Af Michael Jepsen
Flere og flere danskere får øjnene op for det behagelige klima og det gode liv på Costa Blanca. Men hvad med den dag, hvor man er blevet for gammel eller syg til at kunne klare sig selv. Skal man så bo blive boende under solen, eller skal man tage hjem til det kendte, trygheden og familien i Danmark? Magasinet Dansk har bedt fire danskere på Costa Blanca fortælle, hvilke tanker de har gjort sig om deres alderdom, og hvor de kunne tænke sig at tilbringe den sidste tid.
Med den lille rundspørge slutter vi vores temaserie ”fra vugge til grav”, hvor vi har kigget nærmere på livet i Spanien, fra man bliver født, til man går bort.
Anna Perregaard
58 år
Ciudad Quesada
Hvor vil du bo?
Jeg regner med fortsat at bo her. Vi vil gerne være her på grund af helbredet. Jeg har lidt gigt, og her forsvinder det.
Vi vil gerne blive ved med at komme herned i hvert fald de næste syv-otte år.
Vi har et sommerhus i Jylland, og det er også muligt, at vi skal bo der. Det er mest på grund af min mand, for han føler sig hjemme i Jylland. For mig er det ikke så vigtigt. Jeg er oprindelig fra Tjekkoslovakiet, og jeg er godt tilpas både i Danmark og Spanien. Jeg er ved at lære det spanske sprog, og jeg læser spansk på sjette år.
Spansk eller dansk pleje?
Den sociale sikkerhed er vigtig, men sundhedsvæsenet er ikke dårligere i Spanien. Tværtimod. Jeg har oplevet, at to danske venner fik den samme form for tarmkræft. De blev begge opgivet i Danmark, men den ene kom til Spanien og fik forlænget sit liv her med en operation og kemoterapi.
I Danmark gjorde de ikke noget ved for at hjælpe dem. De var nok blevet for gamle.
Jeg kender også andre her, der ikke fik behandling i Danmark. Det kan jeg ikke lide. Her er det lige meget, om man er gammel.
Hvad siger familien?
Det betyder ikke så mege, for vores søn bor i England, så det er ikke så vigtigt for ham, hvor vi bor.
Benny Sasser
56 år
Ciudad Quesada
Hvor vil du bo?
Jeg bliver her. Min kone og jeg har det bedre her end i Danmark på grund af varmen og saltvandssøerne, og vi bader i poolen hver dag om sommeren.
Spansk eller dansk pleje?
Jeg har mere tiltro til systemet hernede. I november sidste år fik jeg en blodprop. Fra Vejle Sygehus blev jeg overført til Skejby, hvor jeg skulle have bypass, nye hjerteklapper og ny hovedkranspulsåre. Jeg lå 14 dage på Danmarks dyreste hospital og ventede. Til sidst tog jeg på privathospital og blev opereret.
I februar i år fik jeg en blodprop igen og en ballonudvidelse. Igen var jeg uheldig at være hjemme i Danmark og måtte vente flere dage.
Her i Spanien er det ikke så bureaukratisk. Jeg kommer til læge med det samme, og de laver alle diagrammer på én gang.
Privat eller offentligt?
Hvis jeg skal på plejehjem, bliver det privat, fordi personalet er bedre til at snakke skandinavisk eller engelsk. Det er den eneste årsag. De offentlige hospitaler og plejehjem er lige så gode.
Hvad siger familien?
De synes, det er en klog beslutning, at vi vil blive her, selv om vores børn er lidt kede af det. De skal lige vænne sig til, at vi er væk, men telefonen er jo opfundet, og med ip-telefoni kan vi tale gratis sammen.
Mogens Stoltz
68 år
Playa Flamenca
Hvor vil du bo?
Jeg har ikke overvejet det endnu. Det kommer helt an på helbredet.
Vi har været i Spanien siden 2001, og så har vi sommerhus i Danmark, hvor vi er tre-fire måneder om sommeren.
Jeg vil helst blive her så længe som muligt. Helt afgjort. Spanierne er flinke, søde og hjælpsomme.
Men hvis jeg ikke kan klare mig selv, tror jeg nok, jeg rejser hjem. Det er udelukkende af sprogmæssige årsager.
Spansk eller dansk pleje?
Min kone har været på hospitalet hernede to gange - en gang på offentligt hospital og en gang på privat hospial - og begge gange er hun blevet behandlet 100% tilfredsstillende.
Jeg synes, det fungerer bedre hernede. Spanierne er mere omgængelige. De er sødere. Til undersøgelserne havde vi tolk på, og gennem tolken hørte de efter, hvad der blev sagt. De var meget opmærksomme og venlige.
Desuden fik konen skiftet sengetøj hver dag. I Danmark skete det kun én gang på en uge.
Plejehjemmene er lige så gode hernede, så det kommer helt an på helbredet, hvad vi vælger.
Hvad siger familien?
Jeg tror, de helst ville have, at vi kom hjem.
Birthe Elkjær
64 år
Ciudad Quesada
Hvor vil du bo?
Det kommer lidt an på, hvordan jeg har det.
Jeg kan tydeligt mærke, at klimaet her hjælper på min gigt. Solen og varmen giver også en gladere tilværelse end regn og slud.
Spansk eller dansk pleje?
Det handler meget om at være tryg. Hvis man er syg, er det vigtigt, at man forstår sproget, men jeg vil helst blive her. Jeg tror lige så godt, man kan klare sig hernede. Det er også nemmere at købe sig til hjælp.
Privat eller offentligt?
På et offentligt hospital er man afhængig af venner og familien. Jeg kunne godt finde på at sælge mit hus og bruge alle pengene på at bo godt på et privat plejehjem hernede. Men når den tid kommer, kan jeg kun håbe, jeg falder død om. Det håber vi alle sammen.
Jeg er ligeglad med, om jeg bliver begravet hernede eller derhjemme. Det må de sgu selv om.
Hvad siger familien?
Børnene vil meget gerne have mig hjem, men de synes jo, det er fint, jeg har det godt. Jeg lider meget af hjemve og man kan godt græde snot ind imellem, men vi tager os lidt bedre af hinanden her, end man gør i Danmark. Der har man ikke tid, for man skal passe børnebørn. Vi har ikke vores familie her, så vi er hinandens familie.
Tema & Debat | November 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |














