![]() Kirken, der er hugget ud i klippen "Santuario Nuestra Senora de la Esperanza" i Calasparra. | |
Den er svær at finde - den gamle kornmølle - der nu er indrettet som et mindre hotel og restaurant. Men følger man skiltene - få kilometer fra Caravaca de la Cruz på vejen til Benablón, så vil det nok lykkes.
Og man må sandelig ikke lade sig slå ud af, at floden Rio Argos lige pludselig krydser landevejen. Den skal nemlig forceres for at nå hotellet. Kommunen har ellers tilbudt ejerne af hotellet at bygge en bro, men det har man afslået. Adgangen til hotellet skal være som den altid har været, er ejerens argument. Og det er den så.
Vi nåede frem sidst på eftermiddagen til El Molino del Rio, som er hotellets navn, hvor vi iøvrigt fik en hjertelig velkomst af tre hunde og syv hundehvalpe.
El Molino del Rio er indrettet i den gamle kornmølle - eller vandmølle om man vil - der vel sagtens har udnyttet vandet fra floden, der snor sig i den smukke natur. Møllen er bygget i 1500-tallet, og var gennem årtier et naturligt centrum for omegnens bønder. Mange ting er siden ændret i bygningerne, men når man går rundt i de forskellige rum føler man egentlig flere gange, at hvis der ikke havde været elektrisk lys ville man føle sig hensat til tiden for mange år tilbage.
Carmen Alvarez, hvis familie har ejet stedet i flere generationer, står nu i spidsen for driften af El Molino del Rio sammen med sin mand, Jan Hellmér, der er fra Sverige.
Der er seks lejligheder og et dobbeltværelse med ialt 28 senge samt opholdsstuer, pejsestue og et mindre spisested.
Luften er frisk og sval - men kan om vinteren nok vise sig fra den kolde side med både frost og sne - vi er trods alt 600-700 meter oppe. Og der gives frisk kildevand fra højderne døgnet rundt - og det smager fortrinligt.
Området - og hotellet - er meget besøgt af naturelskere. Fuglekendere og jægere er meget glade for området.
Jagtture arrangeres i det 300 hektar store område, hvor både kaniner og vildsvin bliver nedlagt. Man behøver vel ikke at fortælle, at middagen om aftenen bestod af lækkert vildsvinekød.
Desuden tilbyder man kurser og aktiviteter for private og grupper.
Tid til andet
Men der var naturligvis tid til andet, end at nyde livet på El Molino del Rio. I nærheden ligger nemlig et par byer, der helt bestemt også er et besøg værd. Caravaca de la Cruz er den ene af disse byer. Det er en by med ældgamle kirker, og er i særdeleshed kendt for borgen der rummer Santuario de la Vera Cruz (det Sande Kors' Helligdom). Her kom et dobbeltarmet kors efter sigende mirakuløst til syne i 1231 - 12 år før byen blev erobret af de kristne.
Siden 1998 er Caravaca de la Cruz en af de fem byer i hele verden, der hvert år fejrer det "Hellige År", hvor folk valfarter til byerne. Det er et privilegium, som man sammen med Rom, Jerusalem, Santiago de Compostella og Santo Toribio de Liébana deler.
Højdepunktet i Vera Cruz fiestaen i begyndelsen af maj måned er Vinhestenes Væddeløb til minde om ophævelsen af en maurisk belejring af borgen. Korset blev dyppet i vin, som de tørstige forsvarere siden drak og derefter genvandt deres kampstyrke.
Og så må man - når man alligevel er på de kanter - ikke snyde sig selv for at tage til Calasparra og her besøge den kendte kirke "Santuario Nuestra Senora de la Esperanza", der ligger ved foden af floden Rio Segura. Kirken er hugget ind i en klippe, og det gør den til en seværdighed ud over det almindelige.
Og skulle man være så heldig, at besøge stedet en søndag, vil pladsen fra parkeringspladsen og ned til kirken være et levende billede af spaniernes søndagsudflugt. Her hygger de sig - enten med mad fra de store kurve samt diverse drikkevarer - eller med bøffer eller pølser, der grilles, så duften kilder i næseborene hos os tilskuere.
Indimellem spillede bedstefar bold med barnebarnet, de unge hørte musik og diskuterede de sidste fodboldresultater, et andet sted var kortene kommet på bordet, mens mor forsøgte at få den yngste til at sove. Hold op hvor de råhyggede sig - og kom hinanden ved.
Udflugter | December 2006
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

















