![]() | |
I slutningen af januar kom EU med en dom, der underkender den danske stats system til beskatning af pensioner. De danske dagblade beskrev dommen som en bombe under det danske system. Statskassen står til at miste store milliardbeløb, og den danske regering har bebudet et modspil i løbet af foråret for at begrænse skaderne.
Mens dommen giver de danske politikere koldsved, så er klimaet straks mere behageligt hos de internationale udbydere af pensioner, der tager imod dommen med åbne arme.
”Dommen svarer til vores forventninger. Vi har hele tiden haft den holdning, at Danmarks argumenter for ikke at indrømme skattefradrag for udenlandske pensioner ikke ville holde. Det danske system er i strid med EU’s kongstanke om fri bevægelighed af varer og tjenesteydelser. Den danske administration har hidtil tilgodeset nationale udbydere”, siger direktør Kent Lee Holmstoel fra Offshore Investment Brokers, der har base i Estepona på Costa del Sol.
Tiltrængt modspil
Kent Lee Holmstoel mener, det er på høje tid, aktørerne på det danske pensionsmarked får modspil af konkurrenter.
”Vi er ikke imponeret af administrationsomkostningerne og det generelle omkostningsniveau hos danske pensionsudbydere. Synes du eksempelvis, det er rimeligt, at du skal betale fem til syv procent af dit indestående, hvis du skifter til en anden udbyder? Det er stavnsbindende. Hvis konkurrencen bliver skærpet, så bliver omkostningerne lavere, blandt andet fordi store udenlandske selskaber ikke længere behøver en dansk filial”, fastslår Kent Lee Holmstoel.
Beskatning af afkast forsvinder
Den stigende konkurrence er en af hovedkonsekvenserne af EU-dommen.
En anden er, at den danske stat formentligt må vinke farvel til den løbende beskatning af danskernes pensionsopsparinger.
”Den danske stat fradrager 15% i skat af afkastet. Så hvis du eksempelvis har 100 kroner i et pensionsselskab og får 10% i rente, så trækker staten 15% af gevinsten. Dermed kan du kun geninvestere 108,50 kroner i stedet for 110”, konstaterer Kent Lee Holmstoel.
Udvandring til Spanien
Da EU-dommen kom frem i slutningen af januar, var der hektisk aktivitet på gangene på Christiansborg. Ikke mindst hos finansminister Thor Pedersen (V) og skatteminister Kristian Jensen (V). Sidstnævnte forudså, at dommen vil betyde en massiv udvandring af danske pensionister af staten til Costa del Sol, hvis ikke regeringen finder et modtræk.
Skatteministerens profeti får dog kun et skuldertræk med på vejen hos Kent Lee Holmstoel.
”Det er en total overreaktion. Basalt siger dommen, at det er ulovligt, at danskere kun får fradrag for deres pensionsindbetalinger, hvis de placerer pensionen hos et dansk pensionsselskab. Ved indbetalinger til udenlandske pensionsselskaber frygter skatteministeren, at man slipper for skat på afkastet af pensionen.”
”Men i bedste fald er ord som masseudvandring det rene sludder. Allerede i dag har vi en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Spanien, der sikrer en langt mere favorabel beskatning af pensioner, hvis man som pensionist flytter skatteresidens til Spanien. Til trods for det faktum er det mest fremherskende sprog på Costa del Sol og Costa Blanca stadig spansk - ikke dansk”, understreger Kent Lee Holmstoel.
Han mener i øvrigt ikke, den økonomiske situation bør afgøre, om man bliver boende i Danmark eller flytter til udlandet.
”Man skal kun flytte til Spanien, hvis man har lyst til det.”
Danmark og danskerne
Kent Lee Holmstoel forstår godt, at EU-dommen har fået panikken frem hos de danske politikere, der nu har travlt med at finde smuthuller til at bevare skatteindtægerne.
”Alle er i en fase, hvor ingen rigtigt kan overskue konsekvenserne. Det står dog fast, at dommen er alvorlig for Danmark. Det her koster umiddelbart rigtig mange penge.”
Hvad der er skidt for Danmark, er til gengæld godt for danskerne.
”I sidste ende bliver forbrugerne vindere. Specielt unge pensionssparere vil formentlig kunne se frem til en større pension, når den engang skal udbetales.”
Ingen gevinst for pensionister
Folk, der allerede nu får udbetalt pension, får til gengæld ikke nogen gevinst.
”For dem, der har pension i Danmark under udbetaling, er løbet kørt. Man kan ikke skifte pensionsselskab i vadestedet. Havde dommen derimod ligget for 10 år siden, så havde de haft mere, end de har i dag”, konstaterer Kent Lee Holmstoel.
Han mener dog ikke, der er nogen grund til at have ondt af de danske pensionister i Spanien af den grund.
”De fleste af dem var med i 80’erne, hvor renten var høj. Derfor har de lidt mere på kistebunden.”
Jura & Finans | Marts 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

















