Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Spansk by i krig med Danmark
Af Helge Desler

Det spanske land byder på et uendeligt udvalg af muligheder til at nyde kontakten med naturen, fornemme tidens gang gennem landets historiske monumenter, kirker og borge, smage traditionelle madsteder, og nyde gastronomiske specialiteter tilberedt efter mange hundrede år gamle opskrifter.
Man skal blot ”bevæge sig” ind i landet.
Vi tog ”turen” sammen med tre venne-par - hovedmålet var byen Lorca. Men det skulle senere vise sig, at helt andre ting kom til at spille en langt større rolle i denne to-dages-tur. Men mere om dette senere.
Først satte vi kurs mod byen Cehegín, der ligger ved motorvejen A-415 øst for Caravaca de la Cruz. Her skulle vi møde Vincente Carrasco, en bosiddende spanier, der har arbejdet som tjener på flere forskellige restaurationer i København - blandt andet i Tivoli - i 30 år, og som gerne ville vise os lidt af den spanske omegn ved sin hjemby.
Cehegín er en delvist bevaret middelalderby med masser af smalle og stejle gader. Her endte vi på byens lille torv, hvor vi drak kaffe og nød Jyttes hjemmebagte citronkage og Lenes småkager.
Herefter gik turen mod Lorca, der er Murcia-regionens tredjestørste by med næsten 80.000 indbyggere. Vi kørte igennem det frugtbare landbrugsland, der er en oase i et af Europas mest tørre områder, med grøftekanter i et så farvestrålende ledsagerbælte, at enhver kunstmaler ville være bleg af misundelse. Derefter nåede vi frem til den gamle bydel, der er domineret af resterne af fæstningen, Castillo, der går tilbage til krigene mellem maurerne og de kristne fra 1200- til 1400-tallet, hvor Lorca blev en grænseby mellem Al Andalus og det castilianske territorium Murcia. Fæstningen er under en kraftig renovering og har kun bevaret to af de oprindelige 35 tårne. Den er da et besøg værd, selv om besøgstallet denne sommerdag ikke oversteg vort lille selskab.
Syv euro pr. person for indgangsbilletten samt to euro for parkeringsbilletten kan nok også siges at være lidt pebret, når restauration, kiosk og så videre var lukket.

Rådhus i fængslet
Efter et jordskælv i 1600-tallet blev en stor del af byen genopbygget i blændende barokstil. Byens centrum er værd at vandre rundt i. Pragtstykket Casa de las Columnas fra 1705 i tre etager samt Lorcas hovedtorv, Plaza de Espana, er omgivet af andre fine barokfacader, blandt andet Colegiata de San Patricio (Skt. Patricks kirke) bygget i årene 1533 til 1704 - for øvrigt den eneste kirke i Spanien, der er viet en irsk helgen.
For enden af selve pladsen ligger byens rådhus. Det er et gammelt fængsel bygget i to blokke mellem 1677 og 1739 og senere forbundet af en bue som spænder over gaden.
Lorca har været en vigtig by, men efter Granadas fald mistede byen faktisk sin betydning.

Bor i huler
Tiden var ved at løbe fra os. Sulten havde meldt sig, men nu var der ikke meget at hente nogle steder. En ”kineser” havde dog åbent, og den værste sult blev stillet, inden vi sagde farvel til Lorca og kørte ind i det andalusiske land, hvor vi i Granada-provinsen - efter Vicentes råd skulle vi besøge byen Huéscar. Men inden vi kom så langt, gjorde vi stop i en lille søvnig by ved navn Cullar. Atter bød turen hertil på frugtbare områder og små landsbyer, hvor mange familier stadig bor i huler, der er formet i den bløde tufsten. Huleboligerne foretrækkes af mange, for med en konstant temperatur på cirka 20 grader er de både varmere om vinteren og køligere om sommeren end almindelige huse. Nogle huler var endda bygget i to etager med både skorstene og tv-antenner.
I Cullar indlogerede vi os på det lille hyggelige et-stjernede hotel Lunamar, der efter vores mening havde fortjent et par ekstra stjerner. Efter en lille spadseretur i byen, hvor man var i fuld gang med at gøre klar til årets store fest ”Moros y Cristianos”, spiste vi i hotellets restaurant, inden vi godt trætte gik til køjs.

Venskabsby med Kolding
Efter morgenmad i Restaurant Lunamar var vi klar til endnu en biltur. Vi fik sagt farvel og tak til værtsparret for god og flot behandling. De var tilsyneladende også tilfredse med vort besøg, idet de kvitterede med en kasse med 12 flasker rødvin.
Og så kommer vi til den oplevelse, jeg lovede at fortælle om i begyndelsen af denne artikel.
Det er muligt, at navnet Huéscar ikke siger læserne ret meget - det gjorde det for øvrigt heller ikke vores lille selskab, men et besøg hos byens borgmester, Agustin Gallego Chillón, lyste op for en spændende historie.
Først blev vi - meget gæstfrit - modtaget og vist rundt på rådhuset, og her kunne borgmesteren fortælle, at Kolding var deres danske venskabsby. Det har naturligvis noget med branden på Koldinghus i 1808 at gøre. Efter englændernes landgang på Sjælland i august 1807 og de tidlige septemberdages bombardement af København, havde Danmark været i krig. I den forbindelse var Koldinghus blevet åbnet for indkvartering af en lille del af de cirka 30.000 franske og spanske soldater, som alliancen med Kejser Napoleon havde bragt til landet. Og det var jo disse soldaters skødesløse omgang med ild, der var årsag til den brand, der lagde Koldinghus i ruiner.

I krig med Danmark
Om der var soldater fra Huéscar på Koldinghus dengang, skal være usagt, men den 11. november 1809 besluttede byrådet i Huéscar at sende Danmark en krigserklæring på grund af den danske støtte til Napoleon - uden at der dog dengang blev kæmpet et eneste slag mellem Danmark og Huéscar. Men der skulle gå 172 år, førend parterne endelig sluttede fred!
Til minde om krigen, der aldrig blev til noget, har Huéscar omdøbt en af sine gader til Calle de Dinamarca. I 1981 besluttede byrådet i Huéscar at slutte fred, og den endelige fredsaftale blev underskrevet af Dronning Margrethe, da hun besøgte Granada den 23. oktober 1983.
I 1982 blev Huéscar venskabsby med Kolding, og det har man markeret med også at opkalde en gade med navnet Calle de la Ciudad de Kolding.
Efter den fortælling sagde vi farvel til borgmester og politiet, der velvilligt havde ekskorteret os rundt i byen. På hjemvejen blev der dog tid til et besøg i Caravaca de la Cruz, som nogen af selskabets deltagere ikke havde set, så her blev der atter tid til en spændende oplevelse.

Udflugter | Januar 2008
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven

























Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer