Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Isabel Ortuño - Håndboldpigens svære skifte
Håndboldspilleren Isabel Ortuño tænkte længe over det, inden hun lod sig overtale til at skifte fra barndomsklubben Elda i Alicante-provinsen til Viborg HK. Skiftet har ikke været let. Kampen om pladserne på håndboldholdet i Viborg er hård, og hun har haft svært ved at vænne sig til hverdagen i Danmark.

Af Michael Jepsen. Foto: Mikael Lyk Madsen

Blikket i de mørkebrune øjne glider hen over håndboldbanen i den tomme hal i Viborg, mens Isabel Ortuño funderer over sin tilværelse. Det har ikke været let at forlade sit land, sin familie og sine venner hjemme i Elda vest for Alicante. Nye omgivelser, et nyt sprog og en ny kultur. Det har heller ikke gjort det nemmere, at hun kun har fået begrænset spilletid på Viborg HKs stærke hold i håndboldligaen.
Forklaringen hedder Grit Jurack. Isabel står i skyggen af den tyske stjerne, der spiller samme plads.

Hjælper hinanden
Hvis Grit Jurack ikke var så stor en profil i den danske liga, ville der formentlig være mere spilletid til Isabel på pladsen som højre back.
Sådan ser hun dog ikke selv på det.
- Vi spiller på samme hold, og når en af os har en dårlig dag, hjælper vi hinanden. Jeg har heller ikke lyst til at spille, bare fordi de andre spillere til pladsen er dårlige. Jeg vil spille, fordi træneren synes, jeg er god, siger den spanske pige, der erkender, at de to år i Viborg ikke har været uden forhindringer.
- Da jeg kom hertil, kendte jeg ikke folk. Nu har jeg vænnet mig til personerne og omgivelserne. Det er vigtigt for mig at spille, og jeg er overbevist om, jeg har kvaliteterne til at spille mere. Jeg synes også, jeg har gjort det godt de to første sæsoner, når jeg har fået spilletid på banen, siger spanieren, der er ved at være klar igen efter en operation i det højre knæ.

Hjælpende hånd
Det var Jørgen Gluver, der hentede Isabel Ortuño til Viborg. Den tidligere stregspiller på det danske herrelandshold er gift med en spanier og taler spansk, så han fik til opgave at overtale topscoreren fra ungdoms-VM i 2000 til at skifte til Viborg HK.
- Det var svært for mig at forlade familien. Jeg havde jo det hele i Spanien, så jeg var ikke overbevist, men Jørgen Gluver insisterede. Jeg tænkte meget over fordele og ulemper, og syntes der var mange fordele. I Danmark er kvindehåndbold mere populært end i Spanien, og ved at flytte hertil skulle jeg lære selv at løse mine problemer. Det ville gøre mig mere moden. Til sidst overbeviste mine venner mig om, at jeg skulle gøre det, fortæller den 176 cm høje spanier, der bor i Viborg med sin spanske kæreste Vicente.
- Jeg har bedre muligheder end ham for at blive integreret, for han går mere tid derhjemme. Jeg kunne ikke leve her alene, for livet er så forskelligt fra Spanien, så jeg er glad for, at han kan være hos mig.

Et svært sprog
Uddannelsen til idrætslærer er sat i bero under opholdet i Danmark. Fritiden bruger Isabel i stedet på at lære dansk. Tre gange om ugen går hun til to timers danskundervisning sammen med kæresten og Viborgs rumænske spiller Christina Varzaru.
Umiddelbart kunne det virke som spild af tid for den spanske pige at lære et sprog, som hun formentlig aldrig får brug for, når håndboldkarrieren i Danmark slutter. Det er hun dog ikke enig i.
- Nu er jeg her, og derfor bør jeg lære at tale dansk. Når udlændinge kommer til Spanien, synes jeg også, de bør lære spansk, siger spanieren.
Hun forstår det meste, når træneren og holdkammeraterne taler til hende, mens det går mere trægt med at tale det danske sprog.

Appetit på livet
Dagsrytmen er den største forandring for spanieren, der har været vant til, at hendes mor stod klar med et stort måltid varmt mad to gange hver dag.
- Her får vi rugbrød til middag. Det smager udmærket, men jeg er sulten igen en halv time senere, siger den madglade spanier, der også har en stor forkærlighed for doughnuts, som hun dog ikke har kunnet finde nogen steder i domkirkebyen.
Selv om Isabel har sin kæreste ved sin side, kan det være hårdt at være langt væk fra familien hjemme i Alicante.
- Det er altid svært, når dine nærmeste er langt fra dig. Men derudover er der ikke noget, jeg savner. Resten er kun sekundære ting, men jeg savner da klimaet. Og siestaen, griner hun.

Kolde danskere
I det hele taget synes den 24-årige spanier, at livsformen er lidt gladere i Spanien end i Danmark.
- Vi er mere udendørs, og tidsplanerne er meget anderledes. Med siesta fra kl. halv to til klokken fem er det hele mere afslappet. Spanierne er mere udadvendte end danskerne, der kan virke kolde. Danskerne passer sig selv. Og mens spanierne går ud om eftermiddagen, så går danskerne hjem, konstaterer Isabel, mens hun funderer over, hvad danskerne mon synes om hende.
- Jeg er en glad og åben person, men når folk ser mig på banen, ser jeg meget seriøs ud, så måske tror de, at jeg er meget alvorlig. Men uden for banen kan jeg godt lide at lave sjov, fortæller Isabel.
I hjemmet i Viborg kan aftenerne hurtigt føles lange, når der kun er uforståelige danske tv-kanaler i fjernsynet.
- Jeg bruger tiden på computeren, på at slappe af og på at lave mad. Så kigger jeg på uret, og tænker åh nej, er den kun ni.

Forkælede udlændinge
Flere danske damespillere i den danske liga har brokket sig over, at de udenlandske spillere tjener mere end danskerne. Samtidig har landstræneren Jan Pytlick kritiseret udlændingene for at være for dovne og for ikke at levere varen.
Til det siger Isabel:
- Jeg taler ikke med de andre spillere om, hvad vi får i løn. Jeg mener, at man får det, man fortjener. Med hensyn til den danske landstræners synspunkter, så må han jo have set noget, der giver ham grund til at mene, som han gør. Jeg kan kun tale for mit eget vedkommende og sige, at jeg arbejder hårdt for at blive bedre. Det er også derfor, jeg er kommet til Danmark. For at blive en bedre håndboldspiller.

ISABEL ORTUNO TORRICO
24 år
Spanier
Født i Elda i Alicante-provinsen
Topscorer ved U-VM 2000
Kom til Viborg HK i 2004
Kontrakt til 2007
Højre back
Har en kæreste - ingen børn


CRW_7170 – LAVES SOM STORT FOTO TIL ARTIKLEN
Billedtekst: I de stille stunder i Viborg-hallen funderer Isabel Ortuño over livet som professionel håndboldspiller langt væk fra familien i Alicante.
_________________

I denne serie portrætterer vi hver måned en professionel sportsudøver, der i løbet af karrieren har spillet både i Danmark og på Costa Blanca.

Isabel Ortuño
Håndboldspiller
Viborg HK
(Elda, Alicante)

Danilo Arrieta
Fodboldspiller
CD Eldense
(AGF og Valencia)

Fernando Latorre
Håndboldspiller
Balonmano Alicante
(Team Tvis Holstebro)

Henrik Hansen
Håndboldspiller
BM Altea
(Århus GF)
Profiler | Oktober 2006
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer