Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





I HC Andersens fodspor
Henning Hansen har fulgt den samme rejserute i Spanien som HC Andersen
Henning Hansen har fulgt den samme rejserute i Spanien som HC Andersen
Af Michael Jepsen

”Åh nej, ikke ham igen. Ham gider vi simpelthen ikke høre mere om.”
Begejstringen er til at overse, når Henning Hansen fortæller, at han holder foredrag om HC Andersen. Folk vil hellere høre om Storm P. eller humor, som også er blandt emnerne, når den tidligere teaterinstruktør i sommermånederne er på foredragsturné i Danmark.
Alt andet end HC Andersen, lyder svaret.
”Det skyldes, at der i den grad var en overmætning i Danmark med katastrofale millonforestillinger i 2005 i forbindelse med fejringen af 200 året for forfatterens fødsel. Det var så elendigt. Tina Turner er dygtig, men hun har jo ingenting at gøre med HC Andersen”, siger Hennig Hansen.

En suveræn rejsebog
Den voldsomme overeksponering af HC Andersen har tilsyneladende givet en mæthedsfornemmelse, eller måske nærmere kvalmefornemmelse, over for den danske eventyrforfatter.
Og det er en skam, mener Henning Hansen, der har haft megen glæde af HC Andersens værker. Ikke mindst beskrivelsen af hans rejse rundt i Spanien tilbage i 1862.
Henning Hansen har fulgt i forfatterens fodspor og besøgt alle de spanske byer, som nationaldigteren opholdt sig i under sin fem måneder lange rejse i 1862.
Han peger med begejstring på bogen ”I Spanien”, der ligger på bordet i lejligheden i Albir. I bogen beskriver forfatteren sine indtryk fra sin rejse i Spanien.
”Du får ikke en bedre rejsebog end den her. Han er en god rejseleder på bog, for han skriver, som man selv opdager det. Som digter kunne han se det forunderlige i en dråbe i grøften. Han tog sig tid. Han slog sig ned i lang tid i de fleste byer, og han var god til at stille spørgsmål. De historiske steder, han fortæller om, findes fortsat. Du kan finde adresserne og stederne.”

Lovpriste det spanske lys
Den dengang 57-årige HC Andersen rejste rundt i Spanien i diligence med den unge knægt Collings, der var barnebarn af hans velgører.
Senere skrev HC Andersen et hyldestdigt til det skønne lys i Spanien, men det passede ikke den gamle Collins.
”Han bebrejdede HC Andersen, at han priste det spanske lys i stedet for det danske. HC Andersen var meget nærtagende, så kritikken inspirerede ham til at skrive ”I Danmark er jeg født”, som burde have været vores nationalsang. For det første er det en utrolig smuk sang, for det andet er den skrevet af vores nationaldigter. Komponisten, der lavede melodien, drillede i øvrigt HC Andersen ved at lægge tryk på ”jeg” hver gang. Det var først senere, at HC opdagede, at komponisten havde drillet ham med hans selvoptagethed”, fortæller Henning Hansen.

Verdens grimmeste by
Mens HC Andersen var fascineret af solen og lyset i Spanien - en begejstring som mange danskere deler med ham den dag i dag - var det så som så med helhedsindtrykket af landet.
”Rejsen var på mange måder en skuffelse for ham. Han var ved at fryse ihjel i Madrid, og den lille by Mudela kalder han den grimmeste by, han nogensinde har set. Han kunne ikke holde ud at være der, så grim var byen. Jeg har været der, og i dag er det faktisk en smuk by”, konstaterer Henning Hansen.
Målet for HC Andersens rejse var Alhambra i Granada. I Andalusien besøgte han desuden Córdoba, Sevilla, Cádiz, Gibraltar og Málaga.
Han brugte også en del tid på østkysten, hvor han startede nordpå i Girona og Barcelona og fortsatte til Segunt og Valencia. Senere var han i Alicante, Elche Girona, Orihuela, Murcia og Cartagena.
Han nåede også at opleve Madrid, Burgos, Vitoria og San Sebastián.

Tolerancens mekka
Córdoba i Andalusien er en af de byer, der gjorde størst indtryk på HC Andersen, og Henning Hansen deler hans begejstring.
”Córdoba er Spaniens ældste by, og den var et lille kongerige. 100 år efter Kristus’ fødsel kom maurerne og tog halvdelen af den iberiske halvø, men de gav de rige jødiske handelsmænd lov til at blive, så handelen kunne blomstre. Maurerne rev heller ikke synagogen ned, men byggede i stedet selv deres moské ud fra den, så de to bygninger gik sammen i bedste harmoni. Da katolikkerne erobrede landet tilbage, smed de maurerne ud, men de havde lært af deres klogskab og smed ikke de dygtige folk ud. Katolikkerne byggede deres katedral sammen med moskéen og synagogen, og i dag står bygningerne og byen som et forbillede for hele verdens religiøse stridigheder. Byen har vidunderlige restauranter, og på grund af den store tolerance kan man få en sludder på tværs af religioner.”

Jødens skinke og præstens kvinde
Under sit besøg i Córdoba oplevede Henning Hansen et eksempel på tolerancen, da han faldt i snak med en lokal muslim.
”Han kendte også HC Andersen. Det var 40 grader udenfor, så vi sad inde i en kølig bodega og fik en kold øl, da han begyndte at fortælle om en togtur, HC Andersen en gang havde været på.”
”HC Andersen sad i toget og halvsov, da han overhørte en katolsk præst og en rabbiner i samtale. De ville gerne drille hinanden på godmodig vis, så præsten tog en bocadillo frem med serrano-skinke. Han bød jøden på en bid brød, men det skulle han ikke nyde noget af. Præsten blev ved med at lokke, og rabbinerens mund begyndte at løbe i vand. Til sidst overgav han sig og guffede den herlige skinke i sig.” ”Nu var det rabbinerens tur til at udfordre den katolske præst, så han spurgte, om han aldrig havde været i seng med en nøgen kvinde.”
”Jo, det måtte han erkende.”
”Godt, så må du også indrømme, at det er bedre end skinke.”
Henning Hansen holder en lille pause, mens han mindes sin muslimske ven og hans fortælling.
”Han syntes, den historie var så morsom.”

Ind med modermælken
Lige fra opvæksten i Strib på Fyn har Henning Hansen interesseret sig for den danske nationaldigter fra Odense.
”Jeg er vokset op med ham. Min mor havde mælk i det ene bryst og HC Andersen i det andet. Det er først senere, jeg opdager, at han er kendt over hele verden. Som barn forstod jeg ikke humoren. Humoristisk sans er noget man udvikler. Den bliver befordret, når man er sammen med andre, men den første betingelse for at kunne forstå humoren er, at kunne le af sig selv. Søren Kierkegaard sagde, at humor er selvophævdelse - det modsatte af selvhævdelse.”


HENNING HANSEN
72 år
Bor i Albir, Costa Blanca
Foredragsholder - speciale:
HC Andersen og Storm P.
Tidligere teaterinstruktør


HC ANDERSEN
Født 1805 i Odense
Døde i 1875 - blev 70 år
Rejste i Spanien i 1862
Skrev 164 eventyr
De er oversat til 80 sprog



”Du får ikke bedre rejsebog end den her”, fastslår Henning Hansen.


Bloddryppende tyrefægtning
Under sin rejse var HC Andersen til tyrefægtning i Málaga. Synes man, tyrefægtning er en barsk omgang i dag, gik det endnu hårdere for sig i midten af 1800-tallet. Her følger et uddrag af HC Andersens detaljerede beskrivelse af den bloddryppende tyrefægtning.
”Tolv tyre, den ene efter den anden, skulde anfalde de stakkels halvblendede Heste. Den første Tyr stødte strax sine spidse Horn ind i Bugen paa Hesten, rev den op, saa indvoldene væltede ud; nogle Karle stoppede igjen Tarmene ind; Dyret udholdt endnu et Angreb, humpede nogle Minutter om og bogstaveligt gik og tabte paa Arenaen afrevne favnlange Stykker af sine Tarme. Den næste Hest gik det ikke bedre, den fik Tyrens ene Horn ind i Bagdelen, saa Blodet sprøitede hen over Rækværket; kun et Par Skridt gik den og sank da sammen. En tredie Hest blev med sin Rytter kastet høit i veiret; med Nød og neppe fik Bandarilleros Rytteren frelst. Hesten blev slæbt og flænget af den rasende Tyr; det syn var næsten ikke til at udholde, Vandet sprang mig ud af fingerspidserne. Hest ved Hest laae som Aadsel paa Arenaen, og da først, efter at Tyren, under publikums Jubel, havde modtaget Dødsstødet af KURSIV START Espada KURSIV SLUT, kom koblet af Heste, og medens den vildtlarmende Musik gjenlød, slæbtes de dræbte Dyr ud af Kamppladsen. En endnu ikke død Hest saae jeg løfte i Farten sit Hoved med de Klaprende Tænker, Hovedet sank igjen, det var oprørende piinligt, ikke til at udholde; jeg var nær ved at faae Ondt ...”


Af HC Andersen:
Spanien, hvilken Rigdom har Du
af Naturens Deilighed;
Palmeskov og Cactus-Vildhed
udbrændt Ørken, Blomsterbed.
Skjønheds Skikkelser her vandre,
malerisk er hver en Dragt,
Og om dine Kyster svulmer
Havet i sin Storheds Magt,
Maurerfolket gav Dig Minder,
hvori Aand og Skjønhed boer;
ved Cervantes og Murillo
er i Snillets Hjem Du stor;
Og din Nutid eier Ungdom,
Munkene Du fra Dig jog;
Spaniens Blomstren forudser jeg
lyse vil i Fremtids Bog.
Udflugter | Februar 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer