Af Jette Christiansen

Efter Kosovo i februar erklærede selvstændighed, valgte de fleste europæiske lande sammen med USA at godkende området som selvstændig nation. Flere vægrede sig dog, heriblandt Rusland og Kina, som begge er permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, der skal beslutte, om verdensorganisationen også skal godkende den nye stat. Rusland har et historisk bånd til Serbien og frygter selv løsrivelse af flere områder, men også Spanien har foreløbig og sandsynligvist permanent valgt ikke at godkende den tidligere serbiske region som selvstændig stat.
Spanien frygter ikke ubegrundet, at Kosovo kan blive et forbillede for de spanske regioner, men beslutningen skyldes også, at spanierne har nærlæst historiebøgerne og er kommet til den konklusion, at området tilhører Serbien.
Enhver serber, og dette gælder ikke kun dem, som generaliseres som massemyrdende Milosevic-tilhængere, men også veluddannede og fredsommelige serbere, vil fortælle dig, at Serbiens vugge stod i Kosovo, og at området historisk og kulturelt hører sammen med Serbien. Og det er ikke kun, når slivovichen vaskes ned og hjemlandets vemodige sange synges.

Kosovo og Baskerlandet
Der er få paralleller og mange forskelle på Kosovos og spanske regioners kamp for uafhængighed. I både Baskerlandet og Kosovo har dele af befolkningen kæmpet med terror for at opnå uafhængighed, hver med sin terrorgruppe med tre små bogstaver, i Kosovos tilfælde KLA. Ingen af områderne har tidligere været uafhængige stater. Skødet på Kosovo har i stedet skiftet hænder mellem Serbien og det tidligere Jugoslavien, det osmanniske rige og, for en kort bemærkning, Italien.
Den nye Balkan-stat har desuden været udsat for etnisk udrensning, hvilket kosovo-albanerne dog også har bedrevet med, men det lader til at have været katalysatoren for mange landes godkendelse af Kosovos løsrivelse fra Serbien.
Hvor der siden den tidlige stenalder har boet et folk kaldet baskere i Baskerlandet, er den kosovarske befolknings herkomst langt mere diffus.
Derudover er forskellen på de spanske regioner og Balkan også af religiøs karakter, hvilket som bekendt aldrig gør sagen nemmere at håndtere.

Et tilbageblik
Hvis man mener, at historien skal være afgørende for, hvorvidt Kosovo har ret til selvstændighed eller ej, får man dog svært ved at argumentere ensidigt, for også her er der flere forskellige fortolkninger.
Både serbere og albanere hævder at have en historisk ret til området, og begge parter føler, at de er blevet uretfærdigt behandlet af og forfulgt af modparten.
Mens Serbien lægger krav på Kosovo, forbi nationens første spæde skridt blev taget her, identificerer albanerne sig med oldtidens illyriske folk. Denne påstand er dog aldrig blevet endegyldigt bevist. Albanerne mener dermed, at serberne ingen ret har til området, eftersom sydslaverne først tog den centrale del af Balkan i besiddelse i 600-tallet.
Serberne hævder derimod, at kosovo-albanerne er indvandret til Kosovo fra Albanien og efterhånden har fortrængt serberne derfra. I 1200-1300-tallet var Kosovo et centralt område i det serbiske kongerige, og herfra stammer områdets enestående skat af kirker og klostre, hvoraf albanerne i 1980’erne nedbrændte mange.
Flere historikere mener, at kristne serbere og albanere kæmpede side om side mod de tyrkiske erobrere i det store, sagnomspundne slag på Solsortesletten i 1389, hvor serberne blev slået af tyrkerne. Dette slag var afslutningen på middelalderens serbiske storrige, og begyndelsen på det osmanniske riges tid på Balkan.
Parallelt med tyrkernes invasion rykkedes den religiøse vægt fra serbisk-ortodoks til islam.
En anden ingrediens i den historiske suppedas er den serbiske eksodus fra Kosovo i 1690. Året forinden var en østrigsk hær nået frem til Skopje, hvor der udbrød pest, hvilket fik østrigerne til at trække sig tilbage. Kosovarerne havde haft store håb til den østrigske invasion, men stod i stedet blottet over for et tyrkisk hævntogt. Serberen Arsenije III samlede derfor 30.000-40.000 kristne familier og førte dem op til den nordlige side af Donau. Efter serbisk opfattelse stammer den albanske bosættelse i Kosovo først fra denne periode, men set med albanske øjne, deltog både albanere og serbere i opstanden mod osmannerne i 1689-1690, ligesom der var albanere blandt dem, som flygtede nordpå.
Så langt, så mudret. Men de næste år fremstår ikke meget klarere. I 1800-tallet øgedes antallet af ikke blot albanere, men også slaviske muslimer og tyrkere i Kosovo, hvilket i følge albanerne skyldtes et folkemord på albanerne i Serbien, som søgte at befri sig fra tidligere tyrkisk dominans. Dette forstærkedes i 1877-78, da Serbien ekspanderede mod syd, og det sydlige Kosovo dermed blev det nordligste, tyrkiskbesatte område frem til det osmanniske riges endeligt i 1913. Her blev det nuværende Albanien selvstændigt, mens hele Kosovo genforenedes med Serbien.
Det varede dog ikke så længe. Under Anden Verdenskrig besatte Italien store dele af Kosovo, som man lagde til Albanien. I 1945 forenedes Kosovo atter med Serbien.

Tito og Milosevic
Under Titos Jugoslavien havde Kosovo en del selvstændighed, men kosovo-albanerne krævede en uafhængig stat under forbundsstaten Jugoslavien, og efter Titos død i 1980 genstartede urolighederne med etniske sammenstød og nedbrændte klostre og kirker til følge.
Mange serbere flygtede nordpå, og Serbien, nu med Slobodan Milosevic ved roret, sendte i stedet militæret sydpå, og et resultat heraf var, at Kosovos autonomi-periode i 1989 fik en brat afslutning.
Kosovo-albanerne svarede året efter igen ved at erklærede provinsen uafhængig, hvorefter oprøret mod det serbiske styre tog fart og i 1998 for alvor blev blodigt med serbiske soldaters etniske drab på omkring 10.000 kosovo-albanere (sagen mod Milosevic i Haag nåede i øvrigt aldrig at konkludere, at serberne var skyld i folkemord, før Milosevic døde). I 1999 bombede NATO så Serbien i 11 uger, hvilket bl.a. også gik ud over den kinesiske ambassade i Beograd, for at tvinge landet til at trække styrkerne mod nord.
På trods af NATO’s tilstedeværelse startede i 2004 en ny voldsbølge. Igen blev klostre, kirker og andre historiske bygninger nedbrændt, og flere af de få kosovo-serbere, som stadig turde bo der, flygtede nordpå. Og det er en af årsagerne til, at 90 procent af befolkningen i dag er albanere. En anden er, at albanere gennem mange år er flygtet fra det ustabile Albanien til Kosovo, hvor de lidt efter lidt forvandledes fra en minoritetsgruppe til et flertal.

Europa i flammer
Vælger man ikke at lade historien være afgørende for, hvor landegrænserne bør være, er det lige så svært at se, at kosovo-albanerne skulle have større ret til området end serberne. Kynikere kunne fristes til at tro, at Vestens hang til at tækkes de muslimske lande, er årsagen til visse landes godkendelse Kosovo.
At serbiske tropper udførte nogle uhyrlige handlinger mod kosovo-albanerne, hersker der kun lidt tvivl om, men skal vi klandre et helt land for en regeringschefs uhyrligheder? I så fald skulle der i dag ikke være et land med navnet Tyskland, som var blandt de første lande til at godkende Kosovo.
Og ville Angela Merkel være helt så hurtig til at godkende Frankfurt som en uafhængig stat, fordi tyrkerne er i flertal og finder på at erklære byen en selvstændig stat?
Spanien er ikke enig, og det uanset den politiske fløj, og det er heller ikke lande som Grækenland, Cypern, Rumænien og Bulgarien, hvor flere etniske grupper er samlet under et flag. En Pandoras boks er åbnet, skriver El País. ”Kosovo kan sætte Europa i flammer,” har Dmitrij Medvedev, der i marts vandt præsidentvalget i Rusland, sagt.
Men en løsning var i følge FN-resolution 1244 lovet kosovarerne, og det er denne resolution, der giver landet ret til at erklære selvstændighed, et løfte Baskerlandet og Catalonien som bekendt ikke kan læne sig op ad.

Dagens Kosovo
Kosovo kan ikke sammenlignes med de øvrige stater, der er blevet selvstændige, siden Jugoslavien gik op i limningen. For eksempel var Montenegro et selvstændigt kongerige før Første Verdenskrig, senere en del af Jugoslavien, og beholdt navlestrengen uklippet med Serbien indtil 2006, da lilleputstaten efter en folkeafstemning blev selvstændig. Landet med de sorte bjerge og kun 640.000 indbyggere klarer sig fint på egen hånd, hvilket delvist skyldes, at der ikke er de store etniske eller religiøse forskelle i befolkningen, og at man igen har fået gang i turismen.
Det samme er ikke tilfældet med Kosovo, som næppe får samme hurtige fremgang som Montenegro. Kosovo har to millioner indbyggere, hvoraf 90 procent er, hvad generelt beskrives som albanere. Siden Kosovo efter krigen i 1999 kom under NATO’s beskyttelse og FN-administration er milliarder af euro blevet sendt dertil, men området er stadig et af Europas fattigste. Arbejdsløsheden ligger på omkring 50 procent, gennemsnitsindtægten ligger på højde med Angolas, og regeringen beskyldes allerede for korruption.

Solana og Montenegro
EU’s udenrigspolitiske udsending, spanske Javier Solana, var ironisk nok den første udenlandske politiker til at besøge Kosovo efter selvstændighedserklæringen. Besøget fandt sted, da de fleste EU-lande havde godkendt Kosovos uafhængighed, men ikke Solanas hjemland.
Målet med hans visit var at orientere præsident Fatmir Sedjiu og premierminister Hashim Thaci om EU's udstationering af 2.200 politifolk og embedsmænd, som skal hjælpe den nye, korruptionsplagede stat med at etablere en administration.
Samtidig er en spansk oberst, med det passende navn Juan Montenegro, udnævnt til ansvarlig for NATO’s operationer i området. Alliancen har allerede 16.000 soldater (heriblandt 600 spanske og 300 danske soldater) i Kosovo. Mens NATO i 1999 bombede Serbien, bliver de fredsbevarendes styrkers opgave i Kosovo, hvor tidligere medlemmer af KLA sidder i regering, nu først og fremmest at beskytte det serbiske mindretal.

Fra Tito til i dag
1974 – 1989: Disse år havde Kosovo en form for selvstyre.
1990: Albanerne proklamerer Kosovo en selvstændig stat. Denne bliver dog ikke anerkendt af omverdenen, kun af Albanien.
1996: Væbnet konflikt mellem kosovo-albanske separatister og den jugoslaviske hær.
1998: En million albanere flygter til nabolandene.
1999: Fredsforhandlinger bryder sammen. NATO bombarderer dele af Serbien. Den serbiske regering accepterer våbenhvile, og internationale, fredsbevarende styrker sættes ind i Kosovo.
Provinsen kommer under administration af FN ifølge Sikkerhedsrådets resolution 1244 af 10. juni 1999. En række midlertidige myndigheder, herunder præsident og parlament, oprettes.
2006: Forhandlinger om provinsens fremtidige status indledes med Serbien. Slutdato sættes til den 10. december 2007. Fra serbisk side insisteres på, at Kosovo er en del af Serbien, men indvilger i vidtgående autonomi. Fra kosovo-albansk side kræves et udelt og selvstændigt styre.
2008:
Den 9. januar: Hashim Thaci bliver valgt til Kosovos 7. ”præsident”,” og offentliggør sine intentioner om uafhængighed for Kosovo i årets første halvdel.
Den 4. februar: EU starter planlægningen af en civil fredsmission på 2000 mand.
Den 8. februar: Serbiens minister for Kosovo, Slobodan Samardzic, oplyser, at hans regering har fået kendskab til, at Kosovo vil erklære uafhængighed den 17. februar 2008.
Den 14. februar: FN’s sikkerhedsråd mødes for at drøfte Kosovos umiddelbare planer om løsrivelse. Rusland er imod, modsat USA og størstedelen af EU.
Den 17. februar: Efter Serbiens provestlige præsident Boris Tadic blev genvalgt, var vejen banet for selvstændighedserklæringen.

Kort om Kosovo
• Provinsens/landets grænser blev fastlagt i 1945.
• Grænser op til: Serbien, Montenegro, Republikken Makedonien og Albanien.
• Areal: 10.912 km2.
• Befolkning: ca. 2 millioner.
• Kosovo er opdelt i to områder: Kosovo og Metohija.
• Hovedstad: Pristina.
• Andre større byer: Prizren, Mitrovice, Peje.
• Befolkningen udgøres i dag af: albanere (92 %), serbere (5,3 %), tyrkere og bosniere mm. (2,7 %). Der er omkring 130.000 tilbageværende serbere i Kosovo.
• Officielt sprog: albansk.
• Religion: overvejende islam.


”Kosovo kan sætte Europa i flammer,” Dmitrij Medvedev, der i marts vandt præsidentvalget i Rusland.

EU’s udenrigspolitiske udsending, spanske Javier Solana, var ironisk nok den første udenlandske politiker til at besøge Kosovo efter selvstændighedserklæringen.

Hvor der siden den tidlige stenalder har boet et folk kaldet baskere i Baskerlandet, er den kosovarske befolknings herkomst langt mere diffus.

Kosovo kan ikke sammenlignes med de øvrige stater, der er blevet selvstændige, siden Jugoslavien gik op i limningen.

Ville Angela Merkel være helt så hurtig til at godkende Frankfurt som en uafhængig stat?

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven