![]() Kasper Hvidt fortæller i bogen ”En vinders DNA” om omkostningerne ved at være professionel håndboldspiller i Spanien. | |
Af Michael Jepsen
På banen ligner Kasper Hvidt det, han er: En vinder. Med sin uimodståelige udstråling og vindermentalitet driver han sig selv og holdkammeraterne frem mod det ene store resultat efter det andet. Den indstilling har han givet ham anførerhvervet på det danske landshold, og senest en kontrakt med verdens største håndboldklub, FC Barcelona.
Men der er også en anden side af den selvsikre målmand.
”Jeg tvivler da på mine egne evner. Uanset hvor gerne jeg vil, så findes der ingen unikaer, for det er de samme psykologiske mekanismer, der eksisterer inde i hovedet på os alle sammen”, siger Kasper Hvidt i bogen ”En vinders DNA”, som udkommer i starten af oktober.
Kasper Hvidt mener, det er den mentale styrke, der afgør, om en talentfuld spiller udvikler sig til at blive en verdensklassespiller.
”Den mentale styrke udvikler du meget gennem erfaring. Om du har mental styrke kan ofte skæres ned til, hvordan du håndterer de svære perioder, når det hele ikke er så sjovt, når der skal arbejdes ekstra hårdt, og når der er masser af afsavn, du må lide.”
Ti timer i bus
De afsavn, som landsholdsmålmanden refererer til, er især familie og venner. Dem har han ikke har set meget til de ti år, han har boet i Spanien og spillet for klubber som Ademar León og Portland San Antonio.
Det tænker han ofte over, når han sidder i bussen på vej til endnu en kamp.
”Vi bruger ufattelig meget tid på rejser. Hver anden weekend handler om ti timer i bus hver vej, og måske kan jeg bruge den ene time på noget fornuftigt, men i de ni andre sidder jeg ad helvede til og kommer hjem midt om natten. Så sidder jeg og stirrer ud ad vinduet og spørger mig selv, om jeg har spildt de sidste ti år af mit liv. Ti år, hvor mine forældre er blevet 63 år, og flere af mine bedsteforældre er døde, uden at jeg i den tid har været særligt meget sammen med dem”, siger Kasper Hvidt i bogen ”En vinders DNA”.
Glæderne vejer mest
Når den danske landsholdsmålmand tvivler på sin tilværelse som professionel håndboldspiller, kommer han dog frem til, at glæderne er større end ulemperne.
”Jeg elsker jo at spille håndbold, og Og det giver mig en livserfaring, som jeg ikke kan opnå på andre måder, fordi det hele foregår så komprimeret. Min karriere er i modsætning til en almindelig erhvervskarriere forholdsvis kort, og jeg er hele tiden under et hårdt præstationspres. Men jeg tror også, at alle mennesker ind imellem tvivler på, om de nu gør det rigtige.”
Danser med frygten
Kasper Hvidt er en af de 23 danske sportsfolk, som medvirker i ”En vinders DNA”, der er skrevet af den personlige coach Rasmus Ankersen. Han har fundet ud af, at den tvivl og usikkerhed, som Kasper Hvidt beskriver, går igen hos alle eliteidrætsfolk og andre personer med succes.
”Studerer du de mest succesfulde mennesker inden for et hvilket som helst område, er jeg sikker på, du vil finde ud af, at de alle har været bange, inden de tog deres første skridt”, siger Rasmus Ankersen.
”Følelsen af utilstrækkelighed er en del af tilværelsens faste pensum. Forestil dig at stå på en 10-meter vippe og overveje, om du skal springe. Det værste er i virkeligheden ikke springet, men tilløbet. Så længe vi står på vippen og ikke har sluppet kanten, lider vi. Når vi først har sluppet kanten, er der ingen vej tilbage. Herefter handler det mest om at vælge, hvorvidt vi vil nyde turen i luften eller skrige rædselsslagen hele vejen ned”, siger forfatteren.
Tid til handling
Ifølge Rasmus Ankersen har de mest succesfulde mennesker det til fælles, at de springer, selvom de ikke tør. Også selvom det sidste gang blev en maveplasker.
”Det er meget menneskeligt ikke at føle sig god nok 100 procent af tiden. Og det er vigtigt at huske, at mod ikke er fraværet af frygt, men snarere en vurdering af, at der er noget, der er vigtigere end frygt. Mennesker med succes vender frygten fra at være en fjende til at være en motivationsfaktor – et signal om at det er tid til at handle. På den måde blev det, de frygter, en mulighed for at vokse. Tvivlen og frygten bliver deres bedste ven”, siger forfatteren til ”En vinders DNA”.
KASPER HVIDT
Alder: 31 år
Landskampe 135
Klub: FC Barcelona
Triumfer: VM-bronze (2007)
EM-bronze (2002 og 2006)
Spansk mester (2001 og 2005)
Spansk pokalvinder (2002)
Man skal opføre sig ordentligt
Kasper Hvidt er kendt som en meget følelsesladet og temperamentsfuld målmand, men faktisk var det værre i hans unge dage. I Spanien har han lært at opføre sig ordentligt.
”Her i Spanien er der en slags opførselskodeks, hvor man respekterer, at modstanderen også er til stede og har trænet og ydet en stor indsats for at nå sit niveau. Derfor kan jeg aldrig finde på at lade det gå ud over modstanderen, at jeg taber. I stedet tager jeg frustrationen med hjem i træningslokalet og forbedrer mig. Det er noget, jeg har lært med alderen, for jeg havde det bestemt ikke som ung spiller. Dengang råbte og skreg jeg af medspillere og modspillere. Jeg tror, at jeg fra naturens hånd er udstyret med en form for udstråling, det gør, at de fleste mennesker får en naturlig respekt for mig, når de ser mig. Men jeg gør ikke noget udover bare at være mig selv”, siger Kasper Hvidt.
En vinders DNA
Bogen ”En vinders DNA” går i en række interviews tæt på mere end 20 af Danmarks mest succesfulde sportsfolk, der fortæller om, hvad der gør dem til vindere. Indtil jul bringer vi uddrag fra kapitlerne med de sportsudøvere, som har en speciel tilknytning til Spanien:
September: Kasper Hvidt, håndbold
Oktober: Jon Dahl Tomasson, fodbold
November: Mikkel Kessler, boksning
December: Christian Poulsen, fodbold
Sport | September 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















