 | |
Af Rikke Franck
”Vi har set så mange børn af bekendte i Bruxelles blive rastløse. De mister forbindelsen til fædrelandet. Det er et stort ord at bruge, men jeg kommer fra Sønderjylland, og der har det stor vægt.”
27 år i EU-politik – heraf fire år i Bruxelles: Jens-Peter Bonde (58) er næsten blevet synonym med Junibevægelsen, hans parti i Europarlamentet, hvor han har været medlem siden 1979. I 2000 blev Bruxelles den faste base for Jens-Peter Bonde og familien, bestående af ægtefællen journalist Lisbeth Kirk og parrets tre sønner, der i dag er fyldt 19, 16 og 8 år. For to år siden vendte familien tilbage til Bagsværd.
”Vi måtte træffe et valg: Skulle vores børn have belgiske eller franske kærester? Skulle de uddanne sig med base i Danmark eller i udlandet?” fortæller Jens-Peter Bonde om familiens overvejelser. Hjemkomsten var dog ikke uproblematisk, men snarere præget af overraskelse over, at det skulle være så besværligt at genetablere et liv i Danmark:
”Hvorfor er der ikke et elektronisk samarbejde indenfor EU, der gør det muligt at tilmelde sig alle steder ved at registrere sig elektronisk et enkelt sted. Det hæmmer virkelig mobiliteten, at der er så mange blanketter. Alene det at få en bil hjem – det er jo en vanvittig procedure, man skal igennem. Hvorfor skal det være så komplekst at få de sociale sikringsordninger på plads? Hvorfor har vi ikke en standard for stikkontakter i EU?” var nogle af de spørgsmål Jens-Peter Bonde løb ind i i forbindelse med at familien flyttede tilbage til samme hus, som havde været lejet ud i de fire år, de boede i Bruxelles.
Børnene kom tilbage i de klasser, de havde forladt, da familien tog af sted, og den yngste startede i børnehaveklasse – en smertefri overgang fra Europaskolen til Bagsværd Kostskole, som Jens-Peter Bonde beskriver forløbet.
”Det fascinerende er, at på trods af at drengene i Bruxelles ikke opretholdt kontakten til deres gamle klassekammerater, så gled de lige tilbage i deres gamle venskaber, som om der slet ikke havde været en afbrydelse.”
I tiden i Bruxelles holdt familien fast i danskheden.
”Det kan slet ikke undgås, for danskerklubben i Bruxelles er vitterlig meget dansk: Der blev spist Haribo-lakrids og købt remoulade med hjem til højtiderne; holdt Sankt Hans fester i præstegården og sunget danske fædrelandssange, som børnene lærte i Europaskolen. Jeg kan huske, jeg engang mødte Henning Christophersen i lufthavnen i København: familien skulle hente en datter, der havde været af sted på egen hånd et års tid: De viftede med lutter Dannebrog, der var da ikke et eneste EU-flag imellem. Det er sådan noget, jeg lægger mærke til”.
I den første tid i Bruxelles blev drengene sat til at terpe engelsk i deres spisefrikvarter. Det var vigtigere at lære engelsk end at få nye kammerater, synes skoleledelsen.
”Jeg var bekymret for, om børnene ville miste deres tilknytning til Danmark, men det var der ingen grund til, for på skolen var man god til dyrke de forskellige nationaliteter,” fortæller Jens-Peter Bonde.
I dansktimerne herhjemme var sønnerne bagud, lige da familien var kommet hjem.
”De var faktisk for dårlige til dansk – og manglede simpelthen at få læst nogle danske romaner. Men de indhentede det forsømte, og Martin på 16 fik da 13 i dansk til eksamen efter 9. klasse. Til gengæld er de helt tosprogede: de tænker ikke over, om de taler dansk eller engelsk. Det kunne den danske folkeskole lære noget af: man skulle starte med at undervise i engelsk fra 1. klasse,” mener Jens-Peter Bonde
En af de ting, familien nyder ved hverdagen i Danmark, er at drengene selv kan komme rundt på cykel.
”De skulle køres rundt til alt i Belgien, og da jeg ikke har kørekort, var det min kone, der tog det store slæb”, fortæller Jens-Peter Bonde, der i Belgien aldrig ville drømme om, at lade drengene tage alene hjem fra en fest.
”Herhjemme tager de bare det sidste tog eller også går de.”
Men det er ikke alt, ved det gamle fædreland, der opleves lige rosenrødt.
”Da vi kom tilbage, lagde vi mærke til, at den offentlige sektor er slidt ned i Danmark.”, fortæller Jens-Peter Bonde.
”Hospitalerne er et godt eksempel. Da jeg begyndte at arbejde i EU i 70erne, var vi jo et foregangsland på det område, og nu er vi blevet overhalet fuldstændig indenom. Til gengæld er det stadig sådan, at fattige i Danmark har det bedre end mange andre steder i Europa; man kan have en rimelig levestandard i Danmark, også selv om man er uden for arbejdsmarkedet. I de andre EU-lande er det stadig sådan, at velfærdsydelserne er bundet op om et arbejde,” siger Jens-Peter Bonde, der i øvrigt synes, at Danmark er blevet et ”discountland”:
”Danskerne efterspørger det allerbilligste, og prisen er det eneste parameter. Det skal da give mad af underlødig kvalitet. I Belgien gik vi på markedet hver weekend. Ikke fordi det var billigt, men fordi det var der, man fik de bedste produkter. Jeg ved godt, vi ikke har samme tradition for markeder, hvor vi primært forbinder markeder med det at gøre en god handel, men derfor kan man stille krav til sin daglige kost alligevel. Vi er ikke kvalitetsbevidste nok,” mener Jens-Peter Bonde.
Noget af det værste ved at rejse ud, var at stemmeretten i Danmark blev inddraget:
”Stemmeretten i Danmark kommer med folkeregisteradressen og statsborgerskabet. Det kan gøre mig så vred, at man mister sin stemmeret, når man flytter. At ens egen stat kan gøre det mod sine borgere, det fatter jeg ikke, ” siger Jens-Peter Bonde, og fortsætter:
”I en politisk familie som vores er det virkelig et overgreb. Ved sidste parlamentsvalg kunne jeg i princippet ikke stille op, fordi jeg ikke havde stemmeret i Danmark. Jeg betalte skat i Danmark, men jeg måtte ikke stemme i mit fædreland. Jeg skrev til indenrigsministeriet og til Gladsaxe kommune: i første omgang turde de ikke tage min stemmeret, men så tog de den alligevel – uden at informere mig om det. Min kone Lisbeth, mistede også retten til at stemme, da vi flyttede til Bruxelles,” fortæller Jens-Peter Bonde, der også er vred over, at reglerne er forskellige, alt efter hvem der rejser ud: Er man udsendt for diplomatiet, mister man eksempelvis ikke sin stemmeret.
”Reglerne burde først og fremmest være ens for alle, og så skulle det være sådan, at man skulle have lov til at bevare stemmeretten i hjemlandet, indtil man var berettiget til at stemme i velkomstlandet, for selvfølgelig skal man ikke have lov at stemme to steder,” siger Jens-Peter Bonde.
”Jeg er ikke meget for sindelagskontrol. Grundtvig skriver om det at blive dansk, at det bliver alle, ”der knytter sig hertil”. Det tilslutter jeg mig.”
Han vil ikke udelukke, at familien tager af sted igen.
”Når man pendler så meget, som Lisbeth og jeg gør, bliver det svært at holde på en vennekreds. De venner, du har tid til, er dem du møder gennem børnene og deres skole. Sådan er det bare,” konstaterer Jens-Peter Bonde og understreger dermed, at børnenes uddannelse prioriteres højt i en hektisk hverdag.
”Jeg tror også, at alle vores drenge tager til udlandet igen i en periode af deres liv. Jeppe, vores ældste på nitten, er lige blevet færdig med sin studentereksamen. Han skal formentlig begynde på CBS til september, og selvfølgelig kommer han til at tage et semester eller to i udlandet. Alle unge burde tage ud – og flere og flere gør det allerede,” siger Jens-Peter Bonde.
Profiler | November 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
