Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Monastrell: Smagsoplevelser for feinschmeckere
Af Michael Jepsen

Når man bevæger sig ned af Calle San Fernando, der går parallelt med strandpromenaden, skulle man ikke umiddelbart tro, man er på vej mod en af Alicantes fineste restauranter. På gaden passerer vi et usselt hostal og et insisterende neonskilt, der reklamerer for en luderbar. Steder, som danner en skarp kontrast til den æstetiske, næsten anonyme facade på den nærliggende ekslusive restaurant Monastrell.
De minimalistiske lokaler er udtænkt af den kendte, lokale designer Javier García Colera. Den enkle stil holdes hele vejen igennem fra facaden til indretningen.
Det gælder både belysning, farver og materialerne, som består af træ, glas, aluminium, grå sokler og vægge helt i hvidt, samme farve som dugene på bordene.
Tilbehøret er begrænset til enkle detaljer som buketter af store, friske blomster og slebne småsten på bordene. Intimiteten og enkeltheden går igen i selve restauranten, der blot rummer et halvt dusin borde.
Gennem en lille sprække i endevæggen kan man fornemme kokkene tilberede maden i køkkenet.
Som en appetitvækker på kreativiteten inde bag sprækken, får vi en lille sardin med tilhørende græskarpuré serveret i glas.
Til forret vælger vi sæsonens grøntsager samt lækre skiver af jamón iberico, hvor den dejlige smag bliver fremhævet, når man med let hånd drysser groft salt henover de papirtynde skiver.

Eksklusiv hamburger
Noget så umiddelbart primitivt som en hamburger har fundet vej til menukortet, men fordommene snyder. Både kvalitet og pris (29 euro) ligger uendeligt langt fra det, man forbinder med en typisk McDonald’s burger. Mellem de sprøde boller ligger det eksklusive kobekød, som stammer fra japansk kvæg, der er fodret med øl og massseret for, at kødet skal være så mørt som muligt.
På en dansk Hereford-restaurant kan man i øvrigt få en 500 grams kobebøf for den nette sum af 1.285 kroner. Men kobe-bøffen får også andre sværvægtere som Chianina-steaks og côte de boeufs til at blegne i sammenligning. Kobekødet indtager således en velfortjent placering i verdensgastronomiens top sammen med kaviar, trøfler og den spanske sortfodsskinke.

Fisk på bordet
Nysgerrigheden efter at smage bøffernes overgud er stor, men det virker alligevel lidt for langt ude at bestille en burger på så fin en restaurant, så vi foretrækker fisk akkompagneret af en god hvidvin.
Vi vælger torsk anrettet i en bund af arroz caldoso, en risbouillon som er typisk for Alicante-egnen, samt havtaske i spinat dekoreret med en skum af æggehvide, der er pisket til næsten vægtløs tilstand. Begge retter smager glimrende.
Til dessert prøver vi kefir-is, som er en syrlig drik af gæret mælk, serveret med sukkerfri appelsinmarmelade på toppen. Vi får også smagt en is lavet af den berømte nougat fra det nærliggende Jijona-distrikt.
Især kefir-isen giver en anderledes smagsoplevelse, som skiller sig ud fra vante restaurantoplevelser, uden at det dog bliver for avanceret for almindelige mennesker.

Alt i safran
Er man en stor fan af det spanske safran-krydderi, er azafrán-menuen til 55 euro et oplagt valg. Her spiller det røde krydderi en rolle i alle retter, lige fra østers, jomfruhummeren og pattegrisen til desserten med hvid chokolade på en bund af appelsiner.
Fra safran-menuen når vi at smage brødkrummer, som er dyppet i safran og blandet med sukker og hvidløg. Kombinationen giver en pikant smag, der pirrer smagsløgene med en sød-syrlig prikken.
Restaurantens ejer María José San Román kommer desuden forbi vores bord for at give en smagsprøve på de karakteristiske kanelmarengs, som hun selv har opfundet.
Efter de mange retter efterfulgt af kaffe er både maven og sanserne mættet, så vi bevæger os ud af Restaurant Monastrell, hvor nattelivet i Alicante så småt er begyndt at røre på sig.


EJEREN
Restaurant Monastrell blev åbnet i 1997 af María José San Román, der desuden ejer spisestederne La Taberna del Gourmet og La Vaquería, baren Los Mejillones samt diskotekerne Z-Club og BARQ i Alicante. Den 52-årige kok har fået sin gastronomiske opdragelse hos Spaniens ypperste kokke, og har arbejdet på en restaurant i henholdsvis Barcelona og Gerona. Begge restauranter har to stjerner i Michelin-guiden.


Restaurant Monastrell
C/San Fernando 10
Alicante
Tlf: 965 200 363
Kultur & Gastronomi | Maj 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven



























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer