Af Larsen Press

Symptomerne havde været under opsejling i det spanske. Men det var først under sommerens ferie i Danmark, at det for alvor blev klart, at der måtte en behandling til.
Denne artikel er en beretning om mødet med det danske sundhedsvæsen i form af besøg hos praktiserende læge, indkøb på apotek, indlæggelse på to sygehuse samt efterbehandling, ligeledes på to sygehuse.

De første 14 dage af juni havde budt på sol og varme, så det tegnede til en rigtig fin dansk sommer. Men årets sommerferie i Løkken fra Sankt Hans i juni til først i september blev i stedet præget af regn, regn og atter regn - krydret med kraftig blæst og lave temperaturer. Shorts og badebukser forblev i kufferten, og grillen kom aldrig i brug.
For en dansker med dagligdag i Costa Blancas milde og sunde klima ville et ganske anderledes vejrlig måske ikke betyde så meget. Men kroppen ville det anderledes.
Først i juli kom de første symptomer i form af træthed og ubehag. De blev fulgt op af svimmelhed, og da et uklart syn op til weekenden meldte sig, blev den gamle huslæge Asger Skriver i Aalborg kontaktet:
”Det lyder ikke så godt. Lad os finde en tid straks i næste uge. Jeg har en ledig tid på tirsdag”, lød det fra lægen.
Sådan beroliget og stillet en undersøgelse i udsigt blev der taget hul på weekenden. Desværre blev ubehaget forstærket og det i en sådan grad, at Asger Skriver blev kontaktet søndag formiddag.
”Det er for længe at vente til tirsdag. Du er velkommen til straks at køre til Aalborg. Men det vil uden tvivl være bedst, hvis du kontakter Lægevagten på sygehuset i Hjørring. Så vidt jeg kan vurdere, vil man straks indlægge dig” var rådet fra Aalborg.
Det holdt stik.

Straks indlagt
Lægevagten konstaterede, at hvilepulsen var alt for lav, (40 mod normalt 70) og der var mislyde i lungerne samt smerter i hjerteregionen.
”Jeg vil indlægge dig straks, så må sygehuset tage over”, var lægevagtens konklusion.
Tilført ekstra ilt samt med elektroder på overkroppen i seng på Medicinsk afd. 1 på Sygehus Vendsyssel.
I løbet af et par døgn var diagnosen klar.
Der var tale om lungebetændelse, for lav hvilepuls samt hjerteflimmer (uregelmæssig hjerterytme).
Helbredelsen blev sat i gang i ovennævnte rækkefølge.
Penicillin for lungebetændelsen. Den lave hvilepuls til såkaldt observation. Hjerteflimmeren i venteposition indtil de to første ting var afklaret.
”Måske er der ingen grund til uro med hjerteflimmeren. Ofte har tidligere topidrætsmænd en meget lav hvilepuls,” kom det fra den venlige overlæge Lars Fogh.
Jeg takkede mange gange, men gjorde opmærksom på, at mit bekendtskab med topidræt først og fremmest stammede fra min tidligere skribentvirksomhed i sportens verden.
”Der kan også blive tale om at give dig en pacemaker”, var reaktionen.
Det kom til at holde stik.
Midt om natten et par dage senere stod der pludselig en natsygeplejerske og ruskede i mig.
”Jeg vil blot sikre mig, at du har det godt. Din puls er meget lav”, fik jeg at vide.
Ved stuegang næste dag blev det oplyst, at min hvilepuls i løbet af natten havde været nede på 28.

Visit i Aalborg
”Du skal have indopereret en pacemaker. Det han vi ikke klare her. Derfor må du til Sygehus Syd i Aalborg”, lød beskeden.
Dagen efter i ambulance med falck-redder siddende ved liggelejet for at holde øje med pulsen via elektroder forbundet til et overvågningsapperat.
Afleveret på kardiologisk afdeling - desværre i en seng på gangen, da der endnu ikke var en ledig plads på en stue.
Her kunne jeg slå jeg tiden ihjel med at betragte hastigt ilende sygeplejersker, bekymrende pårørende samt mere eller mindre rørige patienter. Der kom da også et par enkelte i hvide kitler, der ville forhøre sig om, at jeg nu var den rigtige person, der skulle ind på en operationsstue.
Måske ikke den bedste optakt for en person, der skulle under kniven, men det venlige personale på sygehuset i Hjørring havde grundigt forberedt mig på, hvad der skulle ske, så ingen grund til bekymringer.
Operationen, der blev foretaget under lokalbedøvelse, forløb uden problemer og var hurtigt overstået.
Nu var der heldigvis plads på en stue. Lidt øm i det venstre skulderparti, hvor der var sat en pacemaker ind, men efter et par timer på højkant.
Næste dag til kontrol i pacemakerambulatoriet. Testen viste, at pacemakeren fungerede, som den skulle.
I den udmærkede pjece ”Anlæggelse af pacemaker”, som man får udleveret før indgrebet, kunne man blandt andet læse, at jeg efter tre-fire måneders forløb ville blive indkaldt til ambulant kontrol af pacemakeren. Endvidere ville jeg modtage et plastikkort, (har i skrivende stund endnu ikke modtaget det) som dokumenterede, at jeg havde fået indopereret en pacemaker. En udmærket ting, når man tænker på den til tider hysteriske sikkerhedskontrol i lufthavnene.

Atter ”hjemme”
Jeg gjorde den yngre læge opmærksom på, at jeg boede i Spanien, så det kunne måske blive vanskeligt med kontrol og ikke mindst med transport, hvis jeg ikke havde et såkaldt pacemakerkort.
Her oplevede jeg for første gang, og lykkelig vis eneste gang, en anelse arrogance og ligegyldighed fra en person i det danske sundhedsvæsen:
”Tingene tager den tid, de nu en gang må tage. Vi kan ikke gøre mere her. Du må tale med din egen læge, hvis der er problemer”, var det korte svar, og så var det ellers farvel.
Jeg havde nu heller ikke større lyst til at fortsætte.
Normalt bliver en patient herefter hjemsendt, men i mit tilfælde ventede en behandling for hjerteflimmer. Derfor tilbage - denne gang i en taxa - til sygehuset i Hjørring.
Det var igen blevet weekend, men i løbet af mandagen ville jeg få besked på den fortsatte behandling.
Rart at være tilbage i ”hjemlige” omgivelser.
Bortset fra en enkelt episode var personalet venligt og kompetent på Aalborg Sygehus Syd.
Til gengæld foregik alt i et mere forhastet tempo.
Modsat i Hjørring, hvor alle lige fra overlæge til seneste ansat gav sig tid til at høre på og forklare patienterne.

Kom i ”stødet”
Mandag morgen - godt en uge efter den akutte indlæggelse - blev jeg hjemsendt efter at være kommet i blodfortyndingsbehandling.
Jeg skulle i fire uger tage tabletter, der fortyndede blodet. Hvis blodniveauet var stabilt, skulle jeg ind og stødes - d.v.s. at overkroppen ud for hjertet udsættes for et elektrisk stød ved lav strømstyrke, som påvirker hjertet, således at det kommer til at slå regelmæssigt.
Med udsigt til en fire ugers pillekur før en såkaldt elektiv DC-konvertering kunne udføres, ville sommerferietiden i det nordjyske rinde ud. Men billetter og hotelovernatninger til tilbageturen til Spanien var ikke blot bestilt, men også betalt.
Jeg havde under indlæggelsen oplyst såvel det lægelige som administrative personale om, at mine planlagte hjemrejseplaner kom i fare.
”Ingen problemer. Vi skal nok nå det hele”, lød det beroligende fra overlægen.
Det holdt stik.
Fredag - før den planlagte afrejse den kommende uge om torsdagen - blev jeg ringet op af lægesekretær Anita Christensen:
”Normalt støder vi kun patienter om onsdagen og fredagen, men skal du stødes om onsdagen, vil du måske være lovlig træt til at rejse allerede dagen efter. Vi kan derfor ekstraordinært tilbyde dig at komme ind en dag tidligere til behandling”.
Altså fik jeg en elektiv DC-konvertering (heldigvis i helbedøvelse) tirsdag formiddag. Alt var forløbet planmæssigt. Jeg havde igen fået den rigtige hjerterytme, og tirsdag eftermiddag kunne jeg atter forlade sygehuset i Hjørring. Men inden overlæge Lars Foged udskrev mig, kom han med følgende:
”Jeg har talt med mine kollegaer på Aalborg Sygehus Syd, og er du frisk til en tur til Aalborg i morgen, vil man på pacemakerambulatoriet foretage den obligatoriske kontrol af din pacemaker.

Fortjener en julehilsen
Onsdag eftermiddag til Aalborg. Pacemakeren fungerede perfekt, kunne den venlige kvindelige læge konstatere:
”Tag du blot tilbage til Spanien. Så kommer posten snart med dit plastikkort. Indtil da kan du få et papir, som indeholder de nødvendige data om din pacemaker.”
Torsdag - efter en hektisk, men opløftende start på ugen - kunne kursen så sættes mod den spanske sol og varme. Og det i bevidstheden om, at skulle man få brug for lægelig assistance under en visit i fædrelandet, så står det danske sundhedsvæsen klar til at tage imod.
Og mon ikke der bliver til en julehilsen til personalet på medicinsk afdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring …

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven