Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Fascineret af tyrefægtning
Af Michael Jepsen

Siden formanden for Danske Venners Klub i Torrevieja, Erik Møller Jørgensen, flyttede til Spanien, har han fået mere tid til at dyrke sin store passion for at male. En passion som han ofte kombinerer med sin store interesse for tyrefægtning, der er et af hans specialer på det hvide lærred.
”Jeg vil forenkle motivet, men bevare vildskaben i tyren og dynamikken i billedet. Jeg prøver især at fange bevægelsen”, fortæller Erik Møller Jørgensen, der selv har været til tyrefægtning en halv snes gange.
Hans fascination går i høj grad på stemningen i arenaen.
”Det er lidt som at være til opera i Verona. Man oplever den lokale folklore. Et par timer før det starter, er hele familier samlet. Spanierne har kager og alt muligt med, og de deler ud af vin, pølser og brød til os, der sidder i nærheden. Det er som at være med i deres familie. Og de er vildt optaget og fascineret af det, der sker. De lever i den grad med og står på stolene.”

Betaget af bevægelserne
For nylig var den danske aficionado til tyrefægtning i Murcia, hvor en af tyrene så ud som om, den havde opgivet kampen.
”Den var nok klar over, hvor det bar henad. Så var der en spanier, der råbte at de skulle give den lidt vand”, fortæller Erik Møller Jørgensen med et smil.
Tyrefægterens bevægelser vækker også hans fascination.
”Jeg er meget betaget af den måde, tyrefægterne bevæger sig på. Det er ligesom ballet, når de bevæger sig, og alle bevægelserne har et navn, ligesom trin i ballet”, siger Erik Møller Jørgensen, der beskriver sin stil som en mellemting mellem kubistisk og impressionistisk kunst.
Trods sin begejstring for tyrefægtning har han forståelse som dem, som siger at det er dyremishandling.
”Til dels har de jo ret, men for spanierne er det en hel naturlig del af deres kultur.”

Stak af til København
Erik Møller Jørgensen har malet, siden han var barn. Allerede inden han begyndte at gå i skole, lavede han oliemalerier.
”Jeg ved ikke, hvor interessen stammer fra. Det er ikke fra mine forældre. Snarere tværtimod. Det kom bare helt af sig selv.”
Håndværk havde fanget hans interesse, så han blev uddannet som gravør hos Cohr Sølvvarefabrik i Fredericia, men udlængslen rykkede i ham.
En time efter han havde taget sin svendeprøve, stak han af til København uden at have et sted at bo, og siden da har han ikke haft noget med sit fag at gøre. I staden levede han i kulturmiljøet og på jazzklubber. Her mødte han kulturpersonligheder som Jens August Schade.

Fandt sobert arbejde
Senere viste det sig, at Erik Møller Jørgensen ikke var rejst alene til København.
”En dame fra Fredericia var fulgt efter mig, og det duede ikke med min boheme-tilværelse, så jeg var nødt til at finde et mere sobert arbejde”, husker Erik Møller Jørgensen, der fik job på et reklamebureau.
Samtidig lagde han malerpenslerne på hylden, og der blev de liggende i 25 år.
”Når jeg går ind for noget, gør jeg det 100%, og jeg ville ikke kun male i fritiden og weekenderne.”
Da han mange år senere mødte sin nuværende kone Inger, fik hun ham dog overtalt til at finde penslerne frem igen. Siden da har Erik Møller Jørgensens malerier været på mere end 40 udstillinger i Danmark, og da de flyttede til Costa Blanca, blev der mere tid til at dyrke den seriøse hobby.

Intet galleri i Torrevieja
På Costa Blanca er det kun blevet til enkelte udstillinger på Strandgalleriet og hos den skandinaviske forening Mas Amigos.
”Der er ingen udstillingssteder hernede, og det er lidt af en skamplet på Torrevieja. Der var et galleri i Torrevieja for nogle år siden, men det lukkede. Jeg har tænkt på selv at åbne et galleri, hvis jeg kan finde et lokale. Vi har sommerhus på Mols, hvor der er 20 gallerier til 20.000 mennesker, og så har vi ikke et eneste galleri her i Torrevieja.”
Profiler | November 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer