![]() | |
På den 30 minutter lange tur fra San Luis til Orihuela fortalte vores danske guide, Jørn Frending, en masse om Orihuelas historie. For Jørn Frending var dette et come back, idet han for næsten 25 år siden var guide for Simon Spies. Siden har han boet 21 år i Torrevieja og har tilegnet sig et stort kendskab til området og bl.a. om byen Orihuela, der med nutidens øjne er en glemt fortids- og middelalderby, som har haft stor betydning for Spaniens historie. Han fortalte om de vigtigste perioder i Orihuelas historie helt fra den neolitiske periode, og om ”Necropolis de San Anton”, et helligt gravsted fra 300 år før Kristi fødsel. Derefter hørte vi om sen bronzealder og jernalder, om fønikere og grækere, om keltere, den romerske periode, om de visigodiske kongedømmer, om den arabiske periode, og om en vikingeflåde på 62 skibe, som under røvertogt i Middelhavet blev slået på flugt af araberne. Jørn Frending berettede desuden om katolske kongedømmer, om kongeriget Aragon, om arvefølgekrigen, om den franske besættelse og frem til vores tid, og om Orihuela, som den er i dag.
Læs vin på universitet
I de sidste 200 til 300 år led byen under krige og mangel på penge med langsomt forfald til følge, men i de sidste 20 år har turismen og indtægterne fra byggeriet af urbanisationer gjort, at man har kunnet restaurere og genopbygge dele af den gamle by.
Fra 1610 til 1807 havde Orihuela et af de vigtigste universiteter i Spanien. For 10 år siden fik Orihuela sin status som universitetsby tilbage. På Universitetet Miguel Hernández kan man studere økonomi eller det måske mere interessante fag, enologi, vin-videnskab.
Katedral for fuld musik
Ankommet til Orihuela besigtigede vi La Catedral del Salvador, der blev påbegyndt i 1300-tallet oven på en tidligere arabisk moske, el Aljama. I katedralen findes et barokt orgel, der her i oktober måned fyldte 300 år, har 72 registre og regnes for et af de bedste orgler, der nogensinde er fremstillet.
I forbindelse med katedralen findes kirkemuseet for Hellig Kunst. Hovedattraktionen er et stort maleri af en af Spaniens mest berømte malere, Diego Rodríguez de Silva y Velázquez. Motivet er ”Den hellige Thomas’ fristelse”, og billedet er fra den første tredjedel af 1600-tallet.
Fra Katedralen gik turen hundrede meter ned til Påskemuseet. Den nye bygning i gammel stil har bibeholdt den gamle facade i primitiv gotisk stil fra kirken, der lå i forbindelse med det i 1980 sammenstyrtede nonnekloster La Merced.
Poet døde ung
Videre gik det til poeten Miguel Hernández hus (nu museum) på Calle Arriba 73 - vejen opad - her boede den internationalt kendte poet sammen med sine forældre og brødre. Huset er typisk for begyndelsen af 1900-tallet og har en lille gård med stald til husdyrene. Bagved en lille kolonihave, lidt op ad bjerget.
Under Franco-regimet blev han dømt til livsvarigt fængsel. Imidlertid fik han tuberkulose i fængslet og døde i Alicante kun 31 år gammel. Dog havde han forinden offentliggjort et utal af værker.
Fra Museet gik vi videre til Colegio de Santo Domingo, der bygningsmæssigt er det største historiske monument i Valencia-regionen med en facade på 120 meter. Bebyggelsen påbegyndtes i 1553 og tjente først som kloster med tilhørende skole. Siden tjente det som universitet i mere end 200 år.
I dag huser det en skole for mere end 1.700 børn om dagen samt 400 universitetsstuderende om eftermiddagen. Den tilhørende kirke benyttes i dag kun i forbindelse med bryllupper.
Det sidste vi godt trætte nåede til var Paladset Rubalcava, men kun for at få at vide, at det på grund af den seneste regns ødelæggelser ikke var muligt at besigtige de øverste etager.
Om Joaquín Gutierrez de Rubalcava y Casal fortaltes det, at han som generalkaptajn forberedte den caribiske ø, Santo Domingo, til at blive overtaget af Spanien. Da Mexico var imod dette, erobrede han byen Veracruz i Mexico og borgen San Juan de Ulúa. Denne episode i Spaniens historie er en af de mest kendte og er et af hovedpunkterne i historieundervisningen i Spanien.
Midt på eftermiddagen indtog vi ”el menú del día” på Restaurant Vistabella, omtalt i Magasinet Dansk i decembernummeret sidste år.
Afslutningsvis besøgte vi en bodega i restaurantens nærhed.
Byen gemmer på guldskat
For mange af os er det nok ikke sidste gang, vi har besøgt Orihuela. Den har utrolig mange steder med særlig historisk værdi. Lige meget hvor man graver i jorden i området, finder man rester fra gammel tid. Der går endda rygter om, at en stor uopdaget guldskat befinder sig i området omkring Orihuela, som efter sigende efterladtes af araberne, da de hastigt måtte forlade byen.
Tak til Jørn Frending for en interessant og lærerig tur.
Har man lyst til at vide mere om turen, så se på www.dvktorrevieja.dk under nyhedsbreve.
Udflugter | November 2007
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |















