 | |
For bare et par år siden ville investorer uden for den asiatiske region stort set have ignoreret et fald af denne størrelsesorden. Men tiderne har ændret sig. Den dominoeffekt, som kursfaldet på det kinesiske marked havde på alle de større markeder og især Emerging Markets, afspejler to bemærkelsesværdige tendenser: 1) de globale aktiemarkeder bevæger sig nu i et mere synkront forløb med større korrelation end nogensinde før, og 2) Kinas rolle og betydning for verdensøkonomien er steget væsentligt.
Tidspunktet for frasalget faldt sammen med andre faktorer, der forværrede udviklingen: bekymring over USA’s reaktion på Irans atomprogram, tidligere centralbankchef Alan Greenspans udtalelser om en mulig recession i USA, bekymring over den amerikanske økonomi efter en række overraskende dårlige nøgletal og fortsatte tegn på problemer på det amerikanske lånemarked for låntagere med lav kreditværdighed.
Men i stedet for et sammenfald af uheldige omstændigheder var den egentlige årsag bag det pludselige fald på aktiemarkederne måske snarere den kendsgerning, at kurserne var steget stort set uafbrudt siden maj 2006 – og at den seneste uro derfor var en god undskyldning for langt om længe at hjemtage gevinst.
Aktieinvestorerne står nu over for spørgsmålet om, hvorvidt den seneste udvikling på markedet afspejler en større korrektion eller er starten på et generelt faldende marked. Usikkerheden gør investorerne nervøse og tilbøjelige til at overreagere ved selv de mindste skuffelser. Med klare tegn på en relativ høj grad af sårbarhed har markederne brug for at blive beroliget, hvis de skal stabilisere sig. Beroligende ord fra USA’s centralbankchef, Ben Bernanke, har indtil videre ikke haft den ønskede effekt, og dårligere amerikanske nøgletal end ventet har ikke ligefrem hjulpet på situationen. Der er dog indtil videre ikke tegn på, at sandsynligheden for en egentlig recession i verdens førende økonomi er steget. Mens en vis bedring af udsigterne for den amerikanske økonomi derfor nok vil løfte stemningen noget, vil det kræve meget at genoprette tilliden på markedet.
Aktier
Efter det kraftige kursfald ultimo februar har aktiemarkederne kæmpet for at finde et stabilt leje. Pludselig er alle de potentielt negative faktorer, som investorerne har ignoreret i de seneste måneder, vendt tilbage for at plage dem med fornyet styrke. Det første chok over ”sorte tirsdag” blev fulgt af flere salgsbølger, selvom aktiehandlere på jagt efter en god handel af og til blandede sig. Aktiemarkederne blev også ofre for en af de faktorer, som har bidraget til de seneste kursstigninger: den rigelige likviditet. Investorerne har udnyttet den høje likviditet i markedet til at sælge aktier til fordel for de relativt sikre obligationer eller simpelthen til at rejse kapital til at dække andre forpligtelser.
Siden det første store frasalg og perioden umiddelbart efter er der set spredte forsøg på at få markedet på ret køl, men der synes ikke at have været megen overbevisning bag, og i betragtning af den vedvarende tvivl i markedet vil et egentlig opsving måske heller ikke være holdbart p.t. Jo længere den nuværende situation varer ved, jo større bliver presset for at sælge aktier for at dække andre tab. Det gælder især for hedgefondene. Dette tvungne salg vil måske få andre investorer til at følge trop, hvilket kan udløse en selvforstærkende, nedadgående spiral i aktiekurserne, som vil fortsætte, indtil der igen bliver balance på markedet. Der er ikke ligefrem tale om skruen uden ende, men det giver ingen mening at forsøge at forudsige, hvor markedet foreløbig vil bunde, fordi det er komplet umuligt at vurdere investorernes ultimative likviditetsbehov.
Obligationer
Markedet for statsobligationer steg generelt som følge af nedturen på de globale aktiemarkeder. Ikke kun fordi obligationer generelt anses som det primære investeringsalternativ til aktier, men også fordi de har status som ”safe haven” i perioder med stor uro på markedet. Det var især tilfældet i USA, hvor markedet forventer rentenedsættelser i tilfælde af reelle tegn på en forestående recession. For mange investorer er statsobligationer for tiden det eneste sikre alternativ, efter at de mere spekulative udstedelser, herunder især Emerging Markets-obligationer og erhvervsobligationer fra selskaber med lav kreditværdighed, nu anses for at indebære større risici.
Valuta – fokus på carry-handler
En af de andre effekter af kollapset på aktiemarkedet ultimo februar var en styrkelse af lavrentevalutaer som fx JPY and CHF. Disse valutaer er længe blevet anvendt til såkaldte carry-handler, hvor investor sælger/låner et beløb i en valuta med relativ lav rente og bruger provenuet herfra til at købe en valuta med et højere afkast for derved at opnå en gevinst på ”rentespændet”.
Det er en god forretning, så længe 1) spændet er stort nok til, at investor opnår en gevinst efter fradrag af låneomkostninger, 2) renten på den solgte/lånte valuta ikke stiger væsentligt i forhold til den købte valuta, og 3) den solgte/lånte valuta ikke styrkes markant over for den købte valuta på valutabørserne. Da de større aktører ofte benytter sig af gearing (låner op til mange gange den investerede kapital) i forbindelse med carry-handler, kan selv små valutabevægelser i favør af disse transaktioner ofte resultere i enorme afkast, mens en ugunstig udvikling kan medføre betydelige tab, hvis positionen ikke er tilstrækkelig afdækket.
Styrkelsen af JPY og CHF siden ultimo sidste måned er hovedsagelig et resultat af afvikling af sådanne carry-handler, dvs. investorerne har solgt den købte valuta for at tilbagebetale den lånte. Denne udvikling er ikke bekymrende i sig selv. Men som følge af det massive omfang af ”åbne” carry-handler på verdensplan kunne man godt frygte, at en kollektiv, panikagtig afvikling af disse positioner kunne skabe betydeligt kaos i det globale finansielle system.
Jura & Finans | April 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
