![]() | |
Den brede kilometerlange strandbred med det fine hvide sand afgrænset af blåt vand så langt øjet rakte på den ene side og modsat klitterne med deres sparsomme beplantning - og se om ikke også der var plantet marhalm for at hindre klitterne i at tage på vandring ind i landet. Men så var det, at de etagestore betonbygninger og palmerne fæstnede sig på nethinden. Vi var i Guardamar del Segura på Costa Blanca.
Det var nu ikke så ringe endda (som beskedne nordjyder siger). Guardamar er bestemt et besøg værd, også på en lidt kølig og overskyet forårsdag. Godt nok var der ingen solbadende denne dag. I stedet folk, der gik tur eller havde plantet fiskestangen i strandkanten.
Guardamar del Segura er en typisk mindre kystlandsby, der forinden den fortræffelige 12 kilometer lange strand, byder på mange muligheder for sightseeing og forskellige sportslige aktiviteter. Gæster man byen en onsdag, kan man opleve en typisk spansk markedsdag for ikke at tale om de dage, hvor der afvikles fiestas.
Pinjeskovene
Guardamar del Seguras historie går tilbage til det 8. århundrede før Kristi fødsel. Der findes stadig arkæologiske minder fra den tid og senere op gennem historien som f.eks. Rabita Califal de Las Dunas (muslimsk kloster), Muralla Fortaleza Fenicia (fønisk fæstning) og Castillo de Guardamar (slottet fra det 13. århundrede).
Store dele af byen blev ødelagt af et jordskælv i 1829, og omkring 1900-tallet var det sandet, der angreb byen. Man satte beplantningen ind som forsvar.
Der blev plantet 600.000 pinjetræer, 50.000 palmer og 10.000 eucalyptustræer.
Især pinjeskoven, der ligger i byens nordlige del, er et yndet mål for ikke blot turisterne, men også motionisterne. Der er anlagt vandreruter, der opfylder de fleste behov.
Parkerne, Parque Sur, Parque Reina Sofia og Parque Alfonso 13 er bevis på den store beplantningsiver for godt 100 år siden.
Plaza de la Constitución
Fra centrum, Plaza de la Constitución, udløber forretningsgaderne Avda. del Pais Valencia og Major. På Plaza de la Constitución ligger rådhuset og den største kirke Iglesia Parroquial Sant Jaume, og få meters gang fra rådhuspladsen kan man opleve Casa Museo Ingeniero Mira. Casa de Cultura findes i Colón.
Rio Segura
Der er mulighed for mange sportslige aktiviteter, blandt andet i de to store sportscentre Las Rabosas og Municipal Deportes.
Guardamar del Segura ligger ved udmundingen af Rio Segura-floden, hvilket giver mulighed for enhver form for vandsport, så som sejlads, windsurfing, vandski, dykning m.m.
I La Marina de las Dunas ved flodmundingen kan man finde alt dette samt en hyggelig lystbådehavn med 500 bådpladser. I bådehavnen ligger også fiskemarkedet Cofradia de Pescadores/Lonja de Pescado.
Beliggenheden på sydsiden af Rio Segura-flodens udmunding byder på en unik natur, som man ikke bør snyde sig selv for at opleve.
I floden er der indrettet et to kilometer langt område, som er forbeholdt sejlads med småbåde og kanoer.
Rykker man omkring 10 kilometer nordpå, vil man befinde sig på Playa la Roqueta- og Playa del Moncaya-strandene. Disse strande kalder man også rullestolestrandene. Her fører flere træpromenader tværs over stranden og helt ud til vandkanten, således at handicappede har lettere ved at få nærkontakt med Middelhavets blå vand.
I klitterne bag Playa del Moncaya ligger Strandgalleriet, der er hjemsted for især nordiske kunstnere. Ofte er der også udstillinger.
Guardamar Hill
Der bor knap 12.000 mennesker i Guardamar, og da byen er så godt som udbygget, har man kastet blikket over på den vestlige side af N 332, der ellers sætter en naturlig grænse for byens størrelse.
Ved indkørslen til byens sydlige del er man i gang med opførelsen af en ny bydel med flere lejlighedskomplekser, hvoraf de første ventes at stå færdig i 2008. Guardamar Hill ventes at kunne huse op mod 1.500 beboere.
Guardamar del Segura ligger godt 10 km. nord for Torrevieja og knap 35 km. syd for Alicante og nås via N 332.
Udflugter | April 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |


















