Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Hecho en España - Real Madrid
Ronaldo er en af Real Madrids dyre stjerner.
Ronaldo er en af Real Madrids dyre stjerner.
Kan et fodboldhold være et varemærke. Selvfølgelig! Et af de hold, som har lykkedes med at profilere sig både sportsligt og økonomisk, er Madrids egen stolthed, Real Madrid. En klubs hjemmebane anses ofte for at være dens identitet og sjæl. Ingen undtagelse i Madrid. Estadio Santiago Bernabeu er direkte synonymt med klubbens navn. En mægtig betonkolos, der kommer til syne i ens færd langs Madrids paradegade Paseo de la Castellana.

Af Harald Roald

Det har ikke altid været storhedstider for Madrids kongelige klub. Efter klubbens grundlæggelse og frem til 1912 spillede holdet på et utal af forskellige stadions. Først og fremmest Hipódromo, hvor holdet også vandt sin første titel i 1904 under navnet Madrid Foot Ball Club (klubben blev først kronet med den kongelige titel Real i 1920).
I 1910 flyttede klubben til O'Donnell, en bane med jordunderlag, og uden tribuner og afspærring. De lejede banen af en jordejer for 1000 pesetas i måneden.
Det nuværende stadion, dog i en lidt anden skala, blev påbegyndt i 1944.

Stadions historie
Hvorfor hedder stadion Santiago Bernabéu? I starten var navnet på stadion Chamberí, men i al beskedenhed lod klubbens præsident holdets hjemmebane omdøbe og opkalde efter ham selv i 1955. Santiago Bernabéu blev valgt til præsident i Real Madrid i 1943, og hans valg af stadions beliggenhed var helt vanvittig, mente mange fodboldfans. På den tiden var området om ikke verdens ende, så i hvert fald Madrids ende. For nogle var den ikke engang det egentlige Madrid, men mere et bælte af jord og græstotter. For at skaffe penge til opførelse af stadion, måtte Real Madrid, støttet af handels- og industriforeningen, udstede 60.000 obligationer over tre år med klubbens ejendele som garanti, til 50% og afskrevet over 20 år.
Anlægget kostede 38 millioner pesetas. En formue på den tid.
Byggeriet startede i 1945 få meter fra den gamle bane. Forinden var området blevet velsignet. I denne epoke blev næsten alt velsignet officielt og forbandet uofficielt.

En pengemaskine
International fodbold drejer sig selvsagt om penge. Mange penge. Real Madrids indtægter minder mest af alt om et lille statsbudget. Efter otte år som klubben med de største indtægter i verden, måtte Manchester United for godt et år siden overlade pladsen til pengemaskinen Real Madrid, som i 2005 omsatte for hele 2,24 milliarder kroner. En stigning på 17 procent fra året før. Det placerede klubben et godt stykke foran Manchester United med sine 2 milliarder kroner, og langt foran den nærmeste spanske konkurrent, Barcelona, som ”kun” omsatte for 1,68 milliarder kroner.

Dyre sponsorater
Det er ikke kun entrébilletter, som sikrer indtægterne. Hele 42% af omsætningen kommer fra hovedsponsorer som Adidas, Pepsi og Siemens. Tilmed har salget af trøjer og andre effekter været konstant stigende med kommercielle navne og ansigter som Beckham, Zinedine Zidane og Ronaldo på holdet. Alene trøjesalget steg med 67 prosent - til 400 millioner kroner - den sæson, David Beckham kom til klubben. Og stigningen er blevet ved. 26 procent af klubbens indtægter kommer fra billetsalg til hjemmekampene. 24 procent fra TV-rettigheder. Otte procent fra andre pr-aktiviteter, blandt andet den årlige indbringende turné rundt i Asien under de ”spillefrie” måneder her i Spanien. Finansanalytikere siger, at Real Madrid i de nærmeste år vil øge indtægterne yderligere, hvis de fortsætter trenden med at købe stjernespillere.

Storindkøb med pengetæft
Overgangsprisen for David Beckham er småpenge, når man ser på Real Madrids liste over spillerkøb. Den spanske gigant har knust sparegrisen op til flere gange for at få råd til sit ufattelige stjernegalleri. I løbet af kun fire år brugte holdet 1,9 milliarder kroner på fem stjernespillere. Real-ledere og klubbens mange supportere gned seg i hænderne, da David Beckham blev hentet til klubben for ”kun” 287 millioner kroner. De havde ikke bare sikret sig en god fodboldspiller med en ekstrem højrefod: Mærkevarenavnet David Beckham er lige så vigtig. Billigere var ikke købet af brasilianske Ronaldo. Prisskilt: 333 millioner kroner.
Real Madrid knuste verdensrekorden over dyre fodboldspillere, da de hentede den franske fodbolddirigent Zinedine Zidane til klubben. Pris: 538 millioner kroner.
Omstridt var også Luis Figos skifte fra Barcelona til Real Madrid i sommeren 2000. 432 millioner kroner betalte kongeklubben for at fange rivalernes portugisiske kantspiller.

Fjernede gælden
For få år siden havde Real Madrid en gæld på to milliarder kroner og var reelt set på konkursens rand. Men da byens stolthed led, greb kommunen og borgermesteren ind. Løsningen blev, at kommunen købte klubbens træningsanlæg, og pludselig var det spanske mesterhold næsten gældfrit igen. Og med det spanske erhvervsliv i ryggen kunne Real Madrid igen åbne pengesækken i jagten på cremen af verdens fodboldspillere.
Med Beckham-købet så Real-lederne deres snit til at tjene store udenomsportslige penge med promotion-turné i USA og Asien. Og når Beckham-trøjerne er i omløb i Asien og USA, løber pengene hurtigt ind på Real Madrids konto. At købe Beckham handler om at købe hans evne til at generere reklameindtægter, billetsalg og TV-indtægter. Disse faktorer er de økonomiske nøglepunkter for enhver fodboldklub. Aftaler med ham er mere værd end med nogen anden sportsstjerne i hele verden. Han er det største aktiv, du kan få inden for reklame, ifølge den britiske økonom Henk Potts.

To af verdens dyreste
Meget af æren for Reals sportslige og økonomiske succes tilskrives klubbens nu afgåede præsident, 58-årige Florentino Perez.
Real Madrid er, ligesom ærkerivalen FC Barcelona, ejet af klubbens medlemmer, som tages med på valg af klubdirektører og præsident. Men det koster at være en stjernefikseret klub. Udgifterne til blandt andet spillerlønninger er kolossale. Verdens næstdyreste og tredjedyreste spiller findes netop her. David Beckham måtte tåle en nedgang i lønnen fra 25 millioner euro i forrige sæson, til 18 millioner i denne sæson, men han skulle fortsat have salt til sit æg. På tredjepladsen på listen følger Real Madrids Ronaldo med 17,4 millioner euro i årsgage. Verdens dyreste er Barcelonas Ronaldinho, som tjener svimlende 23 millioner euro om året. Og så er ingen af deres private reklameindtægter regnet med.

En lys fremtid?
Ikke alt er lige lysegrønt for Real Madrid. Bag Real-facaden er der slemme tal med en på ny voksende gæld, men de sædvanlige økonomiske spilleregler gælder kun i begrænset grad for Madrids stolthed. Klubben må dog vise resultater for at fortsætte væksten. Det er ingen hemmelighed, at man forventer, at de dyre stjerner i klubben også leverer resultater, og holdets præstationer har ikke overbevist de sidste sæsoner. Klubbens præsident Fernando Martín trak sig fra posten mindre end to måneder efter at han blev valgt i foråret. Ifølge radiostationen Cadena Ser tabte Martín en tillidsvotering i styret med 15-1. Det var hans første styremøde, siden han efterfulgte Florentino Perez, som stoppede i februar.
Real Madrid afsluttede sæsonen uden et trofæ, og er i klubbens længste trofætørke i mere end 50 år.
Superstjernen Zinedine Zidane stoppede efter VM i sommer, et år før hans kontrakt udløb. Han antydede desuden, at han ville være fortsat, hvis Perez var blevet som klubbpræsident.
Nu er det den defensivt-orienterede italienske træner Fabio Capello, der står i spidsen for Real Madrid. Han vinder ingen priser for underholdende fodbold, så den eneste måde, han kan tilfredsstille tilhængerne på, er ved at vinde trofæer.


REAL MADRID
Grundlagt 1902
Stadion: Santiago Bernabeu
Kapacitet: 80.000 tilskuere
Hvid spilledragt

TROFÆER
29 spanske mesterskaber
17 spanske pokaltitler
9 Europa Cup mesterskaber
2 UEFA Cup mesterskaber

SPILLERE
1. Iker Casillas målmand
2. Michel Salgado forsvar
3. Roberto Carlos forsvar
4. Sergio Ramos forsvar
5. Fabio Cannavaro forsvar
6. Mahamadou Diarra midtbane
7. Raúl angriber
8. Emerson midtbane
9. Ronaldo angriber
10. Robinho angriber
11. Cicinho forsvar
13. Diego Lopez målmand
14. Guti midtbane
15. Raúl Bravo forsvar
17. Ruud van Nistelrooy angriber
18. Antonio Cassano angriber
19. José Antonio Reyes angriber
21. Iván Helguera forsvar
22. Francisco Pavón forsvar
23. David Beckham midtbane
24. Álvaro Mejía forsvar
26. Javi García midtbane

Fabio Capello træner

Helse | Januar 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer