![]() Norske Kristian Kjelling spiller for Portland San Antonio | |
Af Michael Jepsen
Palacio de los deportes Costa Blanca Villa de Altea indvies med maner. Den helt nye sportshal med plads til 3.000 tilskuere danner fra 7.-11. marts rammen om kvart- og semifialerne i den spanske håndboldturnering for herrer.
Kvart- og semifinalerne bruges til at lancere den nye storhal i Altea, som er et prestigeprojekt for byens borgmester Miguel Ortiz og håndboldklubbens præsident, Salvador Lledó.
I skrivende stund står hallen stadig ikke klar, men håndværkerne arbejder på højtryk for, at det nye sportspalads kan blive færdig til tiden.
Den nye sportshal ligger tæt ved hovedgaden N-332, ved siden af den gamle hal i den nordlige ende af Altea ved broen over floden.
Mange kampe
Onsdag 7. marts og torsdag 8. marts afvikles kvartfinalerne. Fredag er hviledag, mens semifinalerne spilles lørdag 10. marts. Tidspunkterne afhænger af tv-programmet, og hvilke klubber der går videre.
Allerede i kvartfinalen venter en lækkerbisken for håndboldinteressede. Her møder to af Spaniens bedste hold hinanden, når Ciudad Real tørner sammen med Barcelona.
Flere danskere
Et andet superhold er Portland San Antonio. Holdet fra Pamplona kommer med de danske VM-bronzevindere Kasper Hvidt og Lars Jørgensen samt norske Kristian Kjelling, mens Ademar León har den tidligere Altea-spiller Claus Møller Jakobsen i truppen.
Værterne fra Altea stiller med danskerne Henrik Hansen, Rune Ohm og Pelle Larsen.
Udover de nævnte pokalkampe spiller klubbernes ungdomshold en sideløbende miniturnering i den nye hal i løbet af den forlængede weekend. Deres kampe spilles fredag, lørdag og søndag.
COPA DE REY 2007
Kvartfinaler
Onsdag 7. marts
19.00 Algeciras - Portland San Antonio
21.00 Caja España Ademar León - Valladolid
Torsdag 8. marts
19.00 Ciudad Real - Barcelona
21.00 CAI Aragón - Altea
Semfinaler
Lørdag 10. marts
Tidspunkt fastlægges senere.
Helse | Marts 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

















