![]() Henrik Hansen trives i Altea | |
Af Michael Jepsen
Mens vinteren i Danmark dikterer hue, halstørklæde og vanter, sidder Henrik Hansen i Altea iført jeans og polo t-shirt, mens han nipper til en cola ved et af de udendørs borde på den hyggelige kirkeplads.
I modsætning til flere byer langs den spanske østkyst, har Altea formået at bevare sin charme på trods af invasionen af turister og udlændinge på jagt efter en feriebolig i solen. Charmerende små gader snor sig gennem den gamle bydel med huse bygget i hvidkalkede stenmure, ofte suppleret med havblå nuancer, som gammel middelhavstradition byder det. Tagstenene er i maurisk stil, og gitrene på balkoner og porte er sorte.
Den rustikke arkitektur understreger den behagelige, afslappede atmosfære, som præger den lille landsby, og det ser ud til at passe den danske håndboldspiller godt.
”Den gamle bydel er fantastisk hyggelig med en lækker strandpromenade”, konstaterer han med et tilfreds smil.
Er faldet godt til
De 300 solskinsdage om året og den behagelige livsstil gør det let for århusianeren at falde til i den nye by, hvor han har opholdt sig, siden han i sommer skiftede til BM Altea, der spiller i den bedste spanske række. Den to-årige kontrakt har en indbygget hjemve-klausul, som gør, at han kan rejse hjem efter et år, hvis han ikke trives.
Det bliver dog næppe aktuelt.
”Klimaet er helt fantastisk, og det giver mange flere ting at lave. Der er hyggelige bjergbyer, flotte sandstrande, og med lufthavnen i Alicante er det let at komme hjem til Danmark”, siger Henrik Hansen, der altid har haft et godt øje til Spanien.
”Jeg var ofte hernede på ferie med min familie, da jeg var mindre. Jeg kan godt lide mentaliteten og stemningen. Det hele er lidt mere stille og roligt med spisetider ved 22-tiden og lidt rødvin til maden. I det hele tager er der mange indbydende ting.”
Positivt overrasket
Indtil i sommer havde han altid spillet i klubber i Århus-området, men da eventyrlysten satte ind, fik han lyst til at forlade de trygge rammer. Han sagde farvel til Århus GF og så frem mod nye, ukendte oplevelser.
”Jeg skrev under på kontrakten uden at have set stedet her, og jeg er meget positivt overrasket.”
Landsholdskammeraten Lars Jørgensen, der tidligere har spillet i Altea, hjalp ham med at skaffe kontakten til klubben, der fandt en lejlighed til ham og kæresten Rikke på byens strandpromenade. De bor i den samme lejlighed, som Lars Jørgensen havde, da han i sin tid spillede for klubben.
Der ventede dog parret en overraskelse, da de flyttede ind.
”Den trængte til en ordentlig rengøring. Jeg vil ikke sige, den var decideret ulækker, men den var på vej derhen ad.”
Lønninger er tys-tys
Mange af Henrik Hansens landsholdskammerater spiller i tyske klubber, hvor der er store penge at tjene. Den mulighed havde århusianeren også.
”Jeg kunne have tjent flere penge i Tyskland, men jeg søgte eventyret.”
Han indrømmer dog, at han tjener væsentligt mere nu, end han gjorde i Århus GF, men beløbets størrelse har han ikke lyst til at tale om.
”Man taler ikke om sin løn i håndboldkredse. Jeg ved ikke engang, hvad mine holdkammerater får. Det vidste jeg heller ikke, da jeg spillede i Århus. Det er lidt tys-tys. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan, for det hjælper at vide, hvad andre får, når man skal forhandle kontrakt. Det er jo svært at vurdere, hvor meget man er værd. For mig føles håndbold umiddelbart som en hobby, så jeg ville spille, selv om jeg fik mindre i løn. Men når du skriver under på en kontrakt, er det vigtigt at få de bedst mulige vilkår.”
Skandinavisk koloni
Altea har gennem de seneste år haft stor succes med danske spillere, og klubben satser stadigvæk på skandinavere. Henrik Hansens holdkammerater tæller danskerne Rune Ohm og Pelle Larsen samt nordmændene Kenneth Klev og Alexander Buchmann.
”Med en skandinavisk koloni er det lidt nemmere at falde til, men det er også en ulempe. Hvis der ikke havde været andre skandinaver, havde man været nødt til at kaste sig ud i det.”
Mens kæresten går på intensivt spanskkursus i Alicante, lærer Henrik Hansen de fleste af sine gloser på træningsbanen.
”Inden for håndboldsproget forstår jeg det meste. Det er sværere, hvis man lige skal fortælle en joke, men spanierne er flinke til at forklare og rette på en.”
Sprogbarrieren viste sig en af de første gange, hvor spillerne skulle se en af deres kommende modstandere på video.
”Der gik ti minutter, før jeg fandt ud af, at jeg kiggede på det forkerte hold, for det var det andet hold, vi skulle møde”, griner Henrik Hansen, der undlod at fortælle holdkammeraterne om misforståelsen.
Spiller i tomatfabrik
Altea har hjemmebane i en gammel, nedlagt tomatfabrik. Ikke optimale betingelser for danskeren, der døjer lidt med en gammel lyskenskade.
”Gulvet er ganske forfærdeligt. Det er virkelig hårdt, og det hjælper ikke på min skade.”
Klubben er dog ved at bygge en ny superhal med plads til 3.000 tilskuere. Hallen skal stå færdig i marts 2007, hvor byen er vært for en turnering for Spaniens syv bedste håndboldhold.
”De er meget langt fra at være færdige. Midt i november havde de knap lavet soklerne. Så er der altså lang vej hjem. Men der er mange lastbiler og folk i sving, så måske når de det”, griner han og lader med et skuldertræk forstå, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig yderligere om det.
Sydlandske spillere har ry for at lave svinestreger på håndboldbanen, men det er ikke noget, den danske playmaker har bemærket indtil videre.
”Jeg havde frygtet det spanske temperament lidt, fordi farlige tacklinger kan give skader, men jeg har ikke oplevet det. Der var godt nok to kampe i træk, hvor jeg fik to slag på næsen, så den begyndte at knirke lidt. Men jeg tror ikke, det var overlagt. Det er bare fordi, de er ivrige. Den slags sker også i dansk håndbold ind imellem.”
Overhalet indenom
Ved EM i januar 2006 var Henrik Hansen andetvalg efter Joachim Boldsen på landsholdets playmakerplads, men så fik Skjern Håndbolds Jesper Jensen chancen og slog til. Det betød mindre spilletid til Henrik Hansen, der heller ikke er udtaget til VM i Tyskland i slutningen af januar.
”Jeg har kendt Jesper siden ungdomsårene,og jeg kan kun unde ham hans succes. Han gør det rigtig godt, og det er fuldt i orden, at han står forrest. Som han spillede ved EM, var han vel vores bedste spiller. Han betyder meget for holdet, og det er vigtigt, at han kommer i gang, hvis vi skal have succes ved VM i Tyskland.”
KAN LAVES SOM FAKTABOKS:
HENRIK HANSEN
27 år - 195 cm
Professionel håndboldspiller
Bor i Spanien med kæresten Rikke
Spiller for BM Altea
Tidligere klubber:
Århus GF, Århus HK, VRI
26 A-landskampe - 29 mål
Profiler | Januar 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















