 Kurt Mosgaard | |
Af Jette Christiansen
Konflikten i den tidligere spanske koloni i Vestsahara har endnu ikke fået en lykkelig afslutning. De spanske tropper forlod området i 1976, hvor landet i stedet blev invaderet af Marokko. Befolkningen ønsker selvstændighed, hvilket kommer til udtryk ved demonstrationer og væbnet opstand, ledet af den såkaldte Polisario-front.
Den prekære situation overvåges af FN’s fredsbevarende styrker med den danske generalmajor Kurt Mosgaard fra Jydske Dragonregiment som ansvarlig for styrkerne, kaldet Minurso. Han har haft en usædvanlig karriere i det danske forsvar og som udsendt til kriseramte områder, og gjorde sig bemærket, da han fjernede det marokkanske flag fra FN’s bygning i Vestsahara.
Magasinet Dansk har talt med ham om FN’s rolle, hvorvidt den nyudnævnte generalsekretær, Ban Ki-Moon, kan gøre en forskel, og om, hvordan det er at leve og arbejde i Vestsahara.
Hvor præcist befinder I jer og hvordan er der?
Vestsahara er ca. 266.000 km2, eller seks gange større end Danmark - ca. som Storbritannien. Territoriet ligger ved Atlanterhavet lige ud over for de kanariske øer – med Marokko mod nord, Algeriet mod nordøst og Mauretanien mod øst og syd.
Vi har hovedkvarter i den største by, Laayoune, og har militærobservatører fordelt i ni ”team-sites” ude i ørkenen på begge sider af den sandvold, som opdeler området i to fra nord til syd. Endvidere har vi et forbindelseskontor i det sydvestlige hjørne af Algeriet, tæt ved de lejre, som huser ca. 150.000 flygtninge.
Der er KURSIV START meget KURSIV SLUT sand men også en lang kystlinie og mange fisk i havet. Der er pragtfuld natur, som varierer meget fra sted til sted og i takt med årstiderne. Miljøet kunne man dog godt passe noget bedre på.
Om sommeren er der inde i ørkenen op mod 60 grader i skyggen - en skygge, som ikke er der.
Hvilke andre nationaliteter er med i Minurso-styrken?
På den militære side af Minurso er der pt. 25 bidragende lande - de største er Kina, Rusland, Frankrig, Malaysia, Ghana og Ægypten. Militærpersonellet er alle officerer med grader fra kaptajn til oberst - og så den danske general. Vi er to militære danskere og to civile svenskere og en civil nordmand.
Hvori består dit daglige arbejde? Og soldaternes?
Hovedopgaven er at overvåge de to militære styrker fra Polisario og Marokkos hær, så våbenhvilen kan bevares. Bl.a. er der en ”Zone of Separation” (en slags ingenmandsland) på fem kilometers bredde langs sandvolden, hvor der ikke må være andet militær end FN’s. Denne opgave løses af mine militærobservatører gennem patruljer i bil, til fods og per helikopter.
Min opgave består i at dirigere deres indsats fra mit hovedkvarter, ugentlige besøg hos dem i ørkenen, møder med de to parters civile og militære chefer og kontakt/besøg i FN-hovedkvarteret i New York samt ambassader m.v. i Marokko, Algeriet og Mauretanien.
Har I været udsat for nogen form for kamp eller større uroligheder?
Der har ikke været egentlige kamphandlinger siden 1991. Der trues nu oftere og oftere med en genoptagelse af krigen, da der ikke er fundet en politisk løsning. Der er ofte demonstrationer og uroligheder i territoriet. Vores største risiko pt. er dog tilstedeværelsen af millioner af miner og sprængfarlige bomber fra krigen.
Du blev noget upopulær blandt marokkanerne, og respekteret blandt vestsaharianere, da du fjernede det marokkanske flag fra FN-bygningen. Hvordan oplevede du det? Har stormen lagt sig?
Det skabte en del storm, hvilket jeg da også havde forventet. Men det var det rigtige at gøre, og jeg er ikke her for at blive populær. Det er derimod vigtigt for begge parter, at FN er og bliver set som værende upartisk, ellers kan vi ikke nyde den tillid hos begge parter, der skal til for at vi kan mægle i kritiske situationer. Det må være princippet - og jeg er villig til at tage konsekvensen. Vi får se.
Kan du se nogen umiddelbar løsning på den problematiske situation?
Desværre ikke umiddelbart. Men der er måske muligheder for at gøre tilværelsen bedre for flygtningene i lejrene, hvis parterne vil være lydhøre og fleksible.
Anser du, at Marokko slet og ret har besat landet?
FN definerer ikke området som et land, men et territorium, hvis tilhørsforhold ikke er afklaret. Marokko har besat territoriet og er overbeviste om, at det er deres ret. Andre mener noget andet - det er baggrunden for krigen.
Hvad ville der ske, hvis FN-tropperne forlod området?
Krigen vil nok blusse op igen.
Spanien har jo et specielt forhold til området, hvad kan landet gøre for at afhjælpe situationen? Og uden at ødelægge forholdet til Marokko?
Det vil jeg overlade til Spanien.
Hvilken fejl begik Spanien, da man forlod området?
Det vil jeg med glæde overlade til andre at vurdere, jeg vælger at se fremad.
Tales der stadig spansk der?
Vest for sandvolden kun hos den ældre generation og kun sporadisk i forbindelse med møder med bl.a. mine spansktalende observatører fra Sydamerika - og bl.a. i den spanske kirke i Laayoune, hvor der er tre spanske padres. Der er i øvrigt en vis trafik fra Las Palmas til Laayoune.
Øst for sandvolden, som er kontrolleret af Polisario, er spansk mere almindelig, især i flygtningelejrene. Når man går en tur der, møder man mange børn, der holder sommerferie i Spanien - og mange spanske familier genvisiterer hvert år i lejrene. Jeg har derfor fordelt hovedparten af de spansktalende militærobservatører fra de sydamerikanske lande til området øst for sandvolden.
Hvordan er leveforholdene for den almindelige vestsaharianer?
Arbejdsløsheden er stor i Vestsahara, men jeg ser ingen decideret sult. Midlerne er små, men nok ikke værre end i regionen som sådan.
På et tidspunkt blev en delegation fra Europa-parlamentet nægtet indrejse. Hvordan kunne det ske?
Det må du vist spørge EU-parlamentet og Marokko om, da der er mindst to meninger om sagen. Der var i øvrigt også et nordisk (finsk-svensk-norsk) besøg planlagt til VS fra ambassaderne i Rabat, som blev afvist. Men der kommer faktisk også en del besøg ind – bl.a. OHCHR fra Geneve i maj 2006.
FN’s rolle
Du har været ansvarlig for FN-styrkerne i Vestsahara siden 15. september 2005. Hvad føler du selv, at I opnår?
Jeg skal være den første til at ønske, at jeg havde muligheden for at løse konflikten! Jeg må desværre nøjes med det, der er mindre, men det er heller ikke uvæsentligt.
Først og fremmest holder vi våbenhvilen kørende. En krig vil ikke løse problemet, derimod ville mange blive dræbt og såret, flere vil blive flygtninge – og krigen ville kunne bredde sig til hele regionen. Så det er da en del værd.
Dernæst har jeg fået startet minerydning i området, så de daglige brugere udsættes for mindre risiko og ulykker - ikke mindst væsentligt, når området forhåbentlig igen åbnes, og flygtningene kan vende tilbage. Det bruger jeg meget tid på og jeg har mange ”jern i ilden” på området.
Endelig støtter vi med fly og læger m.v. familiebesøg mellem flygtningelejrene og Vestsahara. Men ventelisten er lang, ca. 20 år, hvis man står nederst på listen! Dertil kommer telefon og post mellem de adskilte familier, hvoraf nogle ikke har set hinanden i 30 år.
FN har været igennem et tronskifte. Tog den tidligere generalsekretær, Kofi Annan, en stor interesse i konflikten?
I muligt omfang. Jeg tror, han gjorde, hvad der var menneskeligt muligt for en generalsekretær for FN. Men FN har styrker i 18 konfliktområder, på vej mod 22, og det tager tid og kræfter. Tragedier som i bl.a. Darfur og Congo har naturligvis været prioriteret. Dræbte tælles der i mange hundredetusinder, flygtninge i millioner - det har Vestsahara også indirekte måttet lide under.
Tror du, at den nye mand, Ban Ki-Moon, vil involvere sig specielt?
Jeg håber det, men jeg ved det ikke. Det afhænger nok mere af Sikkerhedsrådets vilje og evne til at blive enige. Han bliver som Kofi Annan nødsaget til at prioritere sin indsats.
Tættere på Kurt Mosgaard
Du kommer fra Jydske Dragonregiment i Holstebro. Er du selv fra Holstebro?
Helt præcist opvokset i Sunds ved Herning, så det er tæt på. Nuværende bopæl i Danmark er Mønsted ved Viborg sammen med fru Anette.
Den 1. oktober blev du også chef for den civile del af Minurso, hvad er den civile del?
Minurso består af ca. 230 militære og ca. 250 civile, heraf er ca. halvdelen internationale. Deres opgave er administration, politiske indberetninger til New York, vagt/sikkerhed, logistik, reparation af biler, elektronik etc. Jeg er kun midlertidigt chef for denne del.
Du har rank af generalmajor, hvor mange år har du været i det danske forsvar?
Jeg har været i forsvaret siden 1974, men har haft to år på orlov som vicekommunaldirektør i Skærbæk 1992-1993.
Hvor mange år har du været en del af FN’s fredsbevarende styrker og hvor har du ellers været udstationeret?
Jeg var udsendt med FN til Kroatien 1995, med NATO til Bosnien 1996, udlånt til Udenrigsministeriet/Danida og udsendt til Zimbabwe og det sydlige Afrika 1997-2000 (opbygning af fredstræningscenter og samarbejde mellem de 14 sydafrikanske lande). Jeg nåede at træne ca. 500 afrikanske officer og få skabt øget samarbejde mellem landene - den første grundsten til det, som nu er meget oppe under African Union: African Stand-By Brigader. Et forsøg på at hjælpe Afrika til selv i større omfang at tage vare på sine konflikter og arbejde for fred.
Desuden arbejdede jeg i NATOs hovedkvarter i Bosnien/Sarajevo 2000-2001. Endelig var jeg militærrådgiver og ministerråd på Danmarks faste mission ved FN i New York 2001-2003 (inkl. 11. sep. 2001). Her varetog jeg forbindelsen mellem FN og forsvaret og politiet (også islandsk politi) og var politisk sagsbehandler vedr. en række konflikter, bl.a. alle i Afrika. Jeg repræsenterede Danmark (og EU under vores EU-formandskab) i forskellige FN-udvalg. Så jeg har været lidt rundt.
Hvor/hvordan bor I?
I Laayoune bor jeg på et hotel, hovedkvarteret er på en tidligere skole. De ni team-sites er selvstændige enheder dybt ude i ørkenen op til 600 km fra Laayoune (de kanariske øer kun 150km!) – her bor vi i en slags telte og containere med egen strømproduktion (generatorer), køkken og alt.
Rejser du meget?
Til New York et par gange om året, Danmark ca. 3 gange. Derudover rejser jeg meget i området, til team-sites, Mauritanien og Algeriet, et par dage hver uge.
De fleste af os har svært ved at forestille os, hvordan det er at bo og leve i Vestsahara. Hvad får du fritiden til at gå med?
Jeg har simpelthen ingen fritid – jeg arbejder syv dage om ugen fra 08.00 til 24.00 og kaldes op, når der er fare på færde. Men jeg nyder arbejdet og naturligvis er en patrulje med mine observatører ikke noget, der på nogen måde stresser mig. Det giver mulighed for at bestige bjerge, nyde naturen. Men jeg har faktisk en lækker mountainbike fra Danmark, fiskeudstyr og løbetøj, som jeg snart håber at kunne finde lejlighed til at anvende.
VESTSAHARA
Baggrunden for konflikten
• 1886
Spanien annekterer den del af Vestsahara, der kendes som Spansk Sahara.
1895
Sheik Ma al-Aini grundlægger fæstningen Smara, hvorfra han med støtte fra Sultanen af Marokko bekæmper den spanske (og franske) tilstedeværelse. Han får armen vredet om af europæerne, og indstiller støtten til oprørerne, som gør gengæld ved at udvide aktionsområdet til Marokko.
• 1913
Franskmændene erobrer Smara.
• 1934
Spanierne overtager i stedet Smara.
• 1956
Marokko bliver selvstændig og Vestsahara står alene i kampen mod de spanske tropper.
• 1967
Hovedstaden, Laayoune grundlægges, det samme gør bevægelsen Al Muslim og Fronten til Saharas Befrielse. Få år senere går man til væbnet kamp og POLISARIO-fronten dannes.
• 1973
FN beder Spanien om at give folket selvbestemmelse. Den Internationale Domstol i Haag fastslår, at Vestsahara ikke tilhører hverken Spanien eller Marokko. 350.000 marokkanere går over grænsen til Vestsahara.
• 1976
Spanien meddeler, at landets tilstedeværelse er slut, og vestsaharianerne bebuder, at den selvstændige stat, Den Demokratiske Arabiske Republik, er født. Flere lande anerkender den nye stat, men ikke Marokko.
• 1985
FN’s afkoloniseringskomité anerkender Vestsaharas ret til selvbestemmelse.
• 1986
Der udskrives med Marokkos støtte en folkeafstemning, hvor valget står mellem fortsat tilhørsforhold til Marokko eller uafhængighed, som skal finde sted i 1992.
• 1992
Kommer og går, og man venter stadig på en folkeafstemning. Polisario forsætter derfor, hvad de kander en intifada.
BAN KI-MOON
FN’s nye generalsekretær, Ban Ki-Moon
Ved indgangen til 2007 overtog den 62-årige Ban Ki-Moon Kofi Annan’s job som FN’s generalsekretær. Sydkoreanske Ban Ki-Moon var tidligere udenrigs- og handelsminister.
Kofi Annan betegnede jobbet som ”verdens mest umulige”, eftersom generalsekretæren altid står for skud, når noget går galt i den store verden. Og det gør det som bekendt ofte. Dog kan FN kun være så effektiv, som de 192 medlemslande bevilger, og som det magtfulde, men ofte handlingslammede Sikkerhedsråd kan enes om. Men de varme kartofler ender altid hos generalsekretæren, som er det evige offerlam.
Det er Ban Ki-Moons nye stilling. Første dag på kontoret blotlagde han dog sin egen strube ved at udtale, at Irak havde ret til at hænge Saddam Hussein, og at ethvert land selv måtte afgøre, hvorvidt man ønsker at anvende dødsstraf. Det vakte forargelse og skandale, fordi FN’s officielle position er at være modstander af dødsstraf.
Tema & Debat | April 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
