Spaniens diktator fra 1939 til 1975, general Franco, gik med planer om at lave atomvåben. Det viser en hidtil hemmeligholdt rapport fra CIA, som de amerikanske myndigheder frigav i januar 2008. Ifølge rapporten var Franco langt fremme i sin vision om at bygge atomvåben. Planerne indebar blandt andet en fabrik, der skulle udvinde uran, som Spanien havde ”moderater reserver af”. Ifølge CIA-rapporten, der er dateret 17. maj 1974, havde Spanien allerede tre atomreaktorer i brug, syv var ved at blive bygget, og yderligere 17 var projekteret. Rapporten hæftede sig også ved, at Spanien var et af de lande, der ikke ville underskrive en traktat om ikke at medvirke til at udvikle atomvåben.
CIA vurderede dog, at der ville gå mindst et årti, inden Spanien ville være klar til at bygge atomvåben - ligesom det var tilfældet med Iran, Egypten, Pakistan, Brasilien og Sydkorea. CIA konkluderer også i rapporten, at der kun var en meget lille risiko for, at Spanien rent faktisk ville bygge atomvåben.
Nyheder | Februar 2008