Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Spansk arbejdsmentalitet: Hellere i går end i morgen
Af Tina Julsgaard

”Alting foregik allerede i går, i stedet for at blive udskudt til i morgen.”
Et usædvanligt udsagn om spansk arbejdsmoral. Men sådan opfatter Jens Heinsdorf den spanske virksomhed han er ansat i. Han har siden januar sidste år været chef for den tekniske afdeling i Madrid-virksomheden Satlink, der udvikler og forhandler satellit- og kommunikationsudstyr.
Og hans opfattelse af det spanske arbejdsliv ligger da også meget langt fra den næsten stadfæstede fordom, vi udlændinge har om, at spanierne har mañana-mentalitet. Jens har kun oplevet, at tingene går så stærkt, at det føles som om resultatet er skabt, før ideen er tænkt til ende.
”Intet bliver overladt til i morgen, beslutningstagning foregår her og nu, og samme princip gør sig gældende med hensyn til igangsætning af nye projekter. Mentaliteten er resultatorienteret, der tænkes hurtigt, der arbejdes hurtigt og sideløbende hermed drøner kreativiteten bare derudaf. Satlink befinder sig konstant i overhalingsbanen,” fastslår den 41-årige dansker, der for lidt over et år siden satte et punktum for sin karriere som chef for en af udviklingsafdelingerne hos Danmarks største virksomhed i kommunikationsudstyr, Thrane & Thrane, for at realisere drømmen om et liv i Spanien.

Kunne ikke sige nej
Jens er kommet hos Satlink gennem mange år, eftersom de er distributører af Thrane & Thranes kommunikationsudstyr. Så da ejerne tilbød ham en stilling som chef for deres tekniske afdeling kunne han ikke sige nej.
”For fem år siden, mens jeg stadig arbejdede som programmør i Thrane & Thrane, fik jeg bevilliget en hjemmearbejdsplads, som jeg valgte at tage med til Málaga. Jeg foretrak at sidde ”hjemme” under sydens sol frem for i det vanlige og regnfulde Bagsværd. Og efter jeg kom tilbage til Danmark har jeg lidt af en uhelbredelig Spanienslængsel. Derfor tiltalte det mig at få muligheden for at flytte til Spanien igen, udover at jeg fandt stillingen hos Satlink yderst udfordrende. Virksomheden har nemlig planer om at ekspandere, en proces, jeg gerne vil være en del af. Jeg ved, hvad der skal til for at Satlink kan vokse, for gennem de 10 år, jeg var ansat i Thrane og Thrane har jeg oplevet virksomheden ekspandere fra 100 ansatte til de 600 den har i dag,” fortæller Jens i staccato-rytme afbrudt af telefonopkald og kolleger, der banker på hans dør. Han er netop tilbagevendt fra ferie, så opgaverne har hobet sig op på hans skrivebord og kollegerne har alenlange lister med utålmodige spørgsmål.

Rod i dynamikken
”Som du kan se, er Satlink en meget dynamisk og impulsiv virksomhed, hvilket gør den til et spændende arbejdsmiljø, men alligevel føler jeg det som min ypperste opgave at få struktureret forholdene. Dynamikken og egenskaben til hele tiden at ændre retning er meget dominerende, hvilket gør det svært at måle, hvad der rent faktisk bliver udført og det gør også, at det er svært at styre noget som helst. Desuden er virksomheden meget reaktiv. Der er hele tiden noget, der stjæler opmærksomheden. Supportafdelingen reagerer f.eks. øjeblikkeligt på diverse opkald, hvilket naturligvis er positivt. Men for mig som dansker er det en kaotisk måde at arbejde på, jeg er vant til at arbejde proaktivt, altså have en klar dagsorden og ikke lade udefrakommende aspekter forstyrre min arbejdsgang. Men for at kunne være proaktiv er det nødvendigt at lægge præventive strategier, således at de forstyrrende elementer slet ikke indfinder sig. Men det er selvfølgelig ikke noget, man lige gør fra den ene dag til den anden.”

Knoklekultur
Jens er overrasket over hvor meget hans kolleger knokler. ”De arbejder ekstremt hårdt, jeg har altså ikke mødt mañana-mentaliteten i Spanien endnu. Jeg tror, spaniere generelt arbejder mere end danskere. Det kan godt være, at de ikke får helt det samme ud af den indsats, de lægger i arbejdet, men det hænger sammen med deres måde at strukturere på.”
Også hvad angår selve arbejdsgangen, adskiller Jens sig fra sine spanske kolleger. De følger de sædvanlige spanske arbejdstider med siesta midt på dagen, hvor de forlader arbejdspladsen et par timer. Til gengæld møder Jens ind senere end dem.
”Jeg står op kl. 6.30 hver dag og bruger ca. to timer derhjemme på at strukturere min dag, da jeg har brug for at have ro omkring mig til at tænke store tanker. Det betyder så, at jeg møder ind på kontoret senere end mine kolleger. Når klokken bliver 14, har de en evne til at lade det hele ligge, uanset hvor vigtig en opgave er, som de er i gang med, for at gå til frokost. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke lægge opgaver på hylden på et bestemt klokkeslæt, når ting er vigtige. Så jeg bliver gerne på kontoret, hvor jeg så har fuldstændig fred til at få ordnet nogle af de ting, der ellers ikke er tid til.”

Sproglige fælder
En af sælgerne stikker hovedet ind på Jens’ kontor og refererer til en besked, Jens tidligere på dagen skulle have givet ham. Jens’ ansigt forandrer form til et spørgsmålstegn, ”hvad har jeg sagt?,” udbryder han på det gebrokne spanske, han indrømmer burde være flydende.
Efter en kort stund med fagter og spanglish får de løst problemet.
”Puha, det holder hårdt ind imellem,” gisper han.
”Den største udfordring indtil videre har været kommunikationen. Jeg taler virkelig ikke særligt godt spansk og nogle af mine kolleger taler ikke engelsk. Det værste er, at ikke engang deres kropssprog kan hjælpe mig til at forstå, hvad de mener, for deres gestus og mimik er meget anderledes end hvad, jeg kender fra Danmark. Heldigvis taler cheferne flydende engelsk og så er jeg naturligvis i gang med et intensivt spanskkursus, så det skal nok blive bedre. Men der opstår da misforståelser og der bliver sagt nogle sjove ting indimellem. På mange måder synes jeg, det er ret vovet af mine chefer at have ansat mig,” griner han.

Er dine kolleger tålmodige med dig?
De forstår ikke, når jeg siger despacio, de taler bare videre i samme hastighed. Så jeg beder folk om at tegne meget. Det, at jeg taler flydende engelsk, har en positiv effekt, for virksomheden er en international virksomhed. Det betyder, at de kolleger, som skal have tålmodighed med mig vedrørende det spanske, er de samme, som kommer og beder mig om at ringe til England, Danmark eller Norge.

Havde du nogle fordomme inden du startede?
Jeg var overbevist om, at jeg kom til en ekstrem rodet virksomhed, hvor folk ikke lavede dagens gode gerning. Men disse fordomme er blevet afløst af en forståelse for, at deres arbejdskultur bygger på nogle helt andre grundstene og -vilkår. Igen hvad der har med det reaktive og proaktive at gøre. Måske virker det rodet, men de laver bestemt mere end dagens gode gerning.

Hvad har overrasket dig positivt?
Noget jeg rigtigt godt kan lide, er, at der er en udtrykt garageånd i firmaet, alle kæmper for et fælles mål og er engagerede heri. Og så synes jeg faktisk, at det er helt rart, at der stort set aldrig bliver holdt møder i Satlink. I Danmark er der en udbredt mødekultur. Ofte er det slet ikke nødvendigt at gøre det så formelt, en god kommunikation kan sagtens gøre sig gældende uden møder, det er i hvert fald min erfaring i Satlink. Desuden er jeg blevet overrasket over Madrid og at de folk jeg omgås, er så meget storbymennesker, de er meget europæere. Det er forretningsfolk, der minder ret meget om danske forretningsfolk. Og så har jeg aldrig mødt nogen, der har så stor personlighed og så stor stolthed.
Det kom også lidt bag på mig, at omgivelserne betyder så meget. Virksomheden bærer præg af, at den gerne vil præsentere sig godt. Man er stolt over at have til huse i en arkitektegnet bygning med åbne kontormiljøer, der er holdt i glasmaterialer og med kunst på væggene. På mange måder er forholdene mere tjekkede end funktionelle.

Er der noget du savner?
Jeg kunne måske godt savne en mere udviklet personalepolitik. Personalegoder, f.eks., som vi kender det fra Danmark, findes ikke i samme udstrækning. Her må medarbejderne selv bede om goderne, der er ikke nogen, der tilbyder dig noget. Pensionsordning findes heller ikke, det er noget man ordner selv.

Hvad er typisk spansk?
Det er meget meget spansk at have evnen til at have de største problemer, man kan forestille sig og så være i stand til at slappe af; man kan tage ud og spise, man kan more sig, nyde et glas vin uden nogen som helst bekymrende miner. Når man så er tilbage på arbejdet igen vender bekymringen og depressionen tilbage.
Desuden fungerer ledelsen mere følelsesmæssigt. Et loyalitetsbrud skuffer dem virkelig.
Her handler det om mennesker og følelser, mens det i Danmark i mere udstrakt grad er ren business. Denne følsomhed kommer også til udtryk i chefernes kontorer, som er meget personligt indrettede. De har dekoreret deres kontorer med særlige ting fra deres liv, det er meget fascinerende. I Danmark virker ledernes kontorer meget mere kølige.

Hvordan er omgangstonen?
Omgangstonen er på ingen måde formel, man siger du til hinanden og de ansatte tiltaler cheferne med deres kælenavne. Men til gengæld pakker man tingene ind, det er slet ikke nær så direkte, som det jeg kommer fra, og det tror jeg af og til kan skræmme, når man som dansker er vant til at tale lige ud af posen.

Og det kollegiale?
Rigtigt godt, især blandt teknikerne. Der er brødre og kærester blandt de ansatte, hvilket er positivt. Men der er ikke noget kollegialt på tværs af hierarkiet.

Er der en dresscode?
Til dagligt kan folk komme i det tøj, der er passende for deres arbejde. Men der er en forventning om, at alle er klædt pænt på med slips, osv., når der er gæster på besøg. Det er lidt strammere end i DK, men folk sidder ikke og programmere med slips på. Jeg selv går sjældent med slips, men har det liggende i skuffen og tager det på ved kundemøder.

Jeg følte ikke, at jeg kunne tage mere af Jens´ kostbare tid. Der blev hevet i ham fra alle retninger og selvom han tog det med næsten spansk ro, var det vist bedst for alle parter, at jeg slukkede for båndoptageren, der trods en hektisk dag hos Satlink endte med at være fyldt op med brugbar information.

FAKTA OM SATLINK
• Blev grundlagt i 1992
• Har 22 medarbejdere
• Kunder: Alle som har behov for satellit- og kommunikations udstyr, dvs. lige fra hjælpeorganisationer til tunfiskere, journalister og myndigheder.
• Er en af verdens største leverandøre af satellit- og radiobøjer til tunfiskeindustrien. Leverer 4-5000 bøjer om året.
• Satlink ligger i industrikvarteret Alcobendas lige udenfor Madrid.

Tema & Debat | Maj 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven





















Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer