Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Spanien gav dem nyt liv
Birthe og Kai nyder livet i Spanien
Birthe og Kai nyder livet i Spanien
Sygdom og nedslidning satte en tidlig stopper for Kai og Birthes karrierer, men i Spanien fik ægteparret ny energi og tog 10 år mere som aktive.

Af Michael Jepsen

”Du lider af en gensygdom. Du bliver ikke rask igen.”
Astmabronkitis, fibromyalgi og en gensygdom var mere, end kroppen kunne holde til. Alligevel var lægernes dom et hårdt slag for danske Birthe Lynge Marum.
Hun var blot 52 år, da hun blev dømt færdig på arbejdsmarkedet.
”Det er forfærdeligt at miste sine arbejdskolleger. Jeg var langt nede og følte mig meget lidt værd”, husker Birthe.
Hun følte, hun havde mere at give, så hun var glad, da hun og hendes norske mand Kai fik mulighed for at blive assistentpar på Costa Blanca på Sømandskirken i Villajoyosa.
Kai var mere skeptisk.
”Jeg troede ikke, vi kunne klare det. Jeg vidste ikke, hvad det indebar. Desuden har jeg sejlet i mange år, så jeg syntes, jeg havde rejst nok. Men Birthe overtalte mig.”
”Jeg sagde, at vi kunne vel prøve et halvt år”, supplerer hun.

Fik ny energi
Tiden gik hurtigt, og et halvt år endte med at blive til 10 år. Det behagelige spanske klima havde givet Birthe en helt ny energi.
”Jeg kan arbejde fuld tid, når jeg er her, men når jeg er i Norge, kommer det igen”, siger Birthe om sine skavanker.
Hun mener også, at arbejdet hjalp hende til at få det bedre.
”Jeg kunne være med i arbejdsfællesskabet. Det gør noget ved dig, så du bliver friskere.”

Præstens pc gik ned
Sømandskirken og reakreationscenteret Solgården i Villajoyosa er blevet Kai og Birthes andet hjem.
”Vi arbedede fra ni om morgenen til ni om aftenen, men vi havde så meget hygge”, fortæller Birthe, mens hun mindes de lidt kummerlige forhold.
”Når jeg skulle lave vafler, havde vi ingen strøm. Og når jeg tændte håndmixeren eller elkedlen, så gik præstens pc ned”, griner hun.
”Det var både sjovt og hårdt, men alt er jo sjovt, når man kigger tilbage.”
Nu har ægteparret trappet deres engagement i Sømandskirken ned, så der også er tid til andre aktiviteter som det ugentlige møde i cava-klubben hver lørdag formiddag. Deltagerne kører til dagens destination, går en tur, og afslutter dagen med det obligatoriske glas cava, mens Kai tager sin guitar frem og spiller og synger.

På sygebesøg
Hver onsdag besøger Kai sygehuset i Alicante, hvor han får en liste over de skandinaver, som er indlagt på hospitalet. Der ligger næsten altid mellem to og ti skandinaver på stueerne. Med sig har Kai en taske med skandinaviske aviser og gamle blade.
”Når jeg fortæller, at jeg kommer fra Sømandskirken, bliver de så glade for, at der endelig er nogen, som snakker skandinavisk, for der er ingen på hospitalet, som forstår, hvad de siger. Ofte ligger de uden nogen til at hjælpe sig, men når jeg kommer, ser jeg, hvordan de tør op. Man skal bare lige klappe dem på kinden og give dem et bjørneklem, siger Kai, og tilføjer at glæden er gensidig.
”Her kan jeg bruge de muligheder, jeg har i mig. Jeg føler, vi kan være noget for andre, og vi får meget igen. Det giver glæde og harmoni i livet, så det bliver positivt og meningsfyldt.”

Et lys i mørket
Kai mindes en bilulykke, hvor fire skandinaviske turister var involveret. Et ægtepar blev alvorligt skadet i ulykken.
”Kvinden lå med brækket bækken og brist i ryggen. Mandens ene øje hang ned ad kinden på ham, og han var sønderslået. Han måtte skrive til mig, for han kunne ikke tale. De var indlagt i flere måneder, men efter de blev udskrevet, er de kommet herned flere gange. De ser så nydelige ud og stråler hver gang. Der føler jeg virkelig, at jeg får noget igen”, fortæller Kai.
Ved en anden lejlighed blev han bedt om at spille og synge til en begravelse, hvor en mor havde mistet sin søn. Siden er han blevet god ven med moderen.
”Til begravelser tager jeg min guitar og vælger en sang, som jeg føler passer til familien. Det har noget at gøre med de mennesker, jeg møder. Det kan være en vise eller en salme”, siger Kai, der især holder af Grundtvigs salmer.

Bedst og værst
Birthe er ikke i tvivl om, hvad der for hende er det bedste ved Spanien
”Det er, at jeg er blevet friskere”, konstaterer hun, inden Kai tager over.
”For mig var det bedste, da jeg var blevet opereret for kræft. Det var en hård operation, og jeg troede, jeg skulle gå med kateteret resten af livet. Da jeg kom af med det, følte jeg, at jeg levede igen”, siger han.
På spørgsmålet om, hvad det værste ved Spanien er, vælger Birthe at kigge indad.
”Det er for dårligt, at vi ikke har lært sproget. Og så er det lidt frækt, at der så meget kø på de offentlige sygehuse”, siger hun.
Kai er til gengæld begejstret for de offentlige sygehuse
”Jeg synes faktisk, de er bedre end de private. På de offentlige hospitaler står døren åben ud til gangen, så man kan råbe efter sygeplejersken, når hun går forbi. På de private har du ganske vist eget toilet, men når personalet er færdig om morgenen, lukker de døren. Det virker lidt koldt. Hvis du ringer på klokken, kommer sygeplejersken ikke. I stedet er der en stemme i højttaleren, der spørger hvad der er galt. Og stemmen taler kun spansk.”

Et liv med kristendom
Selv om parret ikke svælger i kristendommens betydning for dem, er det tydeligt, at den fylder meget i deres liv.
”Kristendommen betyder alt for mig”, konstaterer Kai, mens Birthe nikker.
”Jeg er døbt og konfirmeret, men jeg blev først kristen, da Kai var ude og sejle, og jeg var alene med vores datter. En kristen familie hjalp mig med barnet, og jeg tror, det var meningen hele vejen. Jeg fandt ud af, at det var dét for mig. Kristendommen giver os en mening med livet. En tryghed og tro på, at der er noget efter livet. Det er ikke bare tilfældigt, at vi er her. Jeg forstår ikke, hvad folk, der ikke har en tro, gør. Der er nødt til at være noget før og efter, og jeg tror på, at Gud har skabt det hele”, siger Birthe.
Kai smiler og tilføjer, at der er meget godt at hente i kristendommen.
”Vi læser Bibelen, som vi spiser fisk. Tag det til dig, som du kan bruge, og lad det ligge, som du ikke forstår. Vi forstår ikke alt, og det er heller ikke meningen.”

Guldbryllup forude
Spanien har et så solidt tag i ægteparret, at det kun bliver til et par måneders ferie i Skandinavien hver sommer. Kai nyder især at holde ferie i Danmark.
”Det er godt at være norsk i Danmark. Danskerne er gæstfrie, maden er dejligt, og så har de noget godt øl.”
”Men hver gang vi er hjemme, så længes vi herned igen. Her har vi vores omgangskreds”, siger de i munden på hinanden.
Kai smiler og kigger på Birthe med et forelsket blik i øjnene.
”Vi har guldbryllup til næste år”, konstaterer han.
”Ja, hvis vi stadig er sammen til den tid”, driller Birthe, inden hun lader Kai få det sidste ord.
”Det håber jeg.”

Profiler | April 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer