Af Larsen Press

Det var med en anelse skepsis, at jeg denne fredag aften lidt før kl. 22.00 mødte op til boksestævne i Torrevieja. Egentlig var jeg helst blevet hjemme, da himlen, efter flere måneders tørke, endelig havde besluttet at åbne sine sluser. Vandet stod ned i tove og lagde sig som en dyne over alt. Men jeg havde lavet en aftale med min gamle nabo, en norsk bokseentusiast, om i de sene aftentimer at kikke indenfor i det flotte Palacio de Deportes.

Skepsis kunne føres tilbage til foråret 2003, hvor jeg også havde været til boksestævne i Torrevieja. Det var den norske bokseprofessor Ulf Johansen, der, efter en pause på syv år, atter kunne indbyde til boksestævne i Torrevieja.
Dette første stævne, som startede med sangunderholdning af den tidligere norske mesterbokser Ole Klemmetsen, blev en blandet oplevelse. Næsten alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Boksningen var det sekundære, og størst opmærksomhed for de 800 opstemte tilskuere (hvoraf over halvdelen var nordmænd) blev viet baren.
Nok om det.
Efter tre og et halvt års indkøringsperiode skulle matchmaker, stævnearrangør, træner, bagmand og hvilke titler man nu ellers kan hæfte på Ulf Johansen, have en ny chance.
Lad det straks være fastslået.
Ulf Johansen havde brugt de godt tre år på bedste vis.

Stort presseopbud
Min gamle nabo, Knut Andreassen, og jeg kom nogenlunde tørskoede ind i foyeren. Vi henvendte os til billetbordet, hvor norske Britta og Nina tronede. Viste pressekort, og Nina (kasserer i Torrevieja Boxeo Club) udstyrede mig med den besked, at jeg blot skulle hilse fra hende, så skulle jeg nok slippe forbi den norske dørmand, selv om jeg ikke havde løst billet.
Fandt en plads ved pressebordet ved ringside, selv om der var fyldt godt op.
Imponerende at godt en snes journalister og fotografer fra Norge, England, Spanien og lille mig fra Danmark havde valgt at møde op på denne regnfulde boksenat.
Tilskuerpladserne var pænt fyldt op med ligelig fordeling af norske og spanske boksefans. Dertil nogle enkelte med rod i det engelske og svenske.
Der var programsat seks kampe, og der blev bokset seks kampe.
Stævnestarten var sat til kl. 22.00, og til stor overraskelse (i hvert fald for mig) var aftenens første to nævefægtere i ringen kl. 22.05.
Sidste slagudveksling skete ved 01.00-tiden, og fra de tre timers ganske udmærkede bokseunderholdning huskes især tre kampe.

16-årig med selvtillid
I den første var den kun 16-årige Eirik Sjursen fra Drammen involveret. Eirik, der er en stilren og angrebsivrig bokser, stoppede sin spanske modstander fra Valencia få sekunder før udløbet af fjerde og sidste omgang.
Det var anden gang, at Eirik var i Torrevieja. Første gang var i sommer, og da havde han følgeskab af sin far, Dag Sjursen:
”I Norge havde jeg hørt rigtig mange rosende ord om Ulf Johansens evner som træner, så min far fik arrangeret, at vi kom på en måneds bokseophold i Torrevieja”, beretter Eirik, der til trods for, at han kun har bokset i et år, allerede har haft 18 kampe med 14 sejre som følge.
Eirik Sjursen og Ulf Johansen har været så tilfredse med det korte samarbejde, at han kommer tilbage til Torrevieja efter nytår.
Selvtilliden hos det unge, men på mange måder modne norske boksetalent fejler intet, når han bliver spurgt om fremtiden:
”Jeg vil være professionel, og så skal jeg være verdensmester…”
En kuriositet. Der er godt nok et foto af Eirik Sjursen på plakaterne, men navnet er El Asesino, Torrevieja.
”Der må ikke være for mange nordmænd på plakaten, ellers kommer der ingen spanske tilskuere”, lød arrangørernes forklaring.
Sådan er forklaring havde man ikke købt i Danmark, men i det spanske trak man blot lidt på smilebåndet.

Opbakning i orden
Det store norske presseopbud var først og fremmest kommet for at følge Norges for tiden hotteste navn, sværvægteren Reidar Walstad fra Trondheim.
Walstad fik selvfølgelig den ventede sejr over sin bulgarske modstander Nikolai Michalov. Ikke mindst til stor tilfreds for norsk TV 2, der hele ugen har haft medarbejdere i Torrevieja for at skildre det professionelle boksemiljø i byen.
Et miljø, der er ukendt i Norge, da al professionel boksning er forbudt her.
Ved stævnet for godt tre år siden debuterede den lokale Emiliano Castel.
Siden er Emi, som han kaldes blandt venner, boksemæssigt vokset til at være stævnets hovednavn.
Klokken har for længst passeret midnat, da Emi entrerer ringen mod Lubos Radnik fra Slovakiet.
De mange norske tilskuere gav deres landsmænd god opbakning i ringen, men det var intet mod den hyldes og begejstring, spanierne gav den lokale og fantastisk populære Emi fra Torrevieja. På første række og forrest i jubelkoret to kvinder, Sune Finberget, Emi’s norske kæreste og Leonor Casal, Emi’s mor. Far, Cesar Della Vedova, havde foretrukket til en plads på tribunen.
Cesar kunne uden tvivl ikke matche de to kvinder.
Emi gjorde det fremragende i ringen, og de to kvinder i hans liv stod ikke tilbage på første række.
Med så medrivende opbakning vandt Emi en tårnhøj pointsejr.

Vandet vandt
Efter sidste næveslag var udvekslet forsøgte jeg at få en kommentar med aftenens iscenesætter Ulf Johansen, men det måtte opgives til fordel for vandmasserne uden for.
Ulf Johansen var i et omklædningsrum travlt optaget af at udbetale purse til de tilrejsende boksere i de ”cool cash ”, som var indkasseret af Britta og Nina før stævnet.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven