De danske campister hygger sig på campingpladsen i Santa Pola.

Af Michael Jepsen

Campingpladsen Bahia i Santa Pola er et populært mødested for danskere. I vinterhalvåret er der op mod 80 danskere på pladsen, fordelt på 40-50 campingvogne og campere. Tilsvarende er der også en del svenskere, nordmænd og finner.
Denne dag har en del af danskerne samlet sig til kaffe og hyggesnak i et af fortelterne. Den tilbagelænede stemning på campingpladsen står dog i skærende kontrast til de oplevelser, som flere af dem har haft på deres vej mod Spanien. De er blevet røvet eller udsat for røveriforsøg på motorvejene i Nordspanien.
Omfartsvejen ved Barcelona er tilsyneladende piraternes foretrukne sted at angribe.
”Vi er lette ofre, og vi er lette at få øje på”, forklarer en danskerne med henvisning til, at røverne går efter pensionister, der kører i campingvogn eller camper.
”De stopper ikke de unge mennesker. De går efter dem, der er hvide i toppen”, kommer det med et smil. Som det fremgår af danskernes beretninger, går røverne vejpiraterne systematisk til værks. De går målrettet efter pensionister i campingvogne eller campere. De skaber et højt brag ved at kaste sten, frugt eller genstande mod køretøjet, samtidig med at de tvinger køretøjet til standsning i nødsporet. Herefter lokker de bilens passagerer ud for at vise dem, hvad der er galt, og inden man kan nå at reagere, har de ribbet bilen for værdier. Landevejsrøverne forsvinder lige så hurtigt, som de dukkede op. 


Werner og Inger Nielsen
Vi har camperet her i Santa Pola i vinterhalvåret hvert eneste år siden 1989. Dagen før nytår 2006 var vi på vej hertil. Efter betalingsmotorvejen uden om Barcelona kører vi i indersporet, da en bil kører op på siden af os, og en af personerne i bilen kaster småsten på forruden, så det siger bang-bang. Samtidig råber de katastrofe. Det er mexikanere, der er pæne i tøjet, og de kører i en hvid BMW, som selvfølgelig er stjålet. De begynder at presse os, og havde vi kørt stærkere, havde vi kørt på dem. Så vi er nødt til at bremse og holde ind til siden. De kommer over til os og står og råber katastrofe. Da Werner går ud af bilen for at se, hvad der sker, prøver en af dem at komme ind i bilen. Jeg får fat i dørhåndtaget, så han kun har armen inde, men han løfter mit ben op, kravler under og får fat i min taske, hvor vi har næsten alle vores sager samt masser af danske penge og euro. Det hele tog kun 10 sekunder. Da de havde taget vores ting, hoppede de med hovedet først ind i førerhuset og kørte væk. Så hurtigt går det.
Jeg var meget chokeret. Det er de samme, der laver de numre hver gang. Vi har næsten alle fået sådan en tur. Der er fire baner på de store motorveje, og nu kører vi altid i anden række, for det er inderrækken, de tager os på. Jo længere man ligger ude, jo bedre.

Poul Erik og Hanne Pedersen
Da vi er på vej ud af det sydlige Barcelona, kommer der en bil op på siden af os et par km før betalingsstedet på motorvejen. En mand i bilen rækker hånden ud af vinduet og peger på cyklerne, der hænger bagpå. Det er en stor, flot, sort BMW. Ud af vinduet hænger en bette, kraftig mand med hvid skjorte, guldarmbånd og en stor guldkæde om halsen. De er to-tre cm fra mine spejle, så jeg er nødt til at trække ind og sætte katastrofeblinket på. Vi er nede på 30 km/t, da han trækker ind foran os. Så ser jeg et hul, hvor jeg kan køre ud i næste spor, og så får den noget havre. Nu kører vi altid ud i spor nr. to på motorvejen.
Vi blev sgu lidt bange, for de var ligeglade med, om de kørte ind i os. Vi har nogle venner, der var udsat for nøjagtig det samme. De kom hjem med en stor bule, fordi noget eksploderende på bilen, så man skulle tro, den var gået i brand. De fik lavet bilen bulen for 4.000 kroner. 

Jens og Anci Romedahl
Vi kommer kørende ved 15-tiden på ringvejen udenom Barcelona. Syd for Barcelona snævrer vejen ind til to-tre baner, og vi mangler et par km i at nå vores afkørsel. Vi kører i inderbanen med 90 km/t, da der pludselig lyder et højt brag i venstre side af køretøjet. Jeg ser ud af vinduet for at se, om vi har ramt noget, eller et dæk er eksploderet. Så ser jeg en mindre blå BMW ved siden af os med to-tre unge mænd, som har katastrofeblinket tændt. Manden over mod os har hoved og arme ude af bilen og peger med armen mod campingvognen, mens han vinker os ind til siden, samtidig med at deres bil trak ind foran os. Jeg havde dog set en håndstor sten komme farende frem ad vejen og ind under deres bil, så jeg vidste, det var et røveriforsøg. Så da de trækker ind foran os, drejer jeg lidt ud på vejen og sætter farten lidt op, så jeg kommer meget tæt på deres bagende, samtidig med at min kone og jeg vinkede dem til højre. Så forsvandt de hurtigt i trafikvrimlen.
Da vi kom til campingpladsen, kunne vi se, at det var venstre bagdør i bilen, der var ramt af stenen, som havde lavet et skarp bule med ridser i døren.
Lidt efter ankom vores venner i to biler med campingvogn. De var også blevet angrebet af en rød bil. Fremgangsmåden var den samme, men det skete helt inde omkring Barcelona, og de havde tilsyneladende ikke brugt sten, for der var ingen buler. Det ene hold blev røvet for nogle år siden, så de vidste, hvad der skete. De trykkede hornet i bund og snakkede indbyrdes i walkietalkier, hvorefter røverne forsvandt. Et ældre engelsk ægtepar var også forsøgt stoppet, men vi slap alle.

Edith og Peter Rasmussen
11. december 2007 kørte vi hertil på motorvejen, da vi pludselig hørte et knald på bilen, der sagde bang. Det har nok været en bold eller et æble. Med det samme er der en mand, der peger og blinker med katastrofeblinket. Vi har walkietalkie med i bilen, så jeg melder til Jens i bilen foran, at han skal passe på. Samtidig må jeg sætte farten ned for ikke at blive påkørt at bilen, der skærer ind foran. Jeg sætter hornet i bund for at vække opmærksomhed, og så opgiver de.
Vi prøvede noget tilsvarende for otte år siden, hvor vi kørte på en omfartsvej. En stor, flot bil kom kørende med katastrofeblinket tændt og gjorde tegn til os. Vi troede, der var noget i vejen med vores antenne, så vi holdt ind til siden. En af mændene hev Peter ud af bilen og snuppede hans bæltetaske. Det ville også have mig ud af bilen, men det fik de ikke. Nu ved vi, at vi især skal passe på ved frakørsler, for det er der, de trykker os.

Jens og Gerda Opstrup
Vi kommer kørende 11. december 2007, da en bil kommer op på siden af os. En af personerne i bilen hænger ud af vinduet med fagter og gebærder. De kører ind foran os og bremser. Det er helt tydeligt, at det er for at bringe os til standsning, men de opgiver dog. Jeg tror, det er fordi jeg taler i walkietalkie. I stedet kører de frem og forsøger at lave det samme nummer med en engelsk campingvogn. De er 100 meter foran os, da de lægger an på ham, og senere talte vi med føreren på en rasteplads
Der sker egentlig ikke noget med os, men man bliver da lidt rystet. Det var helt tydeligt, at vi skulle røves.

Hanne og Erik Bendtsen
I november 2006 holdt vi på en rasteplads ved Tarragona 100 km syd for Barcelona. Kl. 02.50 om natten hører jeg, at nogen prøver at brække vores campingvogn op. Jeg ryger op og vækker Hanne. Da vi ruller gardinerne op, fortrækker de. Da de går, vender de sig og kigger efter mig. Det er to unge mennesker på en snes år, men jeg kan ikke se dem så godt. De er 50-100 meter fra campingvognen, da jeg går ud i pyjamas og bare fødder. De fortsætter ud i bevoksningen langs nødsporet, så de har sikkert haft en bil stående i nærheden. De havde også tørret dug af vinduet på bilen, men til alt held var der ikke taget noget.

Edith
I oktober 2007 var jeg og min mand på vej herned. Vi overnattede på en rasteplads sammen med et hold venner, der havde to puddelhunde med. Om natten hører jeg et klik på dørhåndtaget i vores campingvogn. Tyvene forsvinder, da de hører, at jeg er oppe. Bagefter finder vi ud af, at de også havde været ovre i vores venners campingvogn, hvor de havde taget en pung, der lå i et par bukser inden for døren. Desuden var smykkerne på deres køkkenbord væk. Tyvene må have haft en nøgle med, for låsen var ikke i stykker. De låste endda pænt efter sig igen, inden de prøvede at gå ind til os bagefter.
Vi har også oplevet på rastepladser, at folk kommer over til os med et stort krøllet kort over Madrid eller et andet tosset sted for at spørge om vej. Så sidder man der og synes, det er noget mærkeligt noget, for de kan jo se på vores bil og campingvogn, at vi er danskere. Det kan godt være, det virker på nogen, men den falder jeg altså ikke for. Jeg peger bare over på tankstationen og siger, at de skal gå derhen for at spørge om vej, og så går de deres vej.

MISTEDE ALT I BARCELONA
6. december 2007 er Birgit og Per Severinsen på vej mod Danmark efter veloverstået campingferie i Santa Pola. Lidt nord for Barcelona mærker de et bump i bilen, og må stoppe op. Samtidig kører en vejpatrulje bag dem med to tændte, gule blink. De to personer i vejpatruljen vinker Per om bag campingvognen.
”Jeg tænker ikke så meget over det, for jeg troede, det var en officiel bil. Mens jeg står bag vores campingvogn med de to andre, kommer en anden bil med tre personer kørende ind foran vores bil. Min kone bliver revet ud af bilen, så hun får blå mærker bagefter. De tømmer bilen for alle værdier, og det mærkelige er, at pludselig er alle væk. Det tager 30 sekunder, så er bilen tom.”
”Man føler sig lidt dum over, man hoppede på den, for vi havde hørt så meget om, hvad der kan ske. Men det er første gang, jeg hører om, de bruger en officiel bil”, fortæller Per Severinsen.
Han fik efterfølgende vinket en politibil ind til siden. Politibetjenten eskorterede dem gennem betalingsmotorvejen, for ægteparret havde ingen penge til at betale vejafgift.
”Vi havde 50 cents tilbage. Det eneste, de ikke havde taget, var vores pas, som vi havde gemt under forsædet.”
På den lokale politistation i en lille, lokal by forsøgte det danske ægtepar at forklare hvad der var sket.
”Vi var der kl. 13 til kl. 21. Det tog tid at lave en hel rapport, for de talte ikke engelsk”, siger Per Severinsen, der lånte 20 euro af en venlig betjent, så de kunne campere natten over på en sportsplads i nærheden.
Den næste dag tilbragte de i den lokale bank, hvor de forsøgte at få overført penge fra Danmark. Først da klokken var 14.15 fredag eftermiddag, lykkedes det at få overført 1.000 euro fra Danmark, så de kunne komme hjem.
Da ægteparret havde været på den lille politistation aftenen før, ville de gerne have ringet til familien i Danmark, så de kunne lukke deres mobiltelefoner
”Men på lokale spanske politistationer kan du ikke ringe til udlandet, så det var udelukket. Politiet i Spanien er meget flinke, men de har ikke ret mange muligheder”, konstaterer Per Severinsen.
Først tre dage senere fik de lukket telefonerne, som tyvene havde brugt flittigt i mellemtiden. Ifølge regningen fra TeleDanmark havde røverne ringet for 12.061 kroner.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven