Magasinet Scandinavia på Costa Blanca - 7.500 eksemplarer hver måned

Nyhedsbrev
Afmeld





Analyse af finansmarkedet
Indtil videre i 2008 har markederne fortsat været meget hårdt ramt som følge af truslen om recession i USA og vedvarende tvivl om solvensen blandt finansielle institutioner. Fra at have været et tilsyneladende isoleret problem i et bestemt segment af obligationsmarkedet har kreditkrisen, som blev udløst af kollapset på subprime-markedet, nu fået mere vidtgående konsekvenser, end de fleste iagttagere kunne have forestillet sig for et år siden.

Selvom krisen tog sit udspring på kreditmarkederne, er aktierne også blevet sendt til tælling. Årsagerne er mange – en af dem er tvivlen om, hvor godt det korte pengemarked fungerer i lyset af manglen på likviditet. Modpartsrisiko er nemlig en stor bekymring blandt investorerne, og nogle selskaber har derfor haft svært ved at skaffe den nødvendige kapital til den daglige forretningsdrift. En anden negativ faktor for aktiemarkedet er opfattelsen af, at selv de største finansielle institutioner er skrøbelige. Det er langt fra klart, om alle har offentliggjort det fulde omfang af deres tab, og usikkerheden indebærer en risiko for skuffelser selv i forbindelse med de mest forsigtige indtjeningsforventninger. Aktieinvestorernes største bekymring er dog den stigende sandsynlighed for en økonomisk recession af globale dimensioner. Det er et problem, der ville ramme ikke kun finanssektoren, men hele markedet. Og det er p.t. umuligt at vurdere både dybden og varigheden af en sådan nedgang.

I mellemtiden falder ofrene for subprime-krisen stadig på stribe. De senest ramte er de såkaldte monoline-selskaber, som specialiserer sig i garantistillelse for udstedere af obligationer. Monoline-selskaber har traditionelt haft en meget høj kreditrating, men er nu blevet sat på observationslisten af de internationale ratingbureauer. Derfor er de nødt til at rejse yderligere kapital for at undgå nedjusteringer – ironisk nok fra de banker, hvis aktiver de har forsikret. Eventuelle nedjusteringer vil således få en afsmittende effekt på bankerne. Det vil gøre deres finansielle position endnu mere usikker, end den allerede er, da bankerne kan få yderligere tab ud over dem, der allerede er offentliggjort. Dermed kan bankerne selv komme i farezonen for at få deres kreditværdighed nedjusteret.

Ud over disse negative faktorer – og måske vigtigere på kort sigt – kan nævnes manglen på tillid til de monetære myndigheder. Den amerikanske centralbank er især blevet beskyldt for ikke at have været på forkant med udviklingen i sin anerkendelse og håndtering af de systemiske og økonomiske konsekvenser af den nuværende krise. Trods de seneste ugers kraftige rentenedsættelser er det endnu ikke lykkes centralbanken at genoprette den tillid, der er så hårdt tiltrængt, hvis markederne skal begynde at stabilisere sig.
Jura & Finans | Marts 2008
Abonner på e-mail nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven




Boligguide



Norrbom
Norrbom Marketing
Centro Idea · Ctra. de Mijas km. 3.6 · 29650 Mijas-Málaga
Tel. 95 258 15 53 · Fax. 95 258 03 29
Norrbom

Norske Magasinet En Sueco Magasinet Dansk La Danesa Magic Media Guide til Spanien

Forsiden | Kontakt os | Redaktionen | Que Pasa? | Rubrikannoncer