 | |
Annelise Vestring var 12 år, da hun hørte om de spanske soldater, som i 1807 blev indkvarteret på Koldinghus. Og hun var ikke i tvivl. Hendes tip tip tip oldemor havde helt sikkert haft en affære med en spansk soldat, så Annelise havde uden tvivl spansk blod i årerne. Fascinationen af den iberiske halvø blev ikke mindre med årene, og som ung pige tog Annelise et sabbatår i 1961 og rejste alene til Spanien, hvor hun blev forelsket i landet.
”Jeg kunne gå ind på en hvilken som helst bar og tage en kop kaffe, og jeg følte mig altid 100% sikker. Min søster og jeg var ofte i Italien, og der tog mændene ikke et nej for et nej. Men spanieren behøver bare et blik, så trækker han sig tilbage. Det er hans natur. Han er for stolt til, at han vil føle sig nedværdiget.”
I hælene på Hemingway
Annelise var til San Fermín-festen i Pamplona, hvor hun så de første tyrekalve løbe gennem byen kl. fem om morgenen. Det beskrev hun så poetisk på sin medbragte skrivemaskine, at folk der læste hendes beretning, påstod hun havde kopieret Hemingway.
”Men jeg havde aldrig læst Hemingway. Jeg havde bare oplevet det samme som ham”, fortæller kvinden, der altid har haft et godt tag på det danske sprog.
I Danmark arbejdede hun som tekstforfatter på et reklamebureau, og her blev hendes sprogevner ofte sat på kreative opgaver.
”Vi skulle finde et dansk navn til et produkt fra USA, som hed Dream Whip. Det var fløde på pulver, som man blandede op med vand, så man fik flødeskum, men vi måtte vi ikke kalde det flødeskum. Så fandt jeg på ordet piskeskum. De rev sig i håret på som instituttet, der skulle godkende ordet, men de kunne ikke forhindre det, og den dag i dag siger man stadig piskeskum om syntetisk fløde.”
Det rigtige Spanien
I 1979 flyttede Annelise og hendes mand til Spanien. Som alle andre danskere havde de først været en tur omkring Costa del Sol, men det var ikke noget, der trak.
”Torremolinos var det frygteligste, jeg har set. Det var et turisthelvede. Og i Benalmádema var der en masse danskere, som sladrede om hinanden. Vi var kommet til Spanien for at være sammen med spaniere, så vi købte en appelsingrund i Cobera 42 kilometer syd for Valencia, og byggede et hus.”
Da hendes mand døde for 10 år siden, spredte hun hans aske på Albufera-søen syd for Valencia.
”Jeg håber, at flere af danskerne i Torrevieja får lyst til at besøge en Valencia. Det er bare en idé, at det ligger langt væk. Man kan tage ud på Albufera-søen og sejle, og om aftenen kan man spise på søen, eller man se fuglereservaterne”, siger Annelise, som også opfordrer danskerne til at lære spanierne at kende.
”De danskere, som ikke integrerer sig, går glip af at opleve spanierne, som er dejlige og fantastisk venlige mennesker. Selv om man hakker sig igennem på spansk, så bliver de så glade, når man forsøger”, fortæller Annelise, hvis datter bor i Altea.
Hestehviskeren
Mens Annelise opfordrer danskerne på Costa Blanca til at komme til Valencia, så er hun også selv begyndt at komme mere sydpå.
”Der er flere aktiviteter nede på Costa Blanca end i Valencia, hvor det er svært at finde yoga og dans, men nu har jeg fundet et hindu-center, hvor jeg går til meditation”, siger den aktive kvinde, der i det hele taget er begejstret for det alternative.
Som uddannet reiki-mester hævder hun at kunne heale både folk og fæ ved at sende universel energi. Ikke kun ved håndspålæggelse, men også på flere tusinde kilometers afstand.
”Min veninde i Danmark har en hest, Walter, der skulle skydes, fordi den havde en dårlig fod. Jeg spurgte hende, hvor Walter var, hvordan stalden så ud, og hvordan han så ud. Så sendte jeg reiki til Walters fod, og det endte med, at han blev så rask, at han ikke skulle skydes alligevel. Men min veninde tvivler nu på, at det er på grund af, at jeg sendte reiki til ham”, siger Annelise med et smil.
ANNELISE VESTRING
Flyttede til Spanien 1979
Bor i Cobera syd for Valencia
Uddannet tekstforfatter
Reiki-mester
Profiler | Januar 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
