Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Kaos og lovløshed hersker på Orihuela Costa
Af Michael Jepsen

12.300. Så mange valgkort er blevet returneret til Orihuela Kommune, fordi kortene er blevet udstyret med en forkert adresse. Paradoksalt nok har indbyggerne i Orihuela Costa derimod ingen problemer med at få deres regninger.
”Tjah, vi må jo tvivle på, om de vil have os til at stemme”, lyder svaret fra Robert Houliston.
Englænderen er en af stifterne af partiet CLARO, der arbejder for bedre forhold for indbyggerne i Orihuela Costa. Partiet stiller op til kommunalvalget 28. maj i år.
Orihuela Costa er en del af Orihuela Kommune. Orihuela by ligger en halv times kørsel inde i landet. Her er rådhus, kulturelle faciliteter, legepladser, grønne områder. Kort sagt alt, hvad man forbinder med en almindelig spansk by.
Ingen af delene finder man i Orihuela Costa.
Politikernes begrundelse er, at kystområdet er et ferieområde og ikke et boligområde. Den forklaring stiller folkene bag CLARO sig imidlertid ikke tilfredse med.
”Orihuela Costa har 22.000 registrerede EU-borgere. Fordi byggeboomet har været ukontrolleret, er der ingen styr på de reelle adresser, som ikke svarer til de officielle adresser”, fortæller Robert Houliston.

Mistanke om korruption
Nogle vil måske hævde, at der blot er tale om endnu en række forkælede udlændinge, der ikke har andet at lave end at brokke sig over tingenes tilstand. Derfor har folkene bag CLARO-komiteen lagt vægt på, at to spaniere sidder med i komiteen, der desuden tæller to tyskere og tre englændere.
Den nuværende borgmester i Orihuela er PPs José Manuel Medina, der ikke stiller op til genvalg ved valget 28. maj i år. Måske skyldes det, at han har for travlt med at forsvare sig mod de 16 sager om korruption, han står anklaget for.
Han har i stedet overladt roret til partikollegaen Monica Llorente, men det er situationen ikke blevet meget bedre af, lyder klagen fra CLARO-folkene.

Den sidste jomfru
Monica Llorentes første handling var at tillade byggeret af 1.500 ferieboliger i naturområdet La Mosca. Dermed mister Orihuela Costa sit sidste stykke kystnatur, når boligerne opføres på den sidste uberørte strækning.
Et andet problem er, at politistyrken er koncenteret om fastlandet, mens kystområdet bliver nedprioriteret.
”Orihuela by har 146 politibetjente til 22.000 indbyggere. Vi har 13 betjente til officielt det samme antal, selv om der reelt bor mere end 50.000 indbyggere. Det må jo være fordi, vi ingen kriminalitet har. Hvor er det dejligt”, lyder det med bidende engelsk sarkasme fra Norah Bond, der sidder i bestyrelsen.

En sag der stinker
Det kniber tilsyneladende også med viljen til at gøre noget ved renovationen i området, for affaldsposer ligger hulter til bulter ved siden af overfyldte containere. Og det er ikke den eneste, der stinker på Orihuela Costa.
”Vi har kun én eneste folkeskole i området, men børnene har problemer med vejrtrækningen. Kloaksystemet fungerer ikke, så eleverne får undervisning i stinkende lokaler”, siger Norah Bond.
”Vores familier kan ikke forstå, hvorfor vi bor her i slum. Men jeg har arbejdet hele mit liv for at kunne bo her, så jeg bliver her”, fortsætter CLARO-medlemmet.
Hun undrer sig over, hvorfor området ikke har en eneste legeplads, grønt område, bibliotek eller kulturelle faciliteter. Da hun var på turistkontoret i Orihuela Costa for at spørge, hvorfor det forholder sig sådan, svaerede pigen på turistkontoret, at Orihuela Costa betragtes som et ferieresort.
”Da jeg sagde, at det var for dårligt, og at man burde brokke sig, lagde hun sine arme på mine skuldre og sagde; åh ja, vil I ikke nok klage. Det er den eneste måde, det kan blive bedre på.”
Norah Bond tilføjer, at udover de manglende faciliteter, bør der generelt være mere styr på tingene i området.
”De prostituerede skal ikke stå i forretningscentrene, men i rundkørslerne, hvor de hører hjemme.”


CLARO
Uafhængigt politisk parti stiftet september 2006
Stiller op til byrådet i Orihuela ved kommualvalget
Varetager interesser for borgere i Orihuela Costa
7 bestyrelsesmedlemmer; 3 englændere, 2 tyskere, 2 spaniere
Nyheder | April 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer