Det spanske miljøministerium er ved at bygge Europas største vandrensningsanlæg i Torrevieja. Det skal stå færdigt i slutningen af 2008, men ifølge Torreviejas borgmester Pedro Hernández Mateo sker det aldrig.
”Afsaltningsanlægget er fiktion og et spøgelse. Det er ikke færdigt, de ved hverken, hvordan de skal bygge det, eller hvem der skal have vandet. Socialisterne ved ikke, hvor de skal anbringe forbindelsen fra rensningsanlægget ud til havet - om det skal gå igennem byen, eller om det skal splitte Los Náufragos-stranden op i to dele”, siger PP-borgmesteren ifølge ABC.
Han er sur over, at den socialistiske regering har valgt at bygge et rensningsanlæg for at løse problemet med manglende vandforsyning. Han vil hellere have vand fra Ebro-floden via en kanal, som er den løsning, PP foretrækker.
Det er ikke første gang, Torreviejas borgmester hidser sig op over socialisterne. For godt en måned siden sagde han til en kvindelig politiker, at hun var en af den slags personer man refererer til ved at omtale moderens profession.
Kvinden var sikker på, at han dermed kaldte hendes mor for en luder og krævede en undskyldning. Det ser borgmesteren dog ingen grund til.
”Jeg kan ikke se, hvorfor nogen skulle føle sig fornærmet. Jeg ved ikke, om hun er datter af en syerske eller en jordemor”, siger borgmesteren.
Han blev sur på den kvindelige politiker, fordi hun stillede spørgsmål til en sag, hvor han står anklaget for korruption. Borgmesteren købte en finca-grund for 180.000 euro, som han 28 måneder senere solgte videre for 5,2 millioner euro.
Valencia markesføres i USA
Myndighederne i Valencia vil trække amerikanske turister til Valencia-regionen. Målet er en dokumentarserie, som via det amerikanske tv-selskab PBS skal nå ud til 133 millioner amerikanere. Spanske kendisser som sangeren Julio Iglesias, golfspilleren Sergio Garcia og tennisspilleren Juan Carlos Ferrero indgår også i markedsføringen, men den vigtigste ambassadør er skuespilleren Gwyneth Paltrow. Stjernen fra ”Shakespeare in Love” taler flydende spansk og erklærede for nylig under et besøg i Valencia, at hendes livret er den valencianske specialitet paella.
Nyt hospital i Valencia
Valencia får et nyt hospital i april 2009. Det kommende hospital i Manises-bydelen får 212 enkeltværelser og skal servicere knap 150.000 indbyggere. Investeringen er på 85 millioner euro.
Rigtig koldt og dejligt varmt
Hvis du synes, det både var usædvanligt koldt og meget varmt i marts måned, så har du ret. I løbet af et døgn svingede temperaturen fra en maksimal dagstemperatur på 14 helt op til 27 dagen efter. Det skyldes, at en koldfront fra Atlanterhavet blev afløst af varme vinde fra Sahara.
”Dage som disse er typiske for foråret, så det vil ikke være en overraskelse, hvis kulden kommer igen efter varmen”, siger direktøren for det klimatologiske laboratorium på universitetet i Alicante til Información.
Computer oversætter rumænsk
Universitet i Alicante har udviklet et computerprogram som kan oversætte mellem rumænsk og spansk. Programmet er langt mere præcist end internationale oversættelsessider på internettet som eksempelvis Babelfish.altavista.com, der har en større fejlmargin. Det rumænsk-spanske oversættelsesprogram oversætter 70% af teksten korrekt. Det vil sige, at for hver gang man skriver ti rumænske ord, vil det være nødvendigt at rette tre ord for at få teksten rigtig på spansk.
Hundredvis af grammatiske regler og mere end 20.000 oversatte dokumenter danner fundamentet for programmet.
Universitet i Alicante vil nu videreudvikle og forbedre programmet, samt lave en tilsvarende version på rumænsk-valenciansk for at hjælpe de mange rumænere, som bor i provinsen. Der er foreløbig ingen planer om at lave et program på engelsk eller et af de skandinaviske sprog.
Ingen beviser i mordsag
For nylig startede retssagen mod en ukrainsk mand, der står anklaget for 27. august 2005 at have myrdet sin ekskæreste, som han havde en to-årig dreng sammen med. Mordet fandt sted i kvindens lejlighed på calle La Sal i Torrevieja.
Ifølge anklageren blev kvinden myrdet af sin ekskæreste, som hun havde forladt tre uger tidligere. I dagene op til mordet var kvinden flere gange blevet truet af eksmanden. Han havde stadig nøglerne til kvindens lejlighed, og låste sig ind i boligen, hvor han ventede på hende. Da hun kom hjem, stak han hende ihjel med en kniv. Dagen efter mordet fandt et andet af kvindens børn, en 10-årig dreng, liget af sin mor på gulvet i badeværelset.
Manden nægter sig skyldig og hævder, at han befandt sig i en anden lejlighed, da drabet fandt sted. Ingen har set manden komme ind i eller forlade lejligheden, og der er ikke et eneste direkte bevis mod ham.
Ni jurymedlemmer skal afgøre sagen i retten i Torrevieja. Anklageren kræver 20 års fængsel. Forsvareren advarer mod at dømme en mand i en sag uden beviser..
Til kamp mod tyggegummi
Gamle, udtrådte tyggegummier pynter hverken på fortove eller gader. Derfor har myndighederne i Murcia tygget på, hvordan man kan løse problemet, og har nu købt en maskine til 44.000 euro, der kan fjerne 500 tyggegummi i timen. Der ligger 15 millioner stk. tyggegummi på byens gader, så det vil koste 1,5 millioner euro og tage 10 år at få de mørke pletter fjernet.
Taxachauffør var stangvissen
En taxachauffør i Valencia var for nylig så fuld, at han var lige ved at køre ind i en politibil, da han zigzaggede rundt i centrum af Valencia. Da politiet fik stoppet den fordrukne taxachauffør, havde han svært at stå oprejst. Politiet målte hans promille til 1,39, hvilket er ni gange mere end den tilladte promille for taxachauffører på 0,15.
5-årig dreng mopper lærer og elever
En blot 5-årig dreng mopper både læreren og eleverne i sin klasse så meget, at forældrene til de øvrige 24 børn har fået nok. En dag trak de deres børn ud af børnehaveklassen, der ligger i Torrent i Valencia-regionen, i protest mod den 5-årige, som dagligt kommer med trusler mod både lærer og klassekammerater. Skolen havde ellers indsat en ekstra lærer i klassen for at løse problemet, men den 5-årige styrer fortsat klassen med hård hånd og grimme ord.
Bygger uden tilladelse
Beboere i Vistabella-urbanisationen ved Albufereta-stranden i Alicante har klaget over, at en virksomhed bygger i området uden tilladelse fra kommunen, og at byggeriet går indover et område, der tilhører urbanisationen, hvor de bor. Byrådets ledelse for byggeri erkender, at byggeriet er startet, inden tilladelsen er givet, men mener alligevel, det er lovligt, fordi det ikke berører urbanisationens område, skriver El País.
Kørte 15 km mod trafikken på motorvej
En beruset mand kørte i starten af marts 15 km i den forkerte retning på A7motorvejen ved Alicatne, inden Guardia Civil fik stoppet ham ved Crevillente. Manden havde en promille på 0,7, skriver ABC.
Anklagemyndigheden krævede manden idømt tre års fængsel og en bøde på 3.240 euro samt frataget kørekortet i otte år. Da han ikke har nogle tidligere domme, valgte dommeren dog at løslade ham fra fængslet, hvor han sad 10 dage efter sin solokørsel, og idømte ham et behandlingsforløb og en betinget dom, hvor han ikke må begå lovovertrædelser de næste fire år.
Kongen giver Chávez problemer
Det vakte stor opsagt, da Spaniens konge Juan Carlos I under et topmøde i Chile sidste år bad Venezuelas præsident Hugo Chávez om at holde sin kæft. Nu mener en direktør for en tv-kanal i Venezuela, at kongens kommentar har skabt store problemer for landets præsident:
”Kongen kan ikke forestille sig, hvor meget røre han har skabt. Eller rettere sagt, det uheld han har påført Chávez siden, han bad ham om at holde sin kæft. Alt er gået galt siden da; studenternes demonstrationer, nederlag i lovforslaget, befrielsen af drengen Emmanuel, som er kidnappet ...”, siger tv-direktøren til El País.
Gasselskab afslører direktørløn
Det spanske elektricitets- og naturgasselskab Iberdrola har offentliggjort lønnen til firmaets præsident: Ignacio Sánchez Galán tjente godt 4,4 millioner euro i 2007. Præsidentens løn udgør dermed næsten halvdelen af lønbudgettet til virksomhedens ledelse, der består af i alt 15 personer. De 9 millioner i ledelseshonorarer svarer til 0,4% af Iberdrolas nettoindtjening i 2007, skriver El País.
Den spanske bank BBVA har også offentliggjort lønnen til topchefen Francisco González: Han tjente i 2007 godt 5 millioner euro.
Blind mand fik bøde for spirituskørsel
43-årige Juan González fra Granada blev noget overrasket, da de lokale politimyndigheder meddelte ham, at han havde fået en bøde på 450 euro for to tilfælde af spirituskørsel. Han har nemlig været blind, siden han var 17 år, så han har aldrig haft et kørekort, og har heller aldrig kørt bil.
Det viste sig, at trafikmyndighederne havde skrevet det forkerte DNI-personnummer, da de skulle udstede bøderne for spirituskørsel. De har nu trukket bøderne til den blinde mand tilbage.
Varer for 100 millioner euro konfiskeret
Myndighederne konfiskerede i marts i år falske mærkevarer til en værdi på over 100 millioner euro i havnen i Algeciras. Det er den største fangst af falske mærkevarer nogensinde i Spanien, meddeler det spanske nyhedsbureau EFE.
De 230.000 falske mærkevarer blev fragtet i seks 40-fods containere på et skib fra Kina. Der er tale om forfalskninger af 45 mærker inden for sko, beklædning, tasker, ure og tilbehør.
Katalanere slipper for bøde
To katalanere slipper for at betale den bøde på 2.700 euro, som de hver især blev idømt ved retten i Madrid i november sidste år for at brænde billeder af den spanske konge Juan Carlos I. I retten talte de to anklagede udelukkende katalansk og nægtede at svare på spansk. Nu har appelretten annulleret dommen ud fra en vurdering af, at de anklagedes rettigheder er blevet krænket, skriver El Mundo.
Nyheder | April 2008
| Abonner på e-mail nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |








