods
Som den yngste i golfhistorien har Tiger Woods rundet 50 sejre.
Kun 30 år gammel slog han den hidtidige indehaver af rekorden med tre og et halvt år – det var i øvrigt en anden legende, nemlig Jack Nicklaus.
At de 50 sejre er vundet i bare 196 forsøg gør rekorden endnu mere bemærkelsesværdig.

Skandalehold med i Champions League
Årets udgave af Champions League i fodbold får også deltagelse af det italienske storhold AC Milan. Holdet var ellers indblandet i den store italienske fodbold-skandale om aftalt spil, men det Europæiske Fodboldforbund UEFA har vurderet, at trådene mellem Milano-klubben og skandalen ikke skal koste den retten til at spille europæisk fodbold.
Derimod er endnu en klub hvirvlet ind i den italienske skandale, der har ført til degradering af mestrene Juventus og pointstraffe til AC Milan, Fiorentina og Lazio. Regina, der mødte Real Madrid i en testkamp på Bernabeu, i august har også svindlet.

Michael Laudrup skal nu på skolebænken
Føljetonen om klubber, som viser interesse for danske Michael Laudrup som træner, fortsætter.
I august dukkede hans navn op i Birmingham-klubben Aston Villa, der har de danske landsholdsspillere Thomas Sørensen og Martin Laursen på kontrakt. Klubben havde netop fyret David O Leary. Konsortiet bag klubben, AV06, ønskede Laudrup og hans assistenttræner John ”Faxe” Jensen, men Villas aldrende formand, Doug Ellis, ville det anderledes, og han fik sin vilje: Martin O Neil, der i sin tid som manager for skotske Celtic førte sine spillere frem til finalen i UEFA Cuppen, hvor holdet dog tabte til portugisiske Oporto i Sevilla, er startet.
Det ville dog være blevet et nej fra Laudrup, oplyser hans agent Bayram Totumlu.
I stedet vil Michael Laudrup fra december starte på Dansk Boldspil Unions bedste træneruddannelse, som svarer til det europæiske fodboldforbunds højeste trænerlicens ”UEFA PRO License”.
Helse | September 2006
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer