Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Livets åndedræt
Af fysioterapeut og akupunktør Betiina Larsen

Du trækker sikkert vejret med den største selvfølgelighed, og tænker sjældent over det, men det kan få konsekvenser, hvis du i dagligdagen har en fejlagtig vejrtrækning. For rigtig mange er det blevet en vane at trække vejret forkert, og det tænker de slet ikke over. Din krop tager skade på lang sigt, og det kan komme til at resultere i hovedpine, spændte skuldre, en træt og stiv krop, søvnløshed, nervøsitet, hjertebesvær, halsproblemer og meget meget mere. At tænke over hvordan du trækker vejret kan derfor hjælpe dig med en lang række dagligdagsproblemer.

Naturlig handling
Du tænker ikke over, at du trækker vejret, fordi det nok er en af livets mest naturlige handlinger. Du gør det ca. 25.000 gange om dagen uden at anstrenge dig, hvilket også er livsvigtigt, da kroppen ikke samler forråd af ilt.
Ved hvert åndedrag er dine lunger et avanceret iltningsanlæg, som filtrerer og udskiller luftarter via 300 millioner små luftblærer eller aveoler, der minder om hullerne i en porøs svamp. Gennem de tynde membraner i aveolerne trænger ilten ind i blodomløbet for at gå i forening med hæmoglobinet i de røde blodlegemer, som først strømmer til hjertet og derefter ud i hele kroppen.

Træk vejret
Ved indånding bevæger mellemgulvet sig nedad og ribbenene udad, således at brystkassen bliver større, og lungerne suger luft ind. Ved udånding slapper musklerne af, brystkassen trækker sig sammen, og luften presses ud. Spændinger og ringe fysik kan hæmme dit åndedræt, hvilket mindsker energien og dit velbefindende.
I Østen har man i årtusinder brugt åndedrættet til at kurere sygdomme og styrke kroppen. Her opfattes krop og sjæl nemlig som ét, og inden for den kinesiske lægekunst er luften en af de tre kilder, som danner vores livsenergi. Denne livsenergi kaldes chi, og strømmer gennem energikanaler i hele kroppen, og er basis for vores velvære. Åndedrættet er således vores livsenergi, der lænker krop og sjæl sammen. Derfor lægges der i Østen vægt på, at både krop og sjæl trænes sammen for at give træningen maksimal effekt.

Gør det rigtigt
Den korrekte vejrtrækning er at ånde ind og ud gennem næsen. Maven skal udvides naturligt ved indånding og langsomt falde ind igen ved udånding. Det er normalt at trække vejret ca. 12-14 gange i minuttet.
At trække vejret sker automatisk, men vejrtrækningen er mere kompliceret end som så, og den påvirker alle andre funktioner i kroppen. God vejrtrækningsteknik kan helbrede mange stresslidelser, depression, træthed mm. Da vejrtrækningen er noget du selv kan kontrollere, kan du også bestemme dig for at lære at trække vejret korrekt, og det kan godt betale sig at gå i gang, hvis du vil hjælpe dig selv til et godt helbred.
Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at den luft, du indånder er god, da alt det der inhaleres i kroppen, går ud i blodomløbet. Derfor er det helt klart sundt at for os alle at undgå forurenende stoffer i luften og passe på lungerne ved at sørge for at få rigelig med frisk luft - og prøv så vidt muligt at undgå forurening. Lad være med at ryge, gør åndedrætsøvelser og afspændingsøvelser hver dag, og ret din holdning, så du er sikker på, at brystkasse og mellemgulv kan bevæge sig helt og frit.

Lær dig selv teknikken
Et barn trækker normalt altid vejret korrekt, så den rigtige åndedrætsteknik er fra fødslen programmeret i os. Desværre har vi en tendens til at glemme det naturlige åndedræt gennem livet. Heldigvis kan det centrale nervesystem ved hjælp af træning vende tilbage til denne teknik.
Der findes mange forskellige åndedrætsteknikker, du kan bruge ved forskellige problemer såsom spændte skuldre, spændingshovedpine, stress, nervøsitet eller hvis du har problemer med at sove.
Jeg vil i denne måned lære dig to forskellige teknikker.

Afstressende åndedræt
Du skal ligge på siden med den ene hånd på maven og den anden på brystkassen. Når du ånder ind, skal du tydeligt kunne mærke, hvordan hånden på maven løftes op, mens den anden kun bevæger sig en lille smule. Der er mindre risiko for overfladisk vejrtrækning, når man trækker vejret med maven. Forsøg i begyndelsen at ånde ind og ud otte gange i minuttet, men stil efter at trække vejret langsommere med tiden.

Hovedpine og stess
Prøv i en periode at lave dybe vejrtrækninger hver morgen og aften. Ånd ind og ud gennem næsen med lange vejrtrækninger. Lyt til din vejrtrækning. Læg dig ned på gulvet, og luk øjnene. Læg en bog på maven. Mærk at bogen bevæger sig op ved indånding og ned ved udånding, så trækker du vejret rigtigt. Hver gang du føler dig stresset, så læg en hånd op maven og mærk din vejrtrækning og prøv at få ro på den.

Pilatesøvelse: Planken
Denne øvelse er statisk. Det gælder om at stå i stillingen i et vist tidsrum med kroppen i en ret linie, præcis som en planke.
Albuer og tæer i gulvet og ansigtet nedad. For at komme i stillingen skal du lægge dig på maven med foldede hænder foran dig, så du hviler på albuerne og underarmene. Albuerne er lige under dine skuldre.
Spænd i maven, og stræk og løft hoften, så du står på albuer og tæer, så dine ben kommer i forlængelse af nakke og ryg. Hold stillingen, start med 10 sekunder, og byg langsomt op til 1 minut.
Undgå at spænde i skuldrene. Vær sikker på, at dine fødder ikke glider på underlaget, da tæerne skal bære halvdelen af din vægt.
Muskler: Den dybe tværgående mavemuskel - skuldre og ryg.
Helse | September 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer