 Liza Marklund er en af Sveriges mest populære forfattere. | |
Svenske og danske medier lagde i sensommeren 2007 mængder af spalteplads til en litterær fejde. En af fejdens absolutte hovedpersoner – Liza Marklund – afviser, at der var en fejde. Men diskussion bølgede i Sverige og i Danmark, hvor femikrimier bliver solgt i tonsvis. Er det god litteratur?
Skandinaviske femikrimier sælger utroligt godt. Svenske Liza Marklund har skrevet ni romaner og en faktabog. Hendes bøger er solgt i 7,5 mio. eksemplarer og oversat til 30 sprog. Hun er udråbt til Nordens krimidronning. Da Liza Marklund udgav sin første bog kunne man købe den overalt, den blev massivt markedsført og siden har hun sammen med den svenske forfatter Jan Guillou skabt sit eget forlag.
En anden svensk forfatter, Camilla Läckberg er også godt med, hvad gælder oplagstal og indkomst. Netop hende angreb en anden svensk forfatter, psykologiprofessoren og krimiforfatteren, Leif G.W. Petersen denne sommer. Han kritiserede hendes litteratur for at være en udgave af Min Hest tilsat et mord. Kritikken kom også hurtig til at omhandle Liza Marklunds romaner.
Medierne labbede bemærkningen i sig ligesom de heller ikke var sene til at citere den svenske forfatter Ernst Brunner for bemærkningen: ”Skønlitteraturen vil gå under, hvis dette får lov til at fortsætte.” For findes der nogen bedre konflikt: bitre, gamle mænd muligvis såret på deres forfængelighed kontra superseje, storsælgende kvinder? Konflikten havde to medieattråværdige udgange: Jalousi (Leif G.W. Petersen og Ernst Brunner) eller afsløring. Sidstnævnte, hvis medierne kunne afsløre, at millionøserne Liza Marklund og Camilla Läckberg ikke kunne skrive.
Den svenske debat om femikrimigenren fortsatte i Danmark.
Danmark har i Sara Blædel, Elsebeth Egholm og Gretelise Holm deres egne krimidronninger. Politiken lod i august sidste år forskellige danske forfatter give udtryk for, hvorvidt de mente, at femikrimi var rigtig litteratur – og her kom det til udtryk, at danske forfattere som Leonora Christine Skov, Leif Davidsen og Janne Teller ikke var så bekymrede over femikrimiernes sejrsgang. Anderledes så kritiker på Morgenavisen Jyllandsposten, Niels Lillelund, på sagen:
”Jeg synes ikke, Liza Marklund skriver godt. Heller ikke Camilla Läckberg. Min største anke ligger ikke i, at de sælger så godt, selvom det også er trist, snarere var mit udfald rettet mod den litterære kritik, som anerkender og anmelder disse bøger, som var det stor litterær kunst. Der bliver gjort megen stads af triviallitteraturen – det er det nye.”
Annika Bengtzon er hovedpersonen i Liza Markslunds krimiserie. En kompromisløs journalist, der altid havner i en kriminalsags midte og altid også med fare for sit eget liv. På hjemmefronten går det ikke godt. Hendes ægteskab skranter, og hun har svært ved at nå at hente sine børn i tide i daginstitutionen. Kritikken både i Sverige og Danmark rettede sig mod meget af den dagligdagsbeskrivelse, som findes i bøgerne. Liza Marklund bruger meget tid på at beskrive konflikterne mellem Annika og hendes mand, madlavning, soignering på badeværelset og indkøb mv.
”Hverdagsting kan sagtens være litterære. Tænk på James Joyce’ Ulysses, hvor hele handlingen foregår over én dag. Her er masser af hverdag, og dét er litteratur. Men dét er Liza Marklunds tilberedning af svinekoteletter altså ikke. De fylder en hel side.”
For Niels Lillelund har damebladenes genre blandet sig i krimigenren på en meget uheldig måde. Formen appellerer ikke til læserens egen fortolkning og udvikling. Hvis man godt kan lide damebladenes livsfilosofi, så for ham ingen alarm. Men man skal vide, hvad man har med at gøre. Selve krimigenren er ifølge Niels Lillelund i sig selv en kliché. Udfordringen ligger i, hvordan man gør den ny og anderledes. Når han læser Liza Marklund og særligt Camilla Läckberg, bliver han ikke præsenteret for noget nyt:
”Deres problemstillinger er skematiske. Psykologien er forudsigelig. På side fem i Camilla Läckberg får man at vide, at hovedpersonen har problemer i sit parforhold. Hun og hendes mand er ved at glide fra hinanden, de har et par børn og er gået død i rutinen. Problemstillingen får jeg så som læser opsummeret på side 13. Det er banalt.”
Liza Marklund var i København sidste efterår i anledningen af den danske oversættelse af hendes seneste bog Livstid. Til et arrangement i Politikens hus kommenterede hun – en lille smule irriteret – hele debatten. Til ordstyreren Jes Stein Pedersen sagde hun:
”Der findes ingen konflikt mellem forfattere i Sverige. Sagen er skabt i medierne. I 2000 skrev svenske Bjørn Ranelid i en avis, at han skrev bedre end mig. Og siden er der kogt suppe og på denne sag. De svenske forfattere, der har været indblandet i sagen, har ikke skændtes med hinanden. Fair nok. Nogle kritikere synes, at mine bøger er triviallitteratur. Sidste gang jeg udkom, skrev Svenske Dagbladet: ”Nu er det værre end nogensinde.” Det må folk gerne mene. Vi har demokrati i dette land. Folk må sige, hvad de vil. Jeg elsker demokrati.”
Find bøger af både danske og svenske krimidronninger på www.dansk-costablanca.com – klik på bøger, derefter på Bestilling af bøger, bestil dem på Saxo og få læsestoffet leveret direkte til døren her i Spanien.
Bøger | Februar 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
