Ángel Alzaga er undervisningsadjunkt på Instituttet for Engelsk, Germansk og Romansk ved det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.

Af Michael Jepsen

Siden 1. januar 2007 er den nye kommunalreform i Danmark trådt i kraft. Fem regioner har erstattet de 13 amter, og antallet af kommuner er reduceret fra 270 til 98.
Regionsrådene skal primært stå for driften af sygehuse. Desuden skal de fremme og koordinere udvikling og vækst i regionen samt planlægge den kollektive trafik.
Resten af de opgaver, som hidtil har ligget i amtsregi, bliver i grove træk overtaget af de nye storkommuner.
Mens de danske regionsråds politiske indflydelse og betydning således er yderst begrænset, er situationen nærmest modsat i Spanien.
Med konstitutionen i 1978 tog Spanien et markant skridt mod mere magt til regionerne. Efter flere årtier med centralstyre under Francos diktatur, fik hver af de 17 autonomier nu selvstyre med egen regering, parlament og lokale domstole.
I første omgang blev selvstyret især indført i Baskerlandet, Katalonien og Galicien på grund af disse regioners nationale historie. Siden fulgte resten af regionerne med, og i dag står Spanien som et land med meget stor lokal indflydelse.

Markante forskelle
Ángel Alzaga er undervisningsadjunkt på Instituttet for Engelsk, Germansk og Romansk ved det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Han fortæller, at den største forskel på Danmark og Spanien er, at i Spanien ligger den administrative magt hos autonomierne, mens kommunerne i Danmark har meget vide beføjelser og dermed magt.
”I Spanien har kommunerne ikke den store betydning på det administrative niveau. De har kun indflydelse på lokalt politi, renovation, byplanlægning og lidt miljø. De store, administrative opgaver som uddannelse, sundhed og transport ligger hos autonomierne, som har den administrative magt. De seneste 20 år har autonomierne fået en stadig større del af statens budgetter, så det nu er oppe på 60-70 procent”, oplyser Ángel Alzaga.

Stærk identitet
I Spanien er der lang tradition for, at nogle områder har en meget stærk identitet. Det gælder især Katalonien, Baskerlandet og Galicien. De finder deres identitet i historien. ”De føler sig anderledes. De har en nationalistisk følelse, som ikke nødvendigvis skal forklares logisk. Katalonien har desuden en historie, hvor de havde et administrativt retsvæsen, som var forskellig fra resten af Spanien, og den tid varede frem til 1700-tallet. Baskere og katalanere har en følelse og bevidsthed om at tilhøre en fælles gruppe, hvilket blandt andet skyldes, at de har deres eget sprog. Deres fælles tilhørsforhold prøver de at understrege på forskellig vis”, siger Ángel Alzaga.

Mer’ vil ha mer’
”Efter overgangen til demokratiet har andre regioner som Madrid, Murcia og Rioja også fået en stærkere lokal identitet, selv om de ikke har tradition for det, fordi man disse steder ikke har haft fornemmelsen af at bo i et område, som er specielt. Nu vil de historiske autonomier gerne skille sig ud og vise, at de har noget specielt, og at de derfor har ret til mere selvstændighed. Det er en modreaktion; hvis de andre, som ikke har historisk identitet, får selvstændighed, så skal vi have endnu mere. Hvordan understreger vi vores identitet?”
Katalonien og især Baskerlandet har dog allerede fået større selvstændighed end de øvrige regioner.
Baskerlandet har eksempelvis deres eget, nationale politi La Ertzantza, og henter selv 100% af deres skatter, som de også selv administrerer. De indbetaler så en bestemt del af skatterne til den spanske stat, som angives ud fra et system, der kaldes Cupo Vasco.

Vold er yt
Selv om terrororganisationen ETA for nylig sprang en bombe i Barajas-lufthavnen i Madrid, mener Ángel Alzaga, at volden fylder stadig mindre i kampen for selvstændighed.
”I begyndelsen af 80erne var der næsten et drab pr. dag i Spanien. Det er blevet mindre og mindre, og de sidste tre år har der ikke været drab, bortset fra Barajas, som tilsyneladende ikke var tilsigtet. Jeg er helt sikker på, at volden forsvinder på et tidspunkt. Spanien er en del af Europa og EU, og det gør det meget vanskeligt at køre politik ved brug af magt. Både fra regeringen og fra modstandernes side. Brug af hæren er fuldstændig teoretisk i den forbindelse.”
”Hvis du kigger på et område som Balkan, som er mere ustabilt, bliver det også her mere og mere utænkeligt - både fra regeringens side og fra uparlamentariske grupper - at opnå resultater med vold. Folk er imod brugen af vold. Det er blevet mindre legitimt. I 60erne og 70erne havde volden større legitimering med alle frihedsbevægelserne i Sydamerika og Algeriet. Der var en fælles forståelse, som ikke længere findes. ETA opnår heller ikke noget ved et bevæbnet oprør. De allerfleste baskere er imod ETA. Kun to-tre procent af baskerne er enige med dem.”

Urealistiske krav
Ángel Alzaga tror ikke på, at Baskerlandet kan løsrive sig fra resten af Spanien og blive en selvstændig nation.
”Det er så godt som utænkeligt i nærmeste fremtid. Det baskiske parti Herri Batasuna ønker ikke bare Baskerlandet. De vil også have den baskiske del af Frankrig og det baskiske område i Navarra, hvilket et stort flertal af befolkningen i området er imod.”
”Desuden er det blot et lille mindretal på 20% af indbyggerne i Baskerlandet, som ønsker fuldstændig uafhængighed. Ca halvdelen af baskerne er tilfredse med den grad af selvstændighed, de har nu.”



Málaga og Alicante
Langt størstedelen af de danske residenter i Spanien bor i Málaga-provinsen i Andalusien eller i Alicante-provinsen i Comunidad Valenciana.
Comunidad Valenciana har tre provinser; Alicante, Castellón og Valencia.
Andalusien har otte provinser; Almería, Cádiz, Córdoba, Granada, Huelva, Jaén, Málaga og Sevilla.
Med otte millioner indbyggere er Andalusien den region, hvor der bor flest personer, mens Valenciana-regionen med 4,7 millioner indbyggere er nummer fire.
Katalonien og Madrid har henholdvis 7 og 6 millioner borgere.

Stort og småt
Kommunernes størrelse svinger meget i Spanien. Selv helt små byer har ofte deres egen kommune. Eksempelvis har Alicante-provinsen flere hundrede kommuner, hvoraf den mindste blot har 33 indbyggere, mens Torrevieja er registreret med 75.000 indbyggere. Det tal er formentlig langt større i virkeligheden, da især mange udlændinge ikke har ladet sig registrere.
I Málaga-provinsen er de knap 1,5 millioner indbyggere fordelt på 100 kommuner.
På grund af de store forskelle på kommunerne, kan man ikke på samme måde som i Danmark generalisere kommunernes opgaver.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven