Af Tina Julsgaard

Der er altid noget eksotisk ved at besøge et andet land; dufte, stemninger, farver og lyde skifter udtryk, alting forekommer anderledes. Godt nok forandrer landskabet sig ikke fra den ene side af grænsen til den anden, men der skete nu noget magisk, da vi passerede det simple skilt, der indikerede, at vi var ankommet til Portugal. Og da vi endelig steg ud af bilen og mødte portugiseren, strømmede fornemmelsen af at være i et andet land igennem mig. Det er spændende, især når man ikke kender særlig meget til landet og dets kultur. Så er det ens egne indtryk, der skaber historierne om menneskene og omgivelserne.
Tidligere havde jeg kun været på en endagstur i Lissabon, som jeg husker som en historisk forankret by, der emmer af storhedstid, men samtidig af en bitter slitage, der får dekadencen til at blive det indtryk, der sætter sig fast på nethinden.

Obrigado eller obrigada?
I Portugal hedder kylling frango, gade rua og tak obrigado/a. Jeg kunne ikke umiddelbart finde ligheden til det spanske, og når de talte, måtte jeg bede dem gentage på engelsk, hvilket de som regel kunne, til forskel fra spanierne. Portugiserne virkede åbne over for udlændinge, de har forstået vigtigheden i at få lært engelsk og har været så kloge ikke at synkronisere film.
Jeg spurgte en receptionist på vores hotel, hvornår man siger obrigado i hankøn og hvornår man bruger det i hunkøn, obrigada. Han forklarede, at hvis man siger tak til en kvinde, bruger man det i hunkønsformen. Den forklaring lød ikke plausibel, så jeg spurgte en anden og fik at vide, at mænd altid siger obrigado og kvinder altid bruger obrigada. Det troede jeg mere på, sådan husker jeg det også fra min tid som spanskstuderende, hvor jeg havde 1-års obligatorisk portugisisk propædeutik (et fint ord, der i bund og grund betyder, at man ikke kan sige et ord på det sprog, man lærer). Men med to vidt forskellige udlægninger, var jeg nødsaget til at spørge en tredje, og jeg fik at vide, at man selv kan bestemme, hvornår man bruger hankøn eller hunkøn, og at hunkønsformen næsten aldrig anvendes mere.
Forvirringen var nu total, så jeg opgav at søge ind til kernen af det ord, man ellers har et indædt behov for at overbruge, når man er fremmed i et andet land.

Verdens ende
Det tog os kun fem timer at nå fra Málaga til vores destination, Sagres, som ligger i det sydvestlige hjørne af Portugal. Herfra drog portugisiske søfarere ud for at opdage og erobre verden.
I dag valfarter folk fra nær og fjern til Sagres for at opleve det område, der af historikere gennem tiderne er blevet kaldt verdens ende, Finis Terrae, og som især Kap San Vicente lader forstå grunden til. Den stejle klippeskrænt giver nemlig et stærkt indtryk af, at jorden her ender brat. Kappen er da også det punkt i Europa, der ligger længst mod sydvest.

Ren relax
Vort hotel Pousada do Infante lå med en uspoleret udsigt over det hav, der gemmer på legendariske historier om blodige søslag. Den dag i dag er det kun fiskerne, der udkæmper deres slag for den daglige overlevelse. Hotellet tilhører kæden af hoteller, Pousadas, der alle udmærker sig ved deres særlige beliggenhed eller ved at være historiske bygningsværker.
Pousada do Infante er en perle på grund af sin majestætiske beliggenhed. Her er det ikke den historiske atmosfære, der charmerer, men Atlanterhavets tilstedeværelse og kystbyens Sagres’ magiske stemning. Den lille by indbyder til hyggelige gåture med efterfølgende kaffepause på den lokale café, der ligger på en skrænt med kig ned over fiskekutterne. Det er den ro, der hersker over både Pousada do Infante og landsbyen, der gør et besøg her til en afstressende oplevelse, og som er lige det, man har brug for, når man har valgt at forlade hverdagen for nogle dage.

Bløde lænestole
Vi faldt med det samme ind i den rolige stemning, så i stedet for at fare ud for at se på de maritime omgivelser, sank vi dybt ned i hotelloungens bløde lænestole og bestilte en portvin, mens vi lod os hypnotisere af havets slag mod klipperne. Vores hypnotiske tilstand virkede tidløs, og pludselig kom der en tjener hen til os og spurgte, om vi havde lyst til at rykke ind i restauranten. Selv om klokken kun var otte, var det stadig den spanske tid, der styrede vores maver, så vi takkede ja til tjenerens opfordring og bestilte kokkens stolthed, gratineret torsk med kartoffelcreme, koriandermayonnaise og sorte oliven.
Noget af det, de portugisiske pousadas er særligt kendte for, er deres gastronomiske linje. Gourmetprincipperne bygger på respekten for det traditionelle portugisiske køkken med friske og lokale råvarer blandet med et stænk af det moderne cuisine nouvelle.
Under middagen fik vi planlagt de følgende dages udflugter med hjælp fra vores tjener, der er født og opvokset på egnen og som kunne anbefale os de særligt unikke steder.

Fra grotter til kurbad
Algarvekysten er karakteriseret ved sine smukke, hvide sandstrande, et fascinerende klippelandskab og de mange små fiskerlandsbyer.
Fra Lagos, som ligger 25 km fra Sagres, kan man tage med på en sejltur langs kysten, hvor man ser de imponerende klippeformationer, som alle har et navn på grund af lighed med en tegneseriefigur, et dyr eller en sjov genstand. Kyststrækningen er fyldt med små sandstrandsvige og grotter, hvor man uforstyrret kan tilbringe en dag i selskab med sin kære, hvis man hyrer en motorbåd til at sejle én derud..., og hjem igen.
Lagos by er bestemt også en gåtur værd, og markedshallen, som ligger på hovedgaden, bør man tage et grundigere kig på, da den er et æstetisk vellykket eksempel på en modernisering af en antik markedsplads.
Et andet skønt udflugtsmål er strandbyen Carvoeiro, som er et sandt paradis. Der emmer af hyggelig landsbystemning i den stejle by, hvorfra der, ligegyldigt hvor man befinder sig, er den skønneste udsigt over Atlanterhavet.

Portugisiske delikatesser
Vi fandt en dejlig restaurant, der lå øverst på en klippetop, hvilket gav en fornemmelse af at svæve frit over havet. Der var fisk, skaldyr, fisk og skaldyr på menukortet. A la plancha, en adobo og frito er tilberedninger, vi kender fra Spanien, så vi valgte den traditionelle portugisiske ret cataplana, som er en slags tomatsuppestuvning med havtaske, kongerejer, muslinger og krydret pølse, der serveres med ris. Cataplana’en tilberedes i en rund kobbergryde med låg, der fungerer som en trykkoger. Det var spændende at prøve denne udsøgte egnsret, hvis eksistens jeg aldrig havde hørt om.

Ungdommens kilde
Har man lyst til en tur ind i landet bør, man tage til Monchique, som er Algarves højeste bjergkæde. Fra kysten kører man gennem et frugtbart landskab med citron– og appelsinplantager mod Foia (904 m), som er den højeste top. I gunstigt vejr har man en vidunderlig udsigt over Algarve.
Den lille idylliske by Caldas de Monchique, som ligger i en grøn dal, er kendt for sit kursted med helsebringende kilder. Her kan man smage på det rene, klare kildevand fra ungdommens kilde, som nogen mener har helbredende virkning.
På kun fire dage fik vi en fyldig rejseoplevelse med os hjem. Det er de små kulturforskelle og det anderledes sprog, der gør det så interessant at tage turen over grænsen.


Pousada-konceptet
Las Pousadas de Portugal er en kæde bestående af 42 hoteller fordelt over hele Portugal. Den første pousada blev grundlagt i 1940. Pousaderne er inddelt i fire tematiske kategorier: historie, design, natur og charme. Pousada do Infante, som omtales i artiklen, er karakteriseret i kategorien natur på grund af dens sublime beliggenhed ved havet. I den historiske kategori finder man gamle slotte, herregårde eller klostre omdannet til hoteller.
Det er sjovt nok en dansker, Lars Hansen, der kvalitetsstyrer de portugisiske pousadas. Han er operation manager for hotelgruppen Pestana, som ejer 49,7% af pousada’erne, men som alene varetager driften af dem. De resterende 51,3% er ejet af den portugisiske stat.
I maj 2006 åbner der en ny pousada i Tavira på Algarve, som er et gammelt renæssancekloster, der er blevet moderniseret.
For reservation og yderligere informationer: www.pousadas.pt

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven