Nanna og Frida var med, da Flying Super Kids optrådte på Costa Blanca.

Af Michael Jepsen

Børnegymnasterne Flying Superkids trak fulde huse på Costa Blanca, da de i starten af januar optrådte i Altea og Orihuela.
Med en billetpris på beskedne seks euro var alt udsolgt til forestillingen i Palau Altea. Alligevel var der ledige sæder, for en del tilskuere kom for sent, og de måtte pænt vente uden for indtil pausen.
Mens der opstod en del forvirring og kaos udenfor, var stemningen til gengæld i top indenfor i den flotte koncertsal.
Med et show bestående af lige så meget sang, musik og underholdning som gymnastik og akrobatik, charmerede de århusianske børnegymnaster sig ind i hjerterne hos publikum, hvoraf mange var børn i følge med deres forældre.
Et af de største bifald henter ni-årige Mathilde, da hun præsterer at balancere med mere end 20 hula hop-ringe på én gang. Hun kan dog ikke følge med 13-årige Stephanie, der får flest ringe kastet over sig, inden hun til sidst må give op. Resultatet er imponerende; 57 hulahop-ringe!
Jo, den er god nok. Børnene i salen tæller dem på spansk sammen med speakeren.

Sukkersødt og lyserødt
Børnene er søde, showet er sødt, musikken er sød. Det er ren candy-floss.
Morten Korch kunne ikke have gjort det bedre.
Og det hele er karamelliseret i et budskab om fred på jorden, der ikke er til at tage fejl af. Først viser den store videoskærm over scenen billeder af gymnaster, der går på hænder i New York med tvillingetårnene i baggrunden. Herefter følger optagelser fra Afrika, hvor gymnasterne hilser på små negerbørn med kridhvide tænder.
Det er fristende at spørge folkene bag showet, om de har tænkt på, at det hele måske kan blive for lyserødt.
”Det tænker vi over hele tiden. Men jeg mener ikke, vi har noget at skjule. De her børn er som alle mulige andre børn”, lyder svaret fra manager Lars Godbersen, da showet er forbi.
”Vi har en no drinking policy og ikke-ryger politik, og det er ikke noget, vi debatterer. Hvis der er rod i bussen, bliver de første to, vi ser, sat til at rydde op.  ”Jamen, det var ikke os”. ”Nej, men det er lige meget. Det er jer, der rydder det op.” Det er der nogen, der ikke kan klare, og de kan så ikke være med her. Det er ikke en dans på roser. Der skal arbejdes.”
”Til gengæld er det sjovt for børnene. De har det rart sammen, og bliver ekstraordinært uddannede i situationer, hvor de skal udnytte deres potentiale. Vi er ikke stærkere end det svageste led i kæden, så de skal tilpasse sig, og det er sund følelse at have en mission sammen”, siger Lars Godbersen.
Den 28-årige manager har overtaget ansvaret for showet fra sin far, der startede det tilbage i 1967.
”Vores helt store styrke er, at vi laver forestillinger for børn uden, at far keder sig. Alt for meget børneunderholdning ender i en ren gang Muddi og Salamidrengene. Man tror, børn er dumme, og det er dybt uintelligent. Vi viser børnene, at sport er sundt.”

Turné i Spanien
Gymnasterne rejste fra Århus 26. december og kom til Andoain i Baskerlandet 28. december.
De gav desuden opvisning i Santander og Bilbao, inden turen gik sydvest til Costa Blanca.
”Det er ikke os, der bestemmer, hvor vi skal hen i verden. Flying Superkids laver ikke salgspromovering. Vi bliver kontaktet af danske agenturer med udenlandske kontakter. De ringer, vi svarer,” forklarer Lars Godbersen.
Gymnasterne havde netop været på turné i Frankrig, da de fik tilbudet om at komme til Spanien lige efter jul.
”Vi sagde ja, fordi det er helt fantastisk og skønt med sol, strand og varme på nuværende tidspunkt. Vi var i tvivl om, om børnene ville være væk fra deres familie i juleferien, så vi lavede en blindafstemning for at se, hvor mange ville af sted på stor en opgave mellem jul og nytår. 52 ud af 55 rakte armen i vejret”, fortæller Lars Godbersen.

Fleksible spaniere
Opholdet i Spanien har været en positiv overraskelse for den unge manager.
”Mit indtryk af Spanien var baseret på lidt akavede historier om sløv arbejdsmoral, men det er skræmmende, så godt det har fungeret. Folk er fuldstændig hidsige med at hjælpe, og vi er blevet godt og professionelt behandlet”, siger Lars Godbersen, der især sætter pris på spaniernes fleksibilitet.
”Spanien er noget helt andet end Tyskland, hvor de gerne vil have vores instruktioner et halvt år før, og så må vi helst ikke lave noget om”, smiler Lars.
”Da vi kom til Benicàssim i Castellón, havde de opbygget et podie i teatret, og der stod 60 nodestativer på scenen. De havde taget fejl, og havde gjort det hele klar til et symfoniorkester. Men spanierne kan jo improvisere, og alt kan lade sig gøre. Så får de jo det rigtige udstyr tryllet frem. Der kunne nogle af de danske teknikere godt lære at være lidt rundere.”

På charmeoffensiv
Gymnasternes spanske agent har allerede booket de flyvende gymnaster fra Århus til næste vinter, og til den tid må der gerne være endnu flere shows på det spanske program.
”Det er mange kilometer at køre i bus, så seks forestillinger er for lidt. Vi vil gerne være her længere ind i januar næste gang”, fastslår Lars, der til gengæld er klar til at give den et ekstra hak opad på charmeskalaen.
”På næste tur til Baskerlandet laver vi noget med baskisk tale og det baskiske flag på scenen. Nu holder de jo fred, så kan vi godt være med til at støtte deres lokale stolthed.”

Spanierne tænker stort
Opholdet i Bilbao har gjort indtryk på den danske leder.
”Hele området er vanvittigt. Det er dybt imponerende, hvordan de har forvandlet det fra industri til kultur. Vi optrådte i Euskalduna lige ved siden af Guggenheim. Det er en fantastisk bygning. Når man ser det, tænker man virkelig, at vi går i små sko i Danmark. Her ser man, hvad man får, når man vælger at bruge de sidste 200 millioner på lige at give det ekstra. Det kunne vi lære noget af. I Århus tænker vi kun halvt. Vi har bygget en arena, der kun kan bruges til håndbold.”

Lukker og slukker
Aftenen lakker mod enden. Publikum har forlængst forladt Palau Altea, og lyset i salen er slukket.
Kun på scenen er der lys, så børn og forældre i fællesskab kan pakke scenegrejet sammen.
Klokken viser fem minutter i 23, da ni-årige Mathilde kommer hen til Lars uden at vise tegn på træthed.
”Hvad kan vi gøre nu?”
”Ingenting”, lyder svaret fra Lars.
Han løfter hende op på armen, så Magasinet Dansk lige kan nå at få et foto af manageren og hans lille, store stjerne, inden det sidste lys slukkes, og turen går fra Altea mod næste stop i Orihuela.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven