Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Edith Piafs ulykkelige kærlighed
I den aktuelle biograffilm La Vie en Rose genopleves Edith Piafs forhold til Marcel Cerdan.
I den aktuelle biograffilm La Vie en Rose genopleves Edith Piafs forhold til Marcel Cerdan.
Som barn var Edith Piaf fattig, blind og døv og voksede op på et bordel. Mod alle odds løftede hun vingerne og fløj væk fra elendighed mod storhed og berømmelse, men i sit vilde forsøg på at håndtere sin tragiske skæbne, brændte hun vingerne. Hun kom sig aldrig over tabet af sit livs store kærlighed, bokseren Marcel Cerdan.

Af Michael Jepsen

På Restaurant Marcel Cerdan i Alicante sidder indehaveren René, der har opkaldt stedet efter sin berømte far. Han tager en smøg ud fra den hvide Kent Blue pakke, der hviler næsten livløst på bordet i det ene hjørne af restauranten. Samtalen drejer sig om hans fars forhold til den franske sanglegende Edith Piaf. Et forhold som nu beskrives detaljeret i filmen ”Spurven - La Vie en Rose”, der har premiere 14. april i Danmark og 20. april i Spanien.
René tager et sug af cigaretten, mens han nikker indforstået.
”For øjeblikket tales der meget om min far på grund af filmen om Edith Piaf. I vores familie har vi forsøgt at få indflydelse. Vi ville gerne have set filmen først og have givet vores godkendelse, for der er en scene, hvor Edith Piaf er i seng med min far. Min mor lever stadig, og hun bliver konstant mindet om deres forhold. Hun er gammel og træt, og nu skal hun have lov til at være i fred. Vi forsøger at skåne hende mest muligt for minderne om det. Af samme årsag har har vi heller ikke et eneste billede af min far sammen med Edith Piaf her i restauranten” fortæller René.
Han er ikke stolt af, at hans far var moderen utro, men ønsker heller ikke at dømme faderen, som han mener må have været ensom, når han rejste rundt i Europa og USA til sine boksekampe.
”Min mor ønskede aldrig at rejse med min far. Hun ville blive hjemme”, siger René og kigger med et fjernt blik på cigaretten i hånden, som om den kan legitimere faderens forhold til den berømte sangerinde.

Et pr-stunt
Edith Piaf havde mange kærester, hvoraf flere var berømtheder, men ingen af dem elskede hun så højt som Marcel Cerdan.
”De fleste af de mænd, som kom ind i Edith Piafs liv, solede sig i hendes berømmelse. Da min far mødte hende, var hun et stort navn i Frankrig, men ukendt i USA. Min far var derimod allerede et kendt navn i USA, hvor han havde bokset mod mange amerikanere. Derfor arrangerede Edith Piafs agent, at de blev fotograferet sammen”, fortæller René.
”Edith Piaf forelskede sig i min far, som var en enkel person. Han ønskede ikke en masse PR, blot et ærligt forhold. Hun blev berørt over, at han var interesseret i hende som kvinde og ikke som berømthed”, forklarer René og giver et lille, men rammende eksempel på deres forhold.
”Hun har sagt, at af alle de mænd, der havde lånt hendes bil, var min far den eneste, der havde leveret den tilbage med fuld tank”, siger René med et smil, inden alvoren igen overtager udtrykket i øjnene.
”Edith Piaf elskede min far. Alle hendes sange er dedikeret til ham. Da han døde, blev hun sindssyg.”

En offentlig hemmelighed
Marcel Cerdan og Edith Piaf blev avisernes yndlinge, men det var uklart, om deres forhold kun var venskabeligt.
På et tidspunkt holdt Marcel Cerdan pressemøde inden en vigtig kamp i USA. Journalisterne brændte efter at stille det spørgsmål, som alle ønskede at kende svaret på. Bokseren kom dem i forkøbet og bad dem om at spørge ham om det værste, de kunne finde på.”
”Har du et forhold til Edith Piaf?”
”Ja, jeg er sammen med hende, men jeg er en gift mand. Og nu spørger jeg jer som mænd, hvad I gør med den oplysning.”
René tager et sug af cigaretten, puster ud, og lader røgen hænge et øjeblik i luften, inden han bryder den lille røgsky med den næste sætning.
”Ingen af journalisterne skrev om deres forhold.”
Meget er sket siden 1940’erne. Nu er der anderledes kontant afregning på aviserne og ugebladenes forsider.
”Efter min fars død begyndte skriverierne, og de er fortsat lige siden. Journalisterne er kun interesseret i at vide, hvem Edith Piaf var sammen med. Da min far døde, rejste hun til Nordafrika for at besøge min mor. Hun sværgede over for hende, at hun aldrig havde haft et forhold til hendes mand. Edith Piaf elskede min far, og hun ønskede ikke, at min mor skulle lide.”
Sangerindens kærlighedsforhold til bokseren beskrives i den aktuelle biograffilm ”Spurven - La vie en Rose”. Samme tema blev beskrevet i filmen ”Edith og Marcel” fra 1983, hvor den mandlige hovedrolle blev spillet af Renés storebror, Marcel Cerdan Jr. 

 

EDITH PIAF
Født Edith Giovanna Gassion
Blev 47 år (1915 - 1963)
Kælenavn: Spurven
Mest kendte sange:
La Vie en Rose
Hymne à l'amour
Milord
Non, je ne regrette rien 


EDITH PIAF
Edith Piaf voksede op i ekstrem fattigdom i Paris’ gader. Faderen var gadegøgler, moderen sang på caféer. Kort efter fødslen blev hun efterladt af sine forældre, og voksede op i sin bedstemors bordel. Som barn blev hun efter sigende både blind og døv, men hun genvandt både sit syn og sin hørelse. Som 16-årig fik hun en datter, som døde som spæd af meningitis.
Efternavnet Piaf fik hun som 20-årig. Piaf er et parisisk ord for spurven, som blev hendes kælenavn. Spurven spredte sine vinger ud, og fløj højt. Højere end vingerne kunne bære. Hun levede et lidenskabeligt liv med mange glæder og endnu flere sorger.
Hendes personlighed og hjerteskærende stemme gjorde hende til en af Frankrigs største sangerinder nogen sinde. Hendes popularitet blev ikke mindre af, at hun under Anden Verdenskrig var aktiv i den franske modstandsbevægelse.
Efter Marcel Cerdans død var hun i en bilulykke og blev afhængig af morfin.
Hun døde af kræft som 47-årig i 1963.
Den katolske ærkepiskop i Paris nægtede hende en begravelsesmesse på grund af hendes vilde livsstil. Alligevel mødte mere end 40.000 mennesker op på kirkegården til begravelsesceremonien. Edith Piafs gode ven, den franske sanger Charles Aznavour, har sagt om begravelsen, at det er den eneste dag, udover afslutningen på Anden Verdenskrig, hvor trafikken i Paris har stået helt stille.

 

Profiler | April 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer