![]() | |
Af Jette Christiansen
Over 300 solskinsdage om året.
Med det bedste vejr i Europa kunne man forvente sig at se solfangere på langt de fleste hustage, men det er stadig et sjældent syn.
Spanien er stadig det land, der er længst bagud i forhold til Kyoto-aftalen, det globale initiativ til at sænke udslippet af CO2, de såkaldte drivhusgasser.
Spanien er også det land, der rammes værst af de kedelige konsekvenser. En tredjedel af landet, heriblandt hele Valencia og Murcia samt halvdelen af Andalusien, er sammen med 40 procent af hele kloden i færd med at blive omdannet til ørken. Flere strandområder trues af oversvømmelse, og listen af dommedagsforudsigelser er alenlang.
Alligevel øges udslippet af CO2, og Spanien producerer i dag næsten 50 procent mere af de miljøskadelige gasser, end det er tilladt ifølge aftalen, der trådte i kraft i 2005. Aftalen har deadline sat til 2012.
Danmark foran Spanien
Solen sender 14.000 gange mere energi til kloden, end vi i dag har brug for. Det eneste vi behøver gøre, er at indfange denne energi, men uanset de mange solskinsdage, halter Spanien langt bagud i forhold til de fleste europæiske lande.
På trods af diverse tiltag som statsstøtte til installation af systemet, er landet på den europæiske hitliste over anvendelse af solenergi kun på en 7. plads, en placering landet først lykkedes at fratage Danmark i 2003.
Hitlisten tager ikke landenes indbyggerantal i betragtning, så Danmark har næsten 10 gange flere solfangere per indbygger end Spanien. Det er næsten tragikomisk.
Tyskland, Grækenland og Østrig står samlet for omkring to-tredjedele af solfangere i Europa.
Nye tiltag
Ifølge Cayetano Hernández, som er direktør for afdelingen for vedvarende energi i industriministeriet, håber man, at 12 procent af energiforbruget i 2010 kommer fra miljøvenlige energikilder. Det vil sige 22 procent mere end ved årsskiftet, eftersom energiforbruget er steget og stadig stiger.
En ny lovbestemmelse lyder dog, at al nyt byggeri nu skal kunne opvarme forbruget af brugsvand med solenergi. Det samme gælder, når der laves større ombygninger i boligen.
SOLFANGERE (1.000 KVM)
Tyskland 5440
Grækenland 2880
Østrig 2710
Frankrig 730
Italien 450
Holland 450
Spanien 340
Danmark 310
Storbritannien 220
Sverige 210
Portugal 180
Belgien 50
Finland 45
Irland 5
Kilde: Ministerio de industria, turismo y comercio. 2003, senest offentliggjorte tal.
Tema & Debat | Marts 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















