Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Danilo Arrieta - det forsvundne fodboldtalent
Din vurdering

(7 stemme)



0 kommentar
Det forsvundne talent

Danilo Arrieta var bare 15 år, da han skrev kontrakt med storklubben Valencia CF. Her fik han et prisskilt på 18 millioner dollars. Og på det danske ungdomslandshold scorede han mål på samlebånd. Men et eller andet gik galt. ”Den chilenske Laudrup” fik aldrig taget springet fra talent til stjerne, og i sommer blev han skrottet i århusklubben AGF. Måske havde Janteloven en finger med i spillet. Danilo Arrieta har i hvert fald valgt at holde lav profil i sin nye klub i Elda i Alicante-provinsen, hvor han lever en anonym tilværelse sammen med sin danske kæreste.

Af Michael Jepsen

Dagen efter sin 16-års fødselsdag spillede Danilo Arrieta sin første ungdomslandskamp. Han fejrede sin debut med at lave alle Danmarks tre mål i 3-3 kampen mod Portugal.
Præstationen kom ikke bag på folkene i den spanske storklub Valencia.
Her havde man allerede sikret sig en kontrakt med den blot 170 centimeter høje dansker med chilenske forældre.

18 millioner dollars
For at sikre sig, at der ikke var andre klubber, der skulle snuppe det purunge talent, gav Valencia ham et prisskilt på 18 millioner dollars.
Budskabet var ikke til at tage fejl af: Fingrene væk!
”Det var rimelig sjovt dengang, men jeg tænkte ikke så meget over det. Jeg var godt klar over, at det bare var for, at andre klubber ikke kunne tage mig,” siger Danilo Arrieta.

Den chilenske Laudrup
Den chilensk-fødte dansker Arrieta nåede også at medvirke i det mest populære tv-program i sine forældres hjemland.
Foran fem millioner seere blev han portrætteret som ”den chilenske Laudrup”.
Forventningerne var på alle måder store til den lille knægt med det enorme talent.
Så man kan undre sig over, hvorfor han i dag lever en helt anonym tilværelse som professionel fodboldspiller i den ukendte klub Eldense i den tredjebedste række.
Klubben har hjemme i den lille søvnige provinsby Elda 30 km vest for Alicante.
Her møder Magasinet Dansk Danilo Arrieta og hans kæreste Anita, der er taget med ham til Spanien.

Det forspildte talent
Tilværelsen i en anonym klub i en spansk provinsby med 20.000 indbyggere var ikke, hvad Danilo drømte om, da han spillede ungdomsfodbold i Valencia. Her spillede han på hold med spaniere på sin egen alder.
Spaniere, der nu spiller for 55.000 tilskuere i Valencia. På et af verdens bedste fodboldhold.
”De spiller på Valencias førstehold, og så er jeg her i Eldense. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Men jeg har ikke mistet troen. Det kan gå lynhurtigt. Jeg er kun 19 år. Jeg kan nå det endnu. Jeg er sikker på, at jeg kan leve af fodbold og også leve godt af det”, konstaterer Danilo.
Foreløbig har han kontrakt med Eldense indtil sommer næste år.
”Jeg vil gerne blive i Spanien, for det ligger mest til mit spil. Mit mål er at spille i den bedste række, men det kræver hårdt arbejde. Og held.”

Fik ikke spilletid
Den lovende karriere gik allerede lidt i stå hos Valencia, hvor en regel gjorde det svært for udlændinge at få spilletid på ungdomsholdene.
Derfor var Danilos glæde stor, da han kom ud af kontrakten og skiftede til AGF i Århus, hvor han var vokset op.
De første par år gik det godt, og det blev til 37 kampe for AGF i den danske superliga. Men det sidste år blev det til mindre og mindre spilletid for Arrieta. Holdet spillede dårligt, og der var ikke længere plads til den lille tekniker, der i sommer fik besked på at finde sig en ny klub.

Købte sportsvogn
Måske var AGFs problemer ikke den eneste årsag til, at træneren ikke ville bruge det unge stortalent.
I Århus havde den unge fodboldspiller fejret sit nye kørekort med at købe en lækker to-personers sportsvogn. En sort Audi TT.
På det tidspunkt fik han behandling for sin skade. En dag fik han at vide, at træneren havde sagt til holdets fysioterapeut, at han skulle sørge for at få Danilo klar, så han kunne komme ud at køre i sin bil.
”Hvis det er derfor, jeg ikke fik spilletid, så synes jeg, det er rimelig latterligt. ”

Lidt for smart
Alligevel fortryder Danilo, at han købte den lækre sportsvogn.
”Jeg skulle måske ikke have købt så stor en bil. Nogle synes måske, man er en smart-ass, når man gør sådan noget, når man bliver 18. Men dem, der kender mig, ved jo hvordan jeg er”, siger Danilo Arrieta, der har lært en lektie af Janteloven.
”Jeg har nok fortrudt, jeg købte bilen, men jeg havde aldrig troet, det kunne blive et problem.”

Farvel til Janteloven
Da han flyttede til Spanien, lod han sportsvognen blive hjemme i garagen i Århus, hvor den nu venter på at blive solgt.
Nu kører han i stedet til og fra træning i en diskret, lille mintgrøn Lancia. Han har lært sin lektie og holder lav profil. Selv om han íkke tror, sportsvognen ville være et problem her i Spanien.
”Hvis en af spillerne på holdet har en fed bil, så synes træneren, det er fint. Der er ikke den Jantelov i Spanien, som findes i Danmark.”


DANILO ARRIETA
19 år
Chilenske forældre
Født i Chile - dansk statsborger
Professionel fodboldspiller
30 U-landskampe, 17 mål
Spiller for CD Eldense i Elda
Tidligere klubber:
AGF og Valencia CF
Profiler | November 2006
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

Kommentarer

Navn:


Kommentar:


E-mail (vises ikke):



Udfyld venligst sikkerhedskoden





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer