Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Argentinsk bøf og glo-bryllup på menuen i tidligere finca
Af Larsen Press

Det var en herlig oktoberlørdag med en lunende sol fra en skyfri himmel, at vi drejede fra på Carretera CV 952, km. 10,5 og kørte ind gennem porten til Finca Rebate. Det virkede en anelse voldsomt med de mange biler på parkeringspladsen, men skræppende ænder og gæs fra den nærliggende sø samt orgelmusik og sang fra den lille kirke bød velkommen. Opstemte og i godt humør begav vi os op til Restaurante Rebate, der er beliggende en halv snes meter oppe på bjergskråningen, og hvorfra der er et vidunderligt vue ud over dalen.

Vi blev straks modtaget af en tjener, der spurgte, om vi havde reserveret bord. Det havde vi nu ikke, men det var ikke noget problem. Vi kunne vælge mellem at sidde inde i restauranten eller på en af de to udendørs terrasser - enten i solen eller i skyggen.
Godt placeret i skyggen på terrassen var der hurtigt en ny tjener med spisekort. Vi blev spurgt, om vi ville bestille drikkevarer nu eller vente til efter valget af menu. Vi bestilte vand uden brus og ville lade maden afgøre vinvalget.
Sammen med vandet blev der stillet brød samt en tallerken med ristet små toasts og en frisk blød ost.
Priserne forekom rimelige. Forretter gik fra 5,50 til 12 €, hovedretterne fra 9,75 til 19,50 €, mens desserterne strakte sig fra 3,50 til 5 €.
Da vi var kommet til frokost, kunne vi også vælge en Menú del Día med tre retter og kaffe til 11,75 €.
Rødvinspriserne var i prislejet 8 til 40 € (Rioja Muga Reserva). Hvid- og rosévinene pænt billigere.
Vi havde udvalgt for- og hovedretter, hvor der indgik fisk, men da vi begge stadig var til rødvin, blev tjeneren taget med på råd i valget af vin. Anbefalingen lød på en rød Rioja Azpilicueta, Crianza til 14 €.
Samtlige priser er skrevet uden IVA, hvilket betyder at vi skal have lagt 7% til priserne i menu- og vinkortet.

Forretterne
Forretterne stod relativt hurtigt foran os. Vi havde valgt Ensalada a la Mostaza y Miel (6 €) og Carpaccio de Salmon Noruega (6,75 €).
Salaten bestod af rucola, cherrytomater, champignon, hvide bønner, bacon og crutons med en sennep- og honningdressing. De små baconstykker og crutons var lune. Lækker og let forret. Der var også fuld tilfredshed med laksecarpaccioen. Tre store stykker letsaltet og røget laks med en limedressing garneret med en skefuld kaviar på toppen og liggende på et leje af fersk tomatsalsa. Den ferske salsa stod fint til den let salte laks.

Hovedretterne
Vi ville gerne have fotograferet tjeneren bærende på hovedretterne, men det var næsten ikke muligt, da tallerkenerne var brandvarme, hvilket man også tydeligt kunne se på tjenerens ansigtsudtryk. Vi havde valgt Entrecot a la Parrilla (17,50 €) og Hojaldre de Salmon y Langostinas (15,25 €).
Den grillstegte entrecot garneret med grove saltstykker stegte næsten færdig på tallerkenen og blev ledsaget af små ristede kartofler, ristede grøntsager (desværre fra dåse) bestående af ærter, gulerødder og bønner samt en rødkålssalat i en olie/eddike dressing og vendt på panden. Det argentinske kødstykke var så mørt, at kniven næsten ikke behøvede at komme i brug. Medium stegt, som bestilt, og anslået på knap 300 gram. Næsten for meget kød, men virkelig lækkert.
Laksestykkerne var rullet sammen om de store langostinos for herefter at være anbragt i en butterdejssnegl og på toppen garneret med langostinos, der kort havde stiftet bekendtskab med et grillelement. Garnituren var som til kødet, små kartofler, rødkålssalat og dåsegrøntsager.
Her kunne vi godt have ønsket os lidt mere opfindsomhed fra kokkens side, og dåsegrøntsager - nej da. Igen en laks med glimrende smag.

Den søde tand
Vi var egentlig rimelig mætte, men det blev alligevel til en Tarta de Chocolate (3,50 €) og Flan de Casa (3 €). Chokoladekagen var en anelse for sød efter min smag, mens husets flan var som en hjemmelavet flan nu en gang skal være.
Vi ruttede os med to gange Café con Leche (1,25 € stykket) samt en fuldvoksen Soberano (3€). Man kunne også få gode brandyer som Carlos 1 og 1866 til rimelige priser, men jeg foretrækker oftest den billigere og bløde Soberano med en anelse sherrysmag.
Regningen kom til at lyde på 73,75 € plus 7 % IVA. Hvilket i alt gav 78,91 €.
Bestemt rimeligt for en middag over gennemsnittet, hyggelige omgivelser og en udmærket betjening - og så må det lige med, at der også kom et globryllup til. Midt i middagen lød der fra den ene ende af terrassen spontane klapsalver, klapsalver som også spredte sig hen til vort bord. Det var såmænd dagens brudepar, der forlod fincaens lille kirke for at begive sig hen til drinks med de øvrige bryllupsgæster. Kort efter kunne vi også svagt nyde tonerne fra det firemands orkester, der gav den med en række evergreens - det var faktisk rigtig hyggeligt.

Familieforetagne
Jeg havde besluttet selv at ville aflevere regningen til kassemesteren, som jeg havde fået oplyst var chefen selv.
Andreas van Iseghem kunne berette, at han på femte år drev Restaurante Rebate sammen med fire familiemedlemmer. Den dag, vi havde valgt at spise hos Rebate, var foruden Andreas van Iseghem også broderen Erik og familiens overhoved moderen Nicole van Heden på arbejde. Broderen svedte i køkkenet, mens moderen gik rundt og assisterede - hvor der måtte være behov for det - samt hilste på. Der er nemlig rigtig mange stamgæster på den ombyggede finca mellem San Miguel og Pilar de la Horadada.
”Forældrene stammer fra Belgien, men vi har alle levet nogle år i Argentina, inden vi for 25 år siden slog os ned i Spanien”, oplyser Andres van Isegham.
”Det er efterhånden nogle år siden, at vore forældre købte en faldefærdig større finca. Fra starten var det meningen, at indtægterne skulle komme fra salget af appelsiner og citroner, men med faldende priser var det i længden ikke rentabelt.”
”I stedet fik vi bygget om og udbygget fincaen samt restaureret den lille tilhørende kirke. Så i dag kan vi have 200 gæster såvel ude som inde, og det sker faktisk ret ofte, at vi arrangerer et bryllup med vielse i vor egen kirke med efterfølgende middag i restauranten.”
Restaurante Rebate har åbent året rundt med højsæson fra maj til oktober. Da vi denne lørdag var på besøg, var der omkring halvfyldt, hvilket betød godt en snes ansatte på arbejde.

Vejen til Rebate
Gæsterne er fortrinsvis udlændinge med englændere i overtal, men stadig flere og flere skandinavere finder vej til den tidligere finca. Der falder så godt som ingen impulsive gæster ind. Oftest har gæsterne på forhånd hørt om og orienteret sig om, hvor Restaurante Rebate ligger.
Magasinet Dansks udsendte hjælper gerne i så henseende.
Man kan komme til Rebate enten fra San Miguel ca. 11 km. ad vej CV 952. Fra Pilar de la Horedada, først godt 12 kilometers kørsel ad CV 925 og dernæst til højre ad CV 952. Har man været en tur rundt om Embalse de la Pederra (udflugt omkring Torreviejas vandreservoir omtalt i magasinet Dansk nr. 2. oktober 2005) og kører syd for vandreservoiret på CV 951, kan man umiddelbart før den lille hyggelige by Torremendo dreje ind på CV 925. Efter godt tre kilometers kørsel viser et skilt til Restaurante Rebate.
Ikke alle veje fører til Rebate, men der er muligheder nok …

 

Kultur & Gastronomi | November 2007
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer