 | |
Inma Shara er den klassiske musiks vidunderbarn. Med sine kun 34 år befinder hun sig blandt den lille udvalgte skare af seks kvinder på verdensplan, der dirigerer store orkestre. Hun har et langt større temperament end hendes umiddelbare fremtoning afslører. Mangel på disciplin og musikanternes fravær gør hende rasende, det er langt fra hvad hendes tolerance kan acceptere. Sådan er det, fordi hun lever sit hverv med ildhu entusiasme. Et repertoire øver hun gerne i 10 timer om dagen i et halvt år før dagen for en koncert.
Af Tina Julsgaard
Under den årlige mindekoncert for ofrene ved terrorangrebet i Madrid den 11. marts 2004 var der ikke et øje, der var tørt, heller ikke Inmas eget. Hun dirigerede Londons filharmoniske orkester, der spillede de klassiske toner af Edward, Elgar, Rachmaninov og Mendelssohn. Også den spanske konge lod en tåre fælde under den emotionelle ceremoni, der havde en særlig karakteristisk styrke i kraft af den sortklædte kvindelige dirigent.
Den klassiske musiks rødstrømpe
Jo, der bliver lagt mærke til det unge kvindelige talent, der i sin forholdsvist korte karriere allerede har opnået at dirigere så prestigefyldte orkestre som Hvideruslands Symfoniorkester, Transsylvaniens Filharmoniske Orkester, Madrids Lyriske Orkester, Ukraines Symfoniorkester, Spaniens Radios Symfoniorkester, Frankfurts Symfoniorkester, etc. Et Wienerorkester har hun endnu ikke haft den fornøjelse at have under sin taktpinds kontrol og der skal da også næsten en revolution til, før hun vil blive den oplevelse rigere. Begreber som kvindefrigørelse og ligestilling har aldrig klinget bekendt indenfor den klassiske musiks verden og især ikke i Wien, den klassiske musiks vugge, kan det accepteres, at et orkester er under ledelse af en kvinde.
Heldigvis for Inma Shara er kvindens tilsynekomst i prestigefyldte orkestre andre steder i verden så småt ved at være mere normalt end unormalt. Og heldigvis for publikum, for ellers var et stort talent gået tabt. Rene 13-taller (Matrícula de Honor, som det hedder på spansk, når karakterskalaen ikke kan give sig mere) bestod hun afgangseksamenerne ved Det Kongelige Spanske Musikkonservatorium med. En dåd hun kan takke sin hårdnakkede selvdisciplin og sit indædte engagement for.
Kunsten at dirigere
Hun elsker musik, det er det hun lever og ånder for. Allerede som fire-årig vidste hun, at hun ville være noget ved musikken. Men at hun ville være dirigent, kom først til senere, for hvilket fire-årigt barn proklamerer, at det vil være orkesterdirigent, når det bliver stort. Hun startede sine studier på musikkonservatoriet i Bilbao. Violaen (også kaldet bratsch. Et strygeinstrument, der er lidt større end en violin og har en dybere klang) var hendes hovedinstrument i de første år, men snart fandt hun interesse for orkestret og kunsten at dirigere et orkester. Hun har altid opfattet strygeinstrumenterne som et orkesters arkitektur og selve orkestret sammenligner hun med en kunstmalers farvepalet. Dirigenten er kunstneren, der med sit individuelle udtryk er med til at skabe værket. Essensen i at dirigere består for Inma i at nå følelsen af at kunne genkende sig selv i musikken, en følelse som musikerne gerne skulle blive smittet med. Først da går det op i en højere enhed. For Inma Shara er det ikke noget problem at hengive sig. Musik gør noget magisk ved hende. Hun plejer at sige, at hun bliver et andet menneske, når hun dirigerer et orkester. ”Det er den absolutte lykke, der overvælder mig og går jeg ind i den tilstand, opnår jeg en følelse af ren ekstase,” lyder hendes forklaring på den følelse, som hun samtidig siger, hun har svært ved at sætte ord på.
Bag det blide ydre
Det er hendes store kærlighed til musikken, der får den stramtandede attitude frem i hende, som hun også er kendt for. For hvis en af hendes musikere ikke omgås arbejdsgangen med respekt, lægger hun ikke skjul på sin vrede. Hun kræver disciplin, engagement og dyb koncentration. Man må endelig ikke lade sig snyde af hendes blide udseende med de gyldne lokker og en krop, der synes at kunne vælte omkuld ved det mindste vindpust. Bag facaden gemmer der sig en personlighed af bly og hun forstår at dirigere sit orkester som en direktør sin virksomhed. Men udenfor dirigentens podium er hun et andet menneske, selv beskriver hun sig som føjelig, rolig og lidet excentrisk.
 |
Profiler | November 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
