Af Michael Jepsen

Familiemedlemmer kan føle sig svigtede, skuffede eller forladte, hvis deres nære slægtninge vælger at flytte langt væk. Det oplevede den danske forsker Anne Leonora Blaakilde, da hun som led i en stor undersøgelse lavede interviews med danske pensionister på Costa del Sol.
Her spurgte hun blandt andet danske ægtepar, hvordan deres omgivelser reagerede på, at de besluttede sig for at flytte til Spanien.
”Vores daværende svigersøn blev smækfornærmet. Han sagde, det kunne vi ikke tillade os over for familien”, fortæller et dansk ægtepar på Costa del Sol, der også fik at vide af svigersønnen, at de var egoister.
En lignende oplevelse havde et ægtepar på 63 og 65 år med deres ældste søn.
”Han sagde; ”så har jeg ingen mor og far længere!” Og det har han sgu holdt ved. Han blev mopset”, fortæller ægteparret, der har haft et dårligt forhold til sønnen, siden de besluttede at flytte til Spanien:
”To gange har vi fået brev fra ham. Den ene gang var en ønskeliste til en barnedåb. Den anden gang var til en konfirmation.”

Belejlig barnepige
Et par på 61 og 67 år med fem børn og mange børnebørn i Danmark fortæller, at de var lidt nervøse, da de skulle meddele familien deres beslutning om at flytte til Spanien.
”En ting er, at de siger, vi skal gøre det - noget andet er, at vi gør det. Vi meddelte dem det et hold ad gangen for, at de ikke kunne hidste hinanden op. Vi fik stort set kun ”ja” og ”godt”, men vores mellemste søn fløj da lige op. Jeg tror, det var dem, der brugte os mest som barnepige, og det var derfor”, forklarer parret.
Selv blandt bedsteforældre, som angiver at have et rigtig godt forhold til deres voksne børn, er der et par stykker, som nævner, at det kan være en lettelse at være flyttet til Spanien, fordi man ikke i samme grad som tidligere står til rådighed for børnenes behov for at få børnebørn passet i tide og utide.

Provokerende beslutning
Anne Leonora Blaakilde mener, episoderne med pensionisternes skuffede børn kan fortolkes som et udtryk for en vrede eller skuffelse over, de migrerende forældre/bedsteforældre ikke lever op til de forventninger, som nogle yngre familiemedlemmer har. De forventer hjælp og støtte, men den kan de ikke få, når afstanden bliver lang.
”For mennesker, der betragter familien som et ansvarlighedsfællesskab, kan det at flytte til udlandet opfattes som en særdeles provokerende beslutning. Der kommer den voldsomme modreaktion - som fx at kalde nogen for egoister. Det viser, at der er dybtliggende og samtidigt eksisterende forskellige holdninger til, hvilken form for fællesskab, familien egentlig er”, siger Anne Leonora Blaakilde.

Gode forbindelser
Mange danske pensionister ser dog ikke afstanden til Danmark som et stort problem for at holde kontakten til familien.
”Efterhånden er det blevet så let og billigt at rejse fra Danmark til Spanien, at det er dyrere at rejse med DSB fra Århus til København”, lyder en udbredt forklaring.
Desuden hjælper internettet til at holde kontakten, og mange ringer billigt via IP-telefon eller gratis på Skydpe.
Selv om flyrejserne er blevet billigere, løber udgifterne alligevel op for børnefamilier, der som oftest må rejse i børnenes skoleferier, hvor billetterne er dyrere end normalt.
”Så de mest optimale forhold for reel kontakt mellem familiens generationer kræver, at parterne har en god økonomi og allerhelst også et fleksibelt hverdagsprogram, navnlig i forhold til arbejdet”, konstaterer Anne Leonora Blaakilde.
Det er dog ikke alle, der higer efter at se børn og børnebørn i tide og utide.
”Børnene kommer rendende hele tiden. Det er næsten for meget”, siger en 73-årig mand med et glimt i øjet.

Dårlige familieforhold
Blandt de hushold, som Anne Lenora Blaakilde har interviewet, har en tredjedel et meget dårligt forhold til et eller alle deres børn, en tredjedel har et ujævnt eller lidt distanceret forhold til deres voksne børn og børnebørn, mens den sidste tredjedel har et godt forhold.
I gruppen af pensionister med dårlige eller manglende familierelationer er der negativ eller ingen kontakt til de yngre familiemedlemmer. Halvdelen af denne gruppe pensionister er enlige og har ingen børn.
En af familierne er et ægtepar, hvis tre børn alle flyttede hjemmefra i 17-års alderen. Siden har de ikke haft meget kontakt sammen. Da Anne Leonora Blaakilde spørger dem, hvad børnene sagde til, at de flyttede til Spanien, kommer svaret skarpt.
”Der er ikke noget, de skal have sagt. Vi gør, hvad der passer os!”
Trods den manglende kontakt til børnene, fornemmer Anne Leonora Blaakilde, at de gerne vil se mere til dem. Således har de et gæstehus ved siden af deres eget store hus med plads til otte og swimmingpool. For tre år siden betalte de en tur for den fraskilte svigerdatter og børnebørnene, så de kunne besøge dem. Det gik ikke godt.
”Nu er hun sådan lidt doven, vores svigerdatter. Hun tror bare, hun skal ned og opvartes”, konstaterer manden.

Det bliver ikke bedre
Ifølge Anne Leonora Blaakilde kan pensionister, der i forvejen har et dårligt forhold til deres familie, ikke regne med, at det bliver bedre på grund af flytningen.
”Ligeledes kan man heller ikke på nogen måde regne med, at de efterladte familiemedlemmer i Danmark vil være klar til at træde til med hjælp og støtte i det øjeblik, pensionistmigranterne har brug for det.”
”Nogle få af dem, som har haft et godt forhold til deres yngre familie inden flytningen, oplever en negativ reaktion, som udvikler sig til et meget negativt forhold - formodentlig til alles skuffelse. Blandt de familier, hvor relationerne mellem generationerne er gode efter migrationen, har de også været gode forinden. Det er ligeledes en forudsætning, at økonomi og boligforhold er i orden, så relationerne kan vedligeholdes ved hjælp af rejser og besøg hos hinanden”, konkluderer Anne Leonora Blaakilde.

Farvel til forældrene
Det er kun de færreste danske pensionister i undersøgelsen, der er flyttet til Spanien, mens deres forældre stadig er i live. Det gælder for et ægtepar på henholdsvis 63 og 65 år, der for otte år siden rejste fra svækkede gamle forældre. Det blev kvindens mor ked af:
”Det kan I ikke være bekendt. I kommer vel ikke engang hjem til vores begravelse”, sagde moren.
Anne Leonora Blaakilde forklarer, at nogle har lidt dårlig samvittighed over at have efterladt familiemedlemmer i Danmark, og at det oftest er kvinder, der får dårlig samvittighed.
”Kvinderne repræsenterer det ansvarlige familiefællesskab samtidig med, at de ikke helt kan leve op til de forventninger, der knytter sig til det”, forklarer forskeren.

Farvel til vennerne
Langt hovedparten af de interviewede siger, at de har flere venner og bekendtskaber i Spanien end i Danmark.
Nogle er dog gode til at holde fast i de gamle venskaber.
En 75-årig mand, der har boet 20 år på Costa del Sol med sin kone, siger:
”Jeg sender ca. 40 julekort hvert år.”
For en 73-årig mand, der har boet seks år på Costa del Sol med sin kone, er situationen anderledes:
”Man har bekendtskaber, men egentlige venner, dem har man så få af, og min eneste rigtige ven døde for et par år siden.”

Forskellige opfattelser
Anne Leonora Blaakilde påpeger, at forholdet til familien og venner er både interessant og spændingsfyldt:
”Vi lever i en kultur, hvor familiefællesskaber rummer dybe, underforståede forventninger om særlige former for hjælp, støtte, ansvar og forpligtelse. Familiemedlemmer kan have forskellige opfattelser af, hvilken familiefællesskabsform, de tiltales af og selv tilhører, og derfor kan opfattelserne variere inden for en familie”, siger hun.
”Der findes en helt overordnet og nogenlunde stabil kulturel forventning til familien som det fællesskab, der tager sig af hinanden. Det er denne opfattelse, de migrerede pensionister i nogen udstrækning provokerer ved at rejse væk fra Danmark og deres familie”, slutter Anne Leonora Blaakilde.

Abonner på e-mail nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven