Af Jette Christiansen 

Spaniens forhold til Marokko er en noget mere kompleks situation end de tidligere belyste relationer til Portugal og Frankrig, og det med kærlighedsforhold er i dette tilfælde svært at finde. Det er mere som en nabo, man er tvunget at komme overens med, fordi man deler hæk eller opgang.
Set fra en spaniers synspunkt, er det en problematisk nabo, man har mod syd. Terrorfrygt, menneskerettigheder, moskeerne i Spanien samt indvandrer- og religionsspørgsmålene er blandt de første punkter, de fleste spaniere nævner, når man spørger om deres tanker omkring Marokko.
Dernæst kommer den arabiske okkupation af landet; nogle spaniere er stolte over den arabiske indflydelse, mens andre spaniere harmes over det. Spørger man en marokkaner, er det ofte de to enklaver, Ceuta og Melilla, der nævnes. Mange mener, de naturligt tilhører Marokko.
Men den spanske regering har, uanset politisk farve, brug for at tage vare på forholdet til naboen. Handelen vokser, Marokko har olieforekomster, og ikke kun Spanien men hele Europa har brug for en allieret og stabil nabo i kampen mod terrorisme og illegal immigration.

Berberne og okkupationerne
Berberne levede fredeligt i det, der i dag er Marokko, indtil hærskarerne i det 7. århundrede myldrede ud fra Arabien, og med en umættelig hang til udvidelse, besatte de også det meste af Spanien, og lykkedes at forblive her i 781 år. Fra 1492 stod Marokko stort set, som det gør i dag. Dog var det i 1912 Marokkos tur til at blive besat. Den franske okkupation varede fra 1912 til 1956.

Enklaverne og immigration
Marokkanerne kalder den spanske besiddelse af Ceuta og Melilla for okkupation. De to enklaver har været spansk territorium siden hhv. 1688 og 1492. De to byer på i alt 31 kvadratkilometer, mener mange marokkanere retmæssigt tilhører dem, først og fremmest fordi de ligger på små stykker land i Marokko.
Det er også her, at håbefulde immigranter - fortrinsvist fra det sydligere Sahara-område - forsøger at komme over de mere end seks meter høje hegn, som omgiver byerne. Siden hegnene i slutningen af 2005 blev bygget højere, og militæret sat ind til at hjælpe det lokale politi, søger afrikanerne i stedet at komme til det forjættede land via De Kanariske Øer, men også her har Spanien brug for Marokkos hjælp til at løse den umenneskelige og ømtålelige situation.

Persilleøen
Selvom man i Rabat mener, at Ceuta og Melilla bør tilhøre Marokko, har striden endnu ikke givet anledning til nogen egentlig konfrontation. Det har en lille ø på nogle få hundrede kvadratmeter derimod. I 2002 kom Marokko og Spanien op at tottes over den ubeboede ø, der ligger tæt på den marokkanske middelhavskyst, som i Marokko hedder Leila og i Spanien Perejil (persille).
Marokkanske bønder havde længe fragtet geder og får derover for at græsse på al persillen, mens de sidste spanske soldater havde forladt øen engang i 60’erne. I juli 2002 sendte Marokko 12 soldater til nano-øen for at plante det marokkanske flag. Spanien tog den marokkanske besættelse som en grov provokation, og fik støtte fra EU og andre organisationer. Marokkanerne ville opstille en observationspost på øen, til at holde øje med menneske- og narkotikasmuglere. Spanierne sendte som svar på tiltale tre krigsskibe af sted mod øen, og marokkanerne opgav ævred, sikkert lige så meget fordi Spanien lagde sagen om Vestsahara på bordet, en konflikt hvori man ellers holder en ualmindelig lav profil. Avisen El Mundo kaldte Marokkos konge for El Rey del Perejil (persillekongen).

Vestsahara og fiskerettigheder
Marokko okkuperer stadig Vestsahara, og det er yderligere et dilemma i forholdet mellem Spanien og denne nabo. Spanierne besluttede sig i 1886 for at annektere Vestsahara, fordi ingen af de andre kolonimagter endnu havde gjort krav på området. Dog forlod man det igen i 1976, og landet blev i stedet invaderet af Marokko. På trods af utallige forsøg fra FN’s side på at finde en fredelig måde at give det lille land uafhængighed, har Marokko bibeholdt overhånden.
Kolonitiden betyder dog, at mange spaniere føler en form for ansvar overfor Vestsahara. En undersøgelse i 2001 viste, at 70 procent af spanierne støtter Vestsaharas kamp for uafhængighed.
For knap et år siden vedtog EU i øvrigt en aftale med Marokko, der giver EU lov til at fiske ved Vestsaharas atlanterhavskyst. En aftale, der belønner Marokkos okkupering, og som først og fremmest kommer Spanien til gode.

Kongen, profetens efterkommer
Kong Mohammed VI overtog tronen i Marokko i 1999 efter faderen, Hasan II, der havde regeret i 38 år. Den dengang kun 34 år gamle konge har igangsat enkelte ændringer, der er liberale, når man sammenligner med de øvrige arabiske lande.
I sin første tale som konge lovede han amnesti til næsten 50.000 politiske fanger, og undskyldte for den tidligere politiske undertrykkelse. Det skete efter, at en sandhedskommission beviste, at omkring 10.000 politiske modstandere enten var blevet myrdet eller tvunget i eksil. Men Marokkos politiske tolerance afhænger stadig som alt andet af kongens personlige holdninger, men han er jo også en direkte efterkommer af profeten. Det står i landets forfatning.
Han giftede sig i 2002 med computeringeniøren Salma Bennani. Et ægteskab, mange ser som et tegn på, at kongen er begyndt at acceptere kvinders rolle i samfundet. To år senere indførte man nogle væsentlige ændringer i Moudawana, eller familieloven, som giver kvinder større rettigheder i ægteskab, ved skilsmisse og over børnene.
Pressen oplever også en større frihed, men alligevel blev et nyhedsmagasin, der genoptrykte nogle af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, lukket ifølge Journalister uden Grænser.
Kongen prioriterer også økonomisk udvikling, og har privatiseret flere statsejede selskaber, men landet er stadig til stor grad afhængigt af landbruget, der har været hårdt ramt af tørke, og i de større byer er arbejdsløsheden så høj som 20 procent, hvilket giver voksende frygt for uroligheder og for at de fattigere kvarterer er arnesteder for terrorister.

Terrorisme
Zacarias Moussaoui, der for et år siden blev idømt livsvarigt fængsel for sin rolle i planlægningen af 9/11, er marokkaner. Og Marokko har sin helt egen terrordag, den 16. maj 2003, hvor 12 selvmordsbombere dræbte sig selv og 33 andre. Det gik blandt andet ud over en spansk restaurant i Casablanca. Det spanske politi regner med, at seks marokkanere var involveret i bombningerne af togene i Madrid den 11/3, og politiet og efterretningstjenesten arbejder stadig i tæt samarbejde med de marokkanske myndigheder i optrævlingen af terrorcellerne i begge lande.

Spanieren og marokkaneren
Størstedelen af legale som illegale indvandrere i Spanien er marokkanere. De fleste kommer her for at finde guldet for enden af regnbuen, og dermed kunne sende penge hjem til familien og ganske enkelt leve en bedre tilværelse.
De fleste lever her med de muslimske traditioner i behold og kun de færreste integrerer sig, blandt andet fordi de har det svært med at leve under de frie forhold, som blandt andet ligeberettigelse.
De mere veluddannede marokkanere ferierer dog gerne i Spanien, og mange spaniere rejser til det spændende naboland mod syd.

Marokko anno 2006
Den almindelige middelklasse i landet vokser. Mange mere velstående marokkanere foretrækker at tale fransk frem for arabisk, et tegn på, at man ikke bærer nag til franskmændenes okkupation, og at man hellere vil hælde mod Europa end den arabiske verden.
Mange kvinder arbejder ude, og går ikke længere med tørklæde.
Landets begyndende økonomiske reformer har givet pote i form af en frihandelsaftale med USA og en associeringsaftale med EU, som blandt andet har til mål at afvikle tolden på industriprodukter. To tredjedele af landets eksport går til EU, med Frankrig som langt den vigtigste aftager.
Det sidste parlamentsvalg, som fandt sted i 2002, var frit og gennemsigtigt. Det betød dog, at de ekstreme muslimer vandt en tredjedel af stemmerne, men det var alligevel kongen, der udnævnte regeringslederne.
Marokko er et dilemma i sig selv, et land fuld af selvmodsigelser. Det befinder sig i et ingenmandsland midt imellem Europa og det egentlige Afrika, mellem øst og vest, religiøse og verdslige værdier, frihed og censur, diktatur og demokrati samt fattigdom på trods af økonomisk vækst.


Kongeriget Marokko
Indbyggertal: 31,5 mio.
Areal: 446.550 kvadratkilometer
Hovedstad: Rabat
Sprog: arabisk (officielt), fransk, spansk
Religion: 98% muslimer, 1% kristne, 1% jøder
Befolkningstilvækst: 2%
Læsekyndighed: 50%
Hovedbeskæftigelse: landbrug 50%
Opdyrket land: 21%
Valutaenhed: Dirham 

 

 

 

 

 

 

Destination Marokko
Marokko er et fascinerende rejseland. Er man på rundtur på Costa del Sol, tager det blot 45 minutter at krydse Gibraltar-strædet til Ceuta, hvorfra der er få skridt til den marokkanske grænse, og to timer med direkte fly til Casablanca. Marokko er overfyldte markedspladser, duften af krydderier, synet af orientalske tæpper, farverige dragter og et vidunderligt køkken.

Med færge
Trasmediterránea
www.trasmediterranea.es eller 902 454 645

Med fly
På www.logitravel.com er de fleste flyselskaber samlet. På hjemmesiden kan man søge på flyruter og se tider og priser. Det gælder også afgange fra Alicante til destinationer i Marokko, eksempelvis Casablanca.

Byerne
• Agadir
Står der badeferie på kalenderen, er Agadir et udmærket valg. Byen blev i 1960 ramt af et jordskælv, som dræbte 10.000 af indbyggerne, og det nuværende Agadir består derfor forholdsvist af nybyggeri og hoteller. Her er 280.000 indbyggere.
• Casablanca
Play it again Sam fra filmen Casablanca har været med til at udødeliggøre romantikken omkring byen. Det er stadig en lækker by med en meget traditionel, marokkansk bydel og en mere moderne, europæisk del. Marokkos største by med 3,8 millioner indbyggere.
• Fes
Navnefaderen til den lille runde hat er landets religiøse centrum. Fes, eller Fez, ligger mellem Rif- og Atlatbjergene og har cirka 1 million indbyggere.
• Marrakech
Marrakesh er især kendt for Djemaa el Fna markedet, souken og de røde lermure, der omkredser byen. Ren magi. 70 kilometer fra byen ligger skisportsstedet Oukaimeden. Omkring 800.000 indbyggere.
• Rabat
Tour Hassan Moskeen og Mohammed V’s mausoleum er musts, men ellers mangler heller ikke Rabat et utal af markedspladser og spændende spisesteder. Landets hovedstad med 1,3 millioner indbyggere.
• Tanger
To måneder hver sommer er der mega festivaler i Tanger med alle mulige former for underholdning. Ellers en havneby på godt og ondt med cirka 700.000 indbyggere.

Hoteller
Vi anbefaler to i Marrakech, byen som bør være øverst på ønskelisten til Marokko-ferien.
• Kasbah Tamadot
Richard Bransons hotelkæde, Limited Edition, består foreløbig af fire hoteller heriblandt Kasbah Tamadot, 40 min. kørsel syd for Marrakech. Virgin-grundlæggeren faldt for bygningen, da han var i Marokko for at forberede sig til en af ballonflyvningerne rundt om jorden. Hotellet er fuldt af arabiske antikviteter og al tænkelig luksus.
Tlf.: +44 20 8600 0430
www.virginlimitededition.com/kasbah
• La Mamounia
”Det er det smukkeste sted på Jorden,” skrev Winston Churchill til Franklin D. Roosevelt fra hotellet i Marrakech i 1943. Hotellet blev bygget i 1923, er omgivet af smukke haver og så ligger det midt i byens pulserende centrum. Klassisk elegance blandet med moderne bekvemmeligheder. Var det ikke for Marrakechs unikke karakter, ville man sikkert aldrig forlade hotellet.
Tlf.: +212 243 886 00
www.mamounia.com

Tidsforskel
Der er en times tidsforskel mellem Marokko og Europa, men nabolandet er to timer bagud om sommeren, eftersom man ikke skifter til sommertid.

Visa
Marokkanerne skal have visa for at komme ind i Spanien, mens en spanier som alle europæere ikke behøver et for at besøge Marokko.

Shopping
Man kan med stor fordel købe orientalske tæpper, læder, lertøj, tesæt, sølv- og guldsmykker samt krydderier med hjem.

 

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven